april 2020 arkiv
Så døde han da – John Prine, 73 år
8. april 2020Det er nok ikke overraskende, at John Prine bukkede under for den coronainfektion, han fik for nylig. Han havde et svagt helbred og havde haft kræft et par gange. Så de lå i kortene, at han ville blive en af ofrene for den lille virus.
I nekrologstrømmen, der allerede ruller derude, kaldes han amerikansk sangskrivnings Mark Twain. Og finere titel kan man næsten ikke forestille sig, hvis man bare kender lidt til Twains fortællinger og Prines sange. Og hvad er mere passende end at lade Prine og Bonnie Raitt deles om den sang, der er blevet en signatursang for dem begge – “Angel from Montgomery”.
Læs The Guardians fine nekrolog.
Og på sin sidste plade, The Tree of Forgiveness, sang Prine og det, der ville ske, når han engang døde. Og det er en på alle måder usentimental sang om et liv, der fortsætter, når livet her altså er slut.
Den uendelige spilleliste 7: Traveling Wilburys
7. april 2020Vi smitter hinanden – og det har vi altid gjort
7. april 2020https://www.facebook.com/nationalmuseet/videos/243048157098397/?t=2
Endnu en Kinks-anekdote
7. april 2020
På coveret til The Kinks andet album fra 1965 The Kinks Kontroversy ser man Dave Davies med en Gretsch-guitar. Ray Davies fortæller i X-Ray, at Dave fik den guitar af George Harrison fra The Beatles. Og – at guitaren kort tid efter blev stjålet. Dave vendte ryggen til den for en kort bemærkning og væk var den. Om den siden er dukket op, vides ikke. Hvad der kommer let, går let – eller noget. Om ikke andet, så illustrerer anekdoten, at godt nok var de fremstormende bands konkurrenter – og meget bevidste om det – men de var også gode kammerater bag kulisserne. De eneste, der falder lidt uden for denne kategori i Ray Davies fortælling, er to af medlemmerne af The Beach Boys, der agerer arrogante, kolde og afvisende. Men de var jo også amerikanere…
Dagens sure opstød: Formidlings- og kommunikationsindustriens krise
7. april 2020Engang for ikke så længe siden, talte man om informationssamfundet (senere blev det vist til videnssamfundet, men lad det nu ligge…). Og i går kom jeg til at tænke på, om man mon kan informere folk ihjel!? Det var selvfølgelig, da statsministeren og hendes følge af ministre og eksperter havde pressemøde (i den primære sendetid på DR). Vi vidste godt, hvad hun ville (for det havde pressen fortalt os i dagevis forinden). Nemlig fortælle om politikernes planer for en forsigtig, gradvis “åbning” af samfundet i kølvandet på coronakrisen. Planer, der grunder sig i en optimistisk fortolkning af nogle statistikker, der kunne tyde på, at udviklingen af coronasmitten ikke bliver så akut og katastrofal, som det er set i andre lande.
I og for sig var statsministerens budskab ganske enkel. Man ville forsigtigt og langsom begynde at lempe på de restriktioner, som coronastrategien har pålagt befolkningen. Alligevel udartede pressemødet sig til en massiv talestrøm, der på ingen måde gjorde nogen klogere på, hvad der skal ske efter påske. Bedre blev det ikke af de fremmødte presse- og mediefolks ubehjælpsomme forsøg på at få statsministeren og de andre politikere og eksperter til at blive mere konkrete omkring planerne. Og endnu værre blev det efter pressemødet, da tv-journalisterne tog over. Pressemødets budskab blev valset, “analyseret”, destilleret og ikke mindst præsenteret i en grad, at de færreste har kunnet holde ud at følge med.
Så er det man ikke kan lade være med at spørge: Er der overhovedet nogen blandt de mange involverede formidlere og kommunikatører, der stiller sig selv spørgsmål som: Hvordan får man bedst budskabet igennem til seerne? Står der nogetsteds i nogen lærebog, at man bedst får budskaber igennem ved at over-informere? Ved at tale i det uendelige? Vi lever i en periode, hvor formidling og kommunikation er blevet de store dyr i åbenbaringen, men er sandheden ikke, at det store fokus på kommunikation og formidling har haft den modsatte effekt, nemlig at indholdet er blevet mere og mere utydeligt, desto mere man har formidlet og kommunikeret? De mange teknologiske muligheder for at formidle og kommunikere i dag står i vejen for det, der skal formidles og kommunikeres. Sådan ser det umiddelbart ud. Budskaberne bliver ikke klarere, fordi man har oceaner af tid til rådighed og mange kanaler og sociale medier at brede sig over. Snarere tværtimod.
Alle der beskæftiger sig med fagområdet burde nu spørge sig selv, om det er godt nok, det de for tiden leverer!? Selvransagelse, selvkritik, kollegial kritik og faglig storvask bør stå højt på dagsordenen. Nu – og ikke først efter coronakrisen.
Sadistic Mikaela Band…
6. april 2020https://www.facebook.com/fabfour.archives.9/videos/690183828464254/?t=0
Ray Davies: Silent Movie – Ray Davies møder Alex Chilton
6. april 2020
Medens vi er ved de lidt obskure Ray Davies-sange, så har jeg i disse dage lyttet til Davies’ hyldestalbum til Amerikan, Americana. Og blandt sangene finder man “Silent Movie”, der fortæller om mødet mellem Davies og Alex Chilton (The Box Tops og Big Star). Af en eller anden grund er teksten ikke med på pladens tekstark, men findes (selvfølgelig) ude på nettet. Og det er en fin sang om to sangskriveres møde i glæden over den gode sang…
The day before I left New Orleans
My neighbor from down the street, Alex Chilton
Came to say goodbye
We talked about songs and how much joy they’d given us
Before we left, he confided in me “Playin’ songs
Is ageless
The song’s never seem to grow old
You can sing a song that you wrote when you were a kid
And it’s like the first time you’ve played it
It cheats time and makes you feel safe
But the reality is that things are changing in the world”As we talked the TV channel began playing an old
Black and white cowboy film
We sat there and looked at the tv
Even though the sound was turned down
We didn’t need to speak anymore
The images said it all
Ray Davies: I go to sleep
6. april 2020Jeg læser endnu Ray Davies’ uautoriserede selvbiografi X-Ray. Og det er en både sjov og til tider dramatisk fortælling om de unge år, hvor Davies og bandet kæmper sig frem til stor succes med de første fire-fem singler og et hav af koncerter. Samtidig med, at Ray bliver far til en lille pige og bandet løber ind i de trivielle problemer med mere eller mindre heldig management og ikke mindst problemer med kontraktforhold og royalties. Og historien er oversået med mange små skarpt erindrede anekdoter og erindringsglimt. Fx historien om, hvordan Ray Davies, medens han udsættes for baglandets konstante krav om at skrive successingler à la “You really got me”, får skrevet balladen “I go to sleep”, der først er udgivet med Kinks som demo på et senere tidspunkt. I første omgang er det to sangerinder, der får glæde af den. Dels Cher, som drengene i bandet er helt vilde med, og dels Peggy Lee, der pedantisk betragtet tilhører generationen før Kinks.
Og siden er den blevet fortolket i mange versioner, hvoraf den bedst kendte måske er den med Pretenders (og ex-Davies-kæresten, Chrissie Hynde).
Jeg foretrækker selv Kinks’ demoversion – og så Sias…
En ABBA fylder 70: Agneta Fältskog
5. april 2020Den uendelige spilleliste 5: MC5
5. april 2020https://youtu.be/JFnkSCdpdmg
Også Marianne…
5. april 2020
Coronaen diskriminerer ikke med hensyn til alder, køn, socialstatus eller andet, hvor ligestilling er en mulighed. Nu er også Marianne Faithfull – i følge The Guardian, Ekstrabladet m.fl. – hospitalisert med corona. Vi håber, hun får det bedste, det britiske sundhedssystem kan levere, og at også hun klarer skærene.
https://www.youtube.com/watch?v=F-H55V_oma0
Coronarelateret dødsfald: Adam Schlesinger – sangskriver for bl.a. Fountains of Wayne – 51 år
4. april 2020Vist nok det første coronarelaterede dødsfald i populærmusikken. Adam Schlesinger, sanger, musiker og sangskriver. Især kendt for sin tid i Fountains of Wayne. Blev kun 51 år gammel.
Dødsfald: Bill Withers – 81
4. april 2020Hjertet ville ikke. Sangeren og sangskriveren Bill Withers døde d. 30. marts af “hjertekomplikationer”. Og han efterlod sig en masse fine sange, hvoraf den bedst kendte uden tvivl er “Ain’t no sunshine”.
