For få dage siden døde Dr. John. Og nu er en anden af New Orleans’ store navne gået bort. Dave Bartholomew, arrangør, producer, komponist, trompetist og bandleder har forladt os i en alder af 100 år.
Han var mest kendt for sit indflydelsesrige virke i baggrunden. Fx sit samarbejde med Fats Domino, der førte til hits som “Ain’t that a shame”. Og han stod Domino bi i de store år fra 1955-1964, hvor Fats fik hele 65 singler på hitlisterne derovre. Men Bartholomew arbejdede også sammen med mange andre, store navne – lige fra Lloyd Price (“Lawdy Miss Clawdy”) over Chuck Berry (“My ding-a-ling”) til Elton John, Paul McCartney og Rolling Stones. Og med sit “big beat” var han med til at gøre rock and roll til halvtredsernes nye lyd (ja, faktisk fyrrernes med, hvis man medregner hans produktion af Fats Dominos “The Fat Man” fra 1949).
Bartholomew var en af den slags bagmænd, man mest læser om på pladenoter og den slags steder, der vidner om, hvem der opererer i baggrunden med autoritet og stor inspirationskraft. Nu er han ikke mere. Endnu et stort træ i New Orleans’ musikskov er faldet.
Og på dette tidspunkt i 1979 bragede Neil Young og Crazy Horse gennem lydmuren med Rust never sleeps, et såkaldt live-album (såkaldt, fordi live-optagelsen fra San Francisos Bording House efterfølgende var en tur i studiet, hvor der blev lavet ekstra på indspilningerne og hvor publikumsstøj blev reduceret til det mindst mulige.
Krtikken tog albummet til sig. Selv gnavpot Robert Christgau bøjede sig i støvet over for pladens forsøg på at genopfinde lyden af Young og den gale hest. Også publikum tog den energiske plade til sig.
Og vi skal da ikke glemme spindesiden, når alderen melder sig. Og Cynthia Ann Stephanie Lauper, bedre kendt som Cindy Lauper har nu passeret de 66, uden af den grund at være gået på pension. Og damen, der slog sit navn fast med sange som “Girls just wanna have fun”, “She bop” og “Time after time”, har formået at holde den kunstneriske formkurve i årene efter firsernes gennembrud. Senest med ganske overbevisende plader med blues (Memphis Blues) og country (Detour).
Som man kunne forvente, så er der stor uenighed i de løbende regeringsforhandlinger om økonomien. Fx når det gælder velfærden. Der er en vis enighed om, at der er behov for at ansætte flere sygeplejersker, hjemmehjælpere og pædagoger i det offentlige, men ikke om, hvordan det skal kunne indfries og hvordan det skal kunne finansieres.
Og uenigheden kommer ikke mindst til udtryk, når der diskuteres skattepolitik og pensionspolitik. Flere partier med Socialdemokratiet i spidsen mener, at der skal arbejdes mere (enten ved at få de ledige i arbejde og/eller importere mere udenlandsk arbejdskraft – eller, som Enhedlisten er inde på, ved at få folk med deltidsjob til at gå på fuld tid). Og under dette ønske om merarbejde ligger en forestilling om, at mere arbejde kaster flere skattekroner af sig. Og kombineret med andre skattepolitiske tiltag, fx beskatning af finanssektoren og de velhavende, forestiller man sig så, at velfærden kan bevares eller ligefrem øges.
Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan forestille sig en indfrielse af løftet om en 70% reduktion af CO2-udledningen uden at en sådan reel reduktion vil gribe radikalt ind i en økonomi, der bygger på forestillingen om øget vækst i form af merarbejde, merproduktion, merværdi (profit)?! Det tror jeg ganske enkelt ikke på. Hvis vi tager ønsket om at reducere udledningen med 70% alvorligt, skal vi indstille os på, at det – i hvert fald på globalt plan – vil betyde, at det økonomiske system (kapitalismen i dens nuværende former) skal transformeres til noget andet. Og hvis det lykkes at komme frem til en reel, bindende klimalov, der lever op til kravet om en markant reduktion, så skal den transformation begynde her i landet, og det vil have betydning for vores levevis. Ingen tvivl om det.
Rolling Stones har lige gennemført en koncert i Chicago med bravour. Den hjerteopererede Mick Jagger var som genfødt. Og det er da godt at høre, når nu dinosaurerne fortsætter deres turneren.
Og meget apropos har Ron Wood fået udgivet en bog med gruppens såkaldte setlists, altså den række af numre, de spiller ved en koncert. Wood har for vane at skrive dem ned med farveblyanter og det har fået nogen (sikkert inkarnerede fans…) til at ønske sig kopier – og derfor har Wood fået en bog udgivet med sådanne lister. Tja, det er utroligt, hvad kan udgives nu omstunder..
Ja, du skal have tyskordbogen og -grammatikken, hvis du vil lege med her. Denne fine kærlighedssang af Nena (99 luftballoner) kører rundt i mit hovede. Og det føles ganske godt…
Besser geht’s nicht Du gefällst mir Besser geht’s nicht
Sei mir bitte nicht mehr böse Weil ich das nicht halten kann Sei mir bitte nicht so böse Weil ich liebe und dir nichts versprechen kann So fang ich erst gar nicht an
Besser gehts nicht Du gefällst mir Bist wie Honig Lieb dich herzlich Alles möglich Tur mir leid Besser gehts nicht
Sorry sorry sorry I am so sorry Sorry sorry sorry I am so sorry Tut mir leid
Eine Träne geht auf Reisen Macht sich auf den Weg zu mir Meine Träne will nicht bleiben Sie will weiter ist schon auf dem Weg zu dir Bringt dir einen Kuss von mir
Besser geht’s nicht Du gefällst mir Bist wie Honig Lieb dich herzlich Alles möglich Tut mir leid Besser geht’s nicht
Sorry sorry sorry I am so sorry Sorry sorry sorry I am so sorry
I de senere år har begrebet “fattigdom” være en politisk varm kartoffel. Har vi fattigdom i Danmark eller ej? Det fik mig til at tænke tilbage på min egen barndom i 1950’erne. Var vi fattige dengang?
Mine forældre og jeg boede i den vestlige del af Esbjerg. Det var et udpræget arbejderkvarter med mange store boligkarreer med relativt små lejligheder. Der var mange børn og mødrene gik hjemme og passede hjem og børn.
Jeg har aldrig følt, at vi var fattige, men når jeg hører og læser om den tid, så kommer jeg lidt i tvivl. Det var en tid før tressernes materialisme og forbrugerisme skyllede ind over landet. Man gik i sit tøj, selv om det var slidt og lappet. Skoene kom til skomageren, når der skulle en ny hæl eller tå på. Og i skolen kunne man, som tidligere fortalt, få en oslo-frokost med skolemælk, hvis hjemmet ikke kunne klare den udgift. Og jeg kan da huske, at min mor ofte klagede over de lidt for få husholdningspenge, som hun modtog fra min far (der sejlede på langfart). Især sidst på månede kneb det med at få enderne til at mødes. Jeg husker engang, hvor mor serverede frikadeller, der indeholdt så meget fedt, at de faldt fra hinanden på tallerknen. Vi skrabede bunden den dag.
Jo, vi tilhørte nok den fattige del af befolkningen i de år i arbejderkvarteret i Esbjerg. Senere tog min far nogle skridt op af avancementstrappen og meget blev anderledes. Vi blev ikke rige, men fik dog del af den velfærdskage, der blev bagt i tresserne. Men først og fremmest husker jeg barndomsårene som en ganske tryg og dejlig tid, hvor folk havde mere tid til hinanden. Fattigdom var ikke et ord, jeg kendte.
Da The Kinks havde gødet jorden for punken med solide tre-akkorders-sange og var blevet bandlyst i de amerikanske koncertsale i en årrække, kastede gruppens sangskriver Ray Davies sig over det, der havde formet hans identitet: arbejderbaggrunden i Muswell Hill og det post-koloniale-og-imperiale og efterkrigsprægede England med en lang række sange, der både var poppede og fulde af bittersøde kommentarer til tidsånden, nostalgien og the british way of life i det hele taget. Sange, der fyldte en række conceptalbums – fx Village Green Preservation Society og Arthur – og sikrede Ray Davies en plads i rockens parnas som en enestående sangskriver af en helt særligt engelsk format. Og siden dengang er han fortsat – også efter The Kinks opløsning i 1996 – med at skrive formidable sange, hvor der altid er plads til en dyb solidaritet mod alle dem, der kom i klemme i det såkaldte velfærdssamfund i efterkrigens Storbritannien, og en vitriolbrændende kritisk revselse af de samfundsmæssige omstændigheder, der gjorde klemmen mulig.
Og selv om Ray Davies i dag fylder 75, så er han en af dem, der ikke falder i pensionist-otiums-fælden. Han fortsætter med at skrive sine sange og synge dem. Om Kinks bliver gendannet, ved vi ikke, men Davies-sange skal vi nok få flere af…
Foregående opslag fik mig til at tænke på fænomenet flashmob, hvor en gruppe mennesker optræder spontant i et supermarked, på en banegård eller et andet offentligt sted. Den danske wikiartikel om fænomenet spørger om meningen med flashmob, men finder ikke nogen entydig sådan. Men det er nok fordi artikelskriveren overser, at the medium is the message, med en klassisk sentens: Det er musikken selv der er budskabet. Hvad enten det er en dansk sang i et supermarked i min hjemby eller et Led Zeppelin-cover i Tyskland. Lad os endelig få nogle flere flashmobs…
Roberta Flack, en af de store souldamer, debuterede for 50 år siden. Og brændte sig fast i bevidstheden hos rigtig mange med hittet “The first time ever I saw your face” (skrevet af Evan Maccoll), der blev nr. 1 – lige som albummet – i USA, vinder af en Grammy for “årets plade” og sikrede Roberta Flack en varig stjernestatus.
På coveret til Mørtels nye album Vagusnerven kigger en corgi (hunderace) ud og op mod den, der holder albummet i sine hænder. Og sammen med titlen – Vagusnerven, der er den længste nerve i det autonome nervesystem og har en afgørende rolle for vores ikke-bevidste funktioner som fx blodcirkulation, åndedræt og fordøjelse – får vi som lyttere allerede et fingerpeg om, at vi ikke befinder os på poppens og rockens alfarvej, dér hvor der er trængsel og alle dem, der vil frem i musikverdenen, viser sig frem og lader sig høre. Nej, Mørtel – og det vil sige komponist og tekstforfatter Andreas Hjertholm og de musikalske venner Morten Ammitzbøll, Peter Esben Kofoed, Filip Danstrup, Merete Ørting Lahey, Line Felding, Marija Krogh Iversen og (?) Hollie – bevæger sig ad sit eget aparte og originale spor.
Ikke mindst tekstmæssigt, hvor de for et første blik ligefremme tekster er oversået og gennemvævet af vendinger og brokker, der gør meningen løs, menings-løs. Der er plads til det gakkede, det skæve, det poetisk overdrevne, der modstår de tilløb til fortolkelighed, som teksterne lægger op til. Tag for eksempel singleudspillet (sidste sang på side A på vinylen), “Forår i trafiksignalet”: “Jeg drukner på en sandbanke/ og jeg fristes af en evig tilstand/ der flyder en papirtiger/ den er blev klippet af mit indre barn//bring mig forår i trafiksignalet/du du du du du du/Jeg finder aldrig kærlighed/men er jeg blir fyldt til randen/ og taler med en solsikke/ det er nu jeg findes alle vegne“. Nej vel!? Man skal virkelig anstrenge sig for at finde meningen med galskaben. Og det er – selvfølgelig – fordi galskaben er meningen. Den drilske leg med ord, sætninger og betydninger er drivkraften i Hjertholms nye tekster.
Jeg ved ikke, om der er nogen parallel til Mørtel i musikhistorien. Jeg kan i hvert fald ikke lige komme på nogen, der på den måde dyrker det skæve og gakkede. Det skulle da lige være ovre i omegnen af børnemusik, -rim og -remser. Måske et vist slægtsskab med Kaptajn Bøfhjerte eller måske Halfdan Rasmussen…!? Nej, det er temmelig originalt og modigt sådan at sætte pladelytterens intellekt på prøve, sådan som Hjertholm og Mørtel gør. Og det er også – hvis man ellers er åben og modtagelig for den slags tekstgalskab – ganske velgørende og befriende, fordi sætter megen af de nutidige pop- og rocktekster i et kritisk perspektiv. Der er mange former for meningsløshed og galskab.
Og pudsigt nok danner musikken en næsten paradoksal modsætning til tekstuniversets galskab. Her er der tale om en slags dansk indiepop med ganske melodiske sange, der fremføres ganske uskyldigt af Andreas Hjertholm, der sammen med en lyd, bestående af bas, trommer, el-guitar, cello og kor, lokker lytteren ud på tekstligt dybt vand. Sangene har bestemt potentiale for at komme på radioernes playlister, selv om det nok ikke er, hvad de i første omgang er tænkt som. Nej, Mørtels Vargusnerven er musik for dem, der stadigvæk besidder et indre legebarn og gerne lægger øre til musik, der ikke bekræfter tidens musikalske normer, men er aparte og sætter det andet i relief. Hermed varmt anbefalet af Capac.
PS. Andres har lige gjort mig opmærksom på, at det hedder vagusnerven (uden r), så det har jeg selvfølgelig rettet i ovenstående. Va-gus-nerven. Husk det.
Sangmageren med sin corgi.
Mørtel. Vagusnerven. Produceret af: Per Buhl Acs. Ramona Records. Er lige udkommet.
Jeg har aldrig været særlig optimistisk ved folketingsvalg. Og det er ikke meget anderledes denne gang. Men valget forleden adskiller sig dog på et væsentligt punkt. Klimaet har stået højt på dagsordenen. For mange af partierne. Og klimaet har været på dagsordenen hos vælgerne som et massivt ønske om, at politikerne skal gøre noget ved det. Fx forsøge at leve op til Paris-aftalen med en bindende klimalov. Og jeg håber i mit stille sind, at det lykkes for de regeringsforhandlende politikere at blive enige om en sådan lov og dens overholdelse. Også fordi en sådan klimalov, hvis ellers den lever op til Parismålene, uundgåeligt vil påvirke de andre politiske områder, ikke mindst økonomien. Vi lever i en vækstøkonomi, og vi kan ikke nå Parismålene uden at begrænse væksten.
Fotoet ovenfor er lånt af klimaforsker Steffen Malskær Olsen fra DMI. Det viser grønlandske slædehunde, der løber i smeltevand fra havis. Det burde ikke være smeltevand på nuværende tidspunkt, men is, og fotoet, der er blevet vist mange steder på nettet, siden Olsen publicerede det på sin Twitterside, illustrerer, hvor alvorligt det står til med isen på Grønland, hvor såvel iskappen som gletscherne også smelter med foruroligende hastighed – og med meget alvorlige konsekvenser for Grønlands indbyggere og naturen deroppe. Der er virkelig al mulig grund til at håbe på en ny klimapolitik, her og hisset.
Opdatering: Og i dag – 20. jun – kom det frem, at også Himallayas gletschere smelter med alarmerende hastighed. Siden årtusindeskiftet har området, der bl.a. omfatter verdens højeste bjerg, mistet en procent af sin ismasse hvert år. Og hver dag bringer nye eksempler på, hvor hurtigt klimaforandringer slår igennem. Det er helt afgørende, at vi begynder at handle i stedet for at snakke.
Molly Parden fortolker R.E.M.s “Losing my religion”. Og det lykkes med bravour, fordi Parden skræller R.E.M.s superbe arrangement væk og når helt ind til kernen i sangen, teksten og melodien. Og de to holder. Og sådan skal det være med en god coversang. Den skal kunne holde til at bliver skåret ind til benet. Molly Pardens udgave findes på hendes EP Why worry: A collection of covers.
Den store svensk-internationale musikpris Polar Music Prize er blevet uddelt. Og det glæder mig oprigtigt talt, at den ene af de tre modtagere er Playing for at change Foundation, som jeg ofte har anbefalet i bloggen. De to andre er hhv. violinisten Anne Sophie Mutter og Grand Master Flash.
Playing for a change har til formål at give musik og kunstnerisk uddannelse til uprivilegerede børn rundt om i verden. Den blev dannet i 2002 af Mark Johnson og Whitney Kroenke, der mente, at musikken er en kraft, der kan nedbryde grænser og gøre afstanden mellem mennesker mindre. Fonden blev lavet i 2007 med det formål at give noget tilbage til de samfund, som musikerne kom fra. Og i dag er Playing for a change et globalt projekt med 15 musikskoler og projekter, der omfatter 15.000 børn og deres lokale miljøer. Og Polarprisen vil sikkert hjælpe til at gøre projektet endnu større. Til lykke.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
