I dag er det 75 år siden, de allierede tropper gik i land i Normandiet på det, der siden er blevet døbt D-day. En dag, der markerede begyndelsen til enden på Hitlers naziregime. En dag, der er blevet mytologiseret og fiktionaliseret (ikke mindst i Hollywood) og gjort til en af de bærende fortællinger om Anden Verdenskrig. Mange unge mænd måtte lade livet på strandene og inde i landet i kampen mod nazismen – en kamp vi stadigvæk fører, selv om det er med andre midler (i hvert fald indtil videre).
Og i morgen er det 50 år siden, den filmaktuelle og koncertafsluttende Elton John udsendte sit første studiealbum Empty Sky. En meget lovende debut, må man sige. Og starten på et årti, hvor John helt fortjent indtog en plads blandt de bedste britiske sangskrivere. Siden blev han – i mine ører – mere uegal og tabte lidt højde, selv om produktiviteten var høj.
Min interesse for Johnny Cash begyndte med hans fængselsplader. Efter at have spillet i Folsom Prison kastede Cash sig med betragtelig succes over det berygtede San Quentin og sendte albummet op på den danske LP-liste, hvor Jørgen de Mylius uge efter uge spillede sange fra den.
Nu er der gået 50 år, siden albummet kom, og det holder 100% den dag i dag.
Rolling Stones’ “The Last Time” var den første plade med bandet, jeg fik. Af min far, der ellers ikke havde vist den store interesse for min musikinteresse. Og jeg reagerede vist ikke særligt kærligt eller bare positivt på hans forsøg på at fange min ungdommelige verden. Men pladen, som jeg stadigvæk har, og sangen er forblevet en af mine Stones-favoritter.
Så tak kære farmand, jeg savner dig og er dig evigt taknemmelig for dine anstrengelser (og meget andet…). Og så faldt jeg over Nenas nyfortolknning. Hun har ladet sine 99 luftballoner stige til vejrs og er steget på “die neue deutsche Welle” og har givet sangen en skud tysk indierock. Og det klæder den virkelig godt.
I Århus – og mange andre provinsbyer – bygger magthaverne sammen med alskens byggematadorer nye huse. Man river gode, gamle bygninger ned uden at skele småligt til historie og kulturel bevaringsværdi, for byggeri er en central faktor, når kapitalismen skal på fode igen. Ned med det gamle lort, så vi kan opføre nye, ubetalelige lejeboliger og tjene mange penge på investeringerne. –
Og så dukker det fine tyske indieband Palais Schaumburg (sikke et bandnavn!) op med deres sang om at bygge en ny by. Giver du mig sten, giver jeg dig sand….
(Note til mig selv: Jeg må lytte til mere tysk musik og genopdage meget af det, der kom for år siden)
Sidste afsnit af Prime Suspect 1973 løb over skærmen i går aftes – til tonerne af: Pink Floyd, “The great Gig in the Sky”, Mike Oldfield, “Tubular Bells, Pt. 1”, Joni Mitchell, “Woodstock” og Janice Joplin & Big Brother and the Holding Company, “Piece of my heart”. Hvad “Woodstock” så har med en begravelse at gøre fortaber sig i det uvisse, men igen er det ganske tilfredsstillende at lydsporet har så høj en kvalitet og nostalgisk dybde.
I 2015 havde jeg fornøjelsen af at anbefale Sidsel Storms album Closer. Et album, der var med til at jazzificere bloggen her og mine musikanbefalinger, der jo på det seneste har omfavnet jazzen helt. Og tak for det.
Nu er Sidstel Storm så aktuel med sit femte album i eget navn, Awake. Og igen er der tale om en skønsom blanding af musik, som Sidsel Storm selv har skrevet – med assistance af dels sin mand Peter Storm Otto (titelsangen “Awake” og “Road”) og den svenske pianist Magnus Hjorth (“Back to you”). – og dels en god håndfuld standard-jazz-numre (af Ellington, Porter, Mercer m.fl.). Man kunne sige, at der er tale om en helgardering, men igen viser det sig, at den hjemmegjorte musik holder niveauet på pladen.
Denne gang trækker Sidsel Storm sit udtryk lidt længere i retning af renlivet jazz. Det easy listening-præg, jeg lyttede mig frem til på den foregående plade, er ikke så markant denne gang, selv om der stadigvæk er tale om en stor musikalsk åbenhed og imødekommenhed, der sikrer, at ikke kun jazz-afficionados kan lytte med og nyde musikken. Med hjælp fra tre strygere og sit faste band (Magnus Hjorth, piano -Snorre Kirk, trommer – Tobias Wiklund, kornet og Lasse Mørck, kontrabas) har Sidsel Storm fået skruet en overbevisende og meget tilfredsstillende plade sammen, hvor hendes smukke, lyse stemme får lov til at kæle for fraseringerne, og hvor der er god plads til, at bl.a. kornetist Wiklund kan levere stærkt solospil. Det er både swing og balladekunst på denne plade, der blot kan gøre en som mig til en endnu større fan af Sidsel Storm. Hermed anbefalet.
Sidsel Storm. Awake. Produceret af: Sidsel Storm og Peter W. Kehl. Calibrated Music. Er udkommet.
Når det kommer til stykket, så skal der ikke så meget til for at få musikken til at fungere. To guitarer, bas og trommer er – i følge Lou Reed – nok til at få rocken til at spille. Og for andre skal der blot et instrument, fx en guitar, en stemme og en håndfuld sange til at gøre værket og få miraklet til at ske. Og det er lige, hvad der er tilfældet for Mike Andersen, der på sit nyt soloalbum, har ladet bandet bag sig holde fri og er gået i studiet med sin guitar og sine sange.
Det er der kommet et album med ni sange ud af. Ni sange, der som det enkle sort-hvid albumcover antyder er sange, der taler for sig selv – uden overflødig pynt eller studiemanipulation. Sange, der er barberet ned til det mest elementære og nøgne, indspillet “live i studiet”, som det hedder. Og sådan et asketisk, no-bullshit-projekt står og falder med sangenes kvalitet og guitarens og stemmens udtryksfuldhed.
Og projektet mere end består. Sangene handler om livets og kærlighedens oppe og nede og er alle funderet på gode melodier og fremført af Mike Andersen med en maskulint følsom og intens stemme, der passer godt til den næsten bluesagtige stemning, der præger sangene. Samlet set har Mike Andersen fået lavet en af de her plader, der gør krav på en særlig tidløshed og vil kalde på ens opmærksomhed oppe fra pladehylden i mange år frem. En plade af den slags, der hører til min egen særlige afdeling for musik, der ikke gør sig i xfactor og leflen for tidsåndens modeluner. Jeg kan godt forstå, at Mike Andersen skal varme op for Keb’ Mo’ i næste måned, for det er i den liga, han hører til.
Hermed varmt anbefalet.
Mike Andersen. One million miles. Produceret af: Mike Andersen. Custom Records. Udkom 31.maj
En fast læser Hvasse Gertrud gør mig opmærksom på alle de DR-journalister, der har vist deres borgerlige sindelag ved karriereskift – fra Uffe Ellemann-Jensen til Paula Larain. Alle var Venstre-orienterede før og efter eller konservastive. Og så efterlyser Gertrud mine tanker om seniorpensionen. Og for god ordens skyld og for at sætte et kraftigt punktum inden valget, så kommer tankerne her.
I valgkampen er emnet seniorpension blevet reduceret til et spørgsmål om, hvor mange der vil kunne komme i betragtning. Der efterlyses konkrete svar. Taler vi om 2700 eller flere tusinde? Og hvornår kan man komme i betragtning – efter 40 år eller mindre? Men det er at køre problematikken af sporet. Det er at reducere en alvorlig problematik – nedslidning af danskere på arbejdsmarkedet – til en økonomisk rubrik i en finanslov. For i bund og grund handler problematikken om noget andet, nemlig om, hvordan den såkaldte velfærd håndterer det problem, at rigtig mange af os bliver fysisk eller psykisk ødelagte af det arbejde, vi har fået. Nogle nedslides hurtigt, andre bryder sammen af stress i en ung alder. Det er helt individuelt, men problemet er stort. Og et velfærdssvar på problemet er, at også løsningen er individuel. Ikke alle skal pensioneres før almindelig pensionsalder. Ikke alle skal have seniorpension. Nogle skal måske på sygeorlov en periode for at komme til hægterne igen. Andre skal måske omskoles til et andet job og endnu andre skal måske have en fleksjob på reduceret arbejdstid. Det vigtige er, at politikerne i stedet for at komme med tal og krav bør stå frem for offentligheden og erklære, at de garanterer, at samfundet – fælleskabet – nok skal tage hånd om dem, der er blevet ødelagt på deres arbejde. For det er vores alle sammens ansvar. Punktum.
Sidste kommentar inden valget i morgen. Blyanten er spidset. Den er rød og krydset sættes i den såkaldte røde blok eller rettere: på venstrefløjen (jeg foretrækker at tale om venstrefløjen, idet den røde farve tradionelt er forbundet med socialistiske og kommunistiske partier – og det gælder ikke alle partierne til venstre for Socialdemokratiet).
Egentlig skulle dette allersidste indlæg i forbindelse med folketingsvalget have handlet om “seniorpension”, men lad det nu ligge. I stedet skal det handle om debatten mellem partilederne på DR1 i går aftes under overskriften FV 19: Demokratiets aften. Ikke så meget om partilederne, men om den næsten skandaløse ordstyring, som journalist Kim Bildsøe Lassen stod for. For han formåede ikke at leve op til selv de mindste forventninger, man bør have til en, der skal styre de talende. Værst af alt var måske, at han ikke gav partilederne samme taletid, men fokuserede åbenlyst på de to “statsministerkandidater”, Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, med de resultat, at flere af de andre partilerede fik meget svært ved at komme til orde. Helt grelt var det, at Klaus Riskjær Petersen ikke fik ymtet et ord før der var gået mere end et kvarter. Godt ordstyrerskab forudsætter, at man sørger for at lade de talende få nogenlunde samme taletid. Derfor gav det heller ikke nogen mening af de kontroversielle Rasmus Paludan kaldte DR for “ræverød”, for det der skinnede igennem i ordstyrerens mangelfulde styring var, at han mest var interesseret i at høre, hvad den siddende statsminister mente om dit og dat. DR er ikke venstreorienteret, men muligvis Venstre-orienteret. I hvert fald i Kim Bildsøe Lassens ordstyring. At han så oven i købet havde den frækhed at forsøge at sammenfatte og konkludere på debatten, da den med et kvarters forsinkelse (udløst af Lassens manglende ordstyring) sluttede, pointerede bare, at han ikke havde forstået formålet med sådan en debataften. Han burde lade partilederne tale og seerne om at drage eventuelle konklusioner. I mine øjne var denne debat nærmest et nederlag for det såkaldte demokrati. Takket være ordstyreren.
Selv om man er en stor sangskriver, så er man aldrig for stor til ikke at lave kopiversioner af andre sangskriveres sange. Selv Bob Dylan har gjort det (fx Selfportrait og de seneste croonerplader). Og nu melder Rickie Lee Jones sig ind i række med fortolkninger af Bad Company, Dean Martin-sange (Sanford Clarke, Russ Morgan), America, Ipana Troubadours, Kurt Weill, Steve Miller, Skeeter Davis og Ruth Casey. Kicks hedder pladen og der bliver sikkert tale som kærlige spark til alle sangene. Det kan næsten ikke gå galt… Her får America sparket:
Hvis tendenserne i de såkaldte opinionsundersøgelser holder stik til på onsdag, så får regeringspartiet Venstre et ufortjent godt valg, men mister regeringsmagten, fordi deres parlamentariske grundlag i Dansk Folkeparti får en vælgerlussing. Og Socialdemokratiets fremgang er stagneret, medens deres potentielle parlamentariske grundlag på venstrefløjen, de Radikal, SF, Enhedslisten og Alternativet samlet set går styrket ud af valgkampen. For småpartierne på højre fløj er det lidt usikkert, hvad der sker. Desværre ser det ud til at de Konservative klarer skærene, selv om partiets leder Pape Poulsen har gjort et skidt job som justitsminister. Og det er uklart, hvordan det går Liberal Alliance (heldigvis slipper vi for Mette Boch), Stram Kurs, Nye Borgerlige og Klaus.
Summa summarum: Det tegner til et regeringsskifte. Og det er nok en smagssag om man vil græde eller le ad det perspektiv. Vi ved aldrig, hvad Socialdemokratiet kan finde på (tænk blot på Thorningregeringens svinestreger), og kun en stålsat, kompromisløs venstrefløj (det har den aldrig været…) kan levere en vis garanti for, at Sosserne ikke laver rævekager. Så langt, så godt eller skidt. En dag tilbage.
Selv om man skal være varsom med at drage for skarpe konklusioner på det netop afholdte EU-parlamentsvalg, så er der nok ikke nogen tvivl om, at den relativt store interesse for at stemme denne gang hænger sammen med – lad os formulere det sådan – en voksende interesse for ikke alene EU, men international politik hos danske vælgere. Og en nærliggende forklaring er nok det fokus, der har været på klimaforandringer de seneste år. Man kan ikke diskutere klimaforandringer alene på et nationalt grundlag (selv om der er nogen, der forsøger…).
Og netop på den baggrund kan det godt undre, at valgkampen til folketingsvalget i så høj grad har været et gensyn med tidligere valgkampes nationale fokusering. Det udenrigspolitiske brillerer ved sit fravær, og man får let det indtryk at som valgkampen skrider frem ligner den mest af alt et alt for genkendeligt billede af en politisk sandkasse, hvor politikerne smider sand i hovedet på hinanden. Ganske vist er klimaet et vigtigt emne i valgkampen – men i høj grad i et nationalt perspektiv. Dertil kommer andre væsentlige spørgsmål. Konflikten i Ukraine, den amerikanske præsidents økonomiske og merkantile hard liner-fremfærd over for såvel sine allierede i Europa og stormagten Kina – og de skræmmende perspektiver den har. Mellemøsten, hvor Danmark har et medansvar for situationen i Syrien, Irak osv. Alt sammen spørgsmål og problemer, der kan fortælle os meget om, hvor partierne i Danmark står – sådan basalt politisk. Derfor er det en skam, at vi skal ned i sandkassen her de sidste dage af valgkampen.
Fodbold er et forunderligt spil. 22 spillere, en bold og nogle dommere. I og for sig og på papiret en enkel sag og et enkelt spil. Det handler om at føre bolden frem og få den ind i modstanderens mål. Men spillet kan forfines og kompliceres i det uendelige med alskens systemer og taktikker. Og det i en grad, at det kan dræbe oplevelsen af spillet.
For en fodboldelsker kan en kamp være en næsten katarsisk oplevelse. Når resultatet (det hold, man holder med, vinder) og spillet fungerer optimalt kan det være en oplevelse på linje med stor kunst.
Men sådan var det ikke i går aftes, hvor Liwerpyl (som nordmændene sagde) vandt 2-0 over Tottenham. Kampen var lige så spændende som en kop lunken te. Og forklaringen fik vi fra den danske spiller Christian Eriksen: Efter Liverpools straffesparkmål til 1-0 to minutter inde i første halvleg trådte Liverpool tilbage på banen og lod Tottenham have bolden. Og det havde de, men fik ikke noget ud af det, når de endelige kom op i nærheden af Liverpoolmålet. Lige så fornemt de kunne kombinere sig op gennem LIverpools rækker, lige så fattige var de til at omsætte anstrengelserne til mål, selv om der da var et par halvhjertede, men mislykkede, forsøg. Og sådan kan en fodboldkamp, der skulle være en fest for 350.000 millioner tv-seere, blive lidt af en fuser.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
