maj 2020 arkiv

John Prine i kvindehænder

16. maj 2020

Umiddelbart ville man måske sige, at det var et umage par – John Prine og den unge, rebelske countrymø Miranda Lambert. Men lige få umodståelig fræk og rebelsk, hun er, lige så fint får hun tilegnet sig Prines sang “That’s the Way the World goes ’round”, gjort den til sin og sat sit eget musikalske og feminine aftryk på den. Det klæder Prine at blive rocket op og få en let vrissende kvindestemme til at udtrykke sangteksten.

PS. Sangen er en af to coverversioner, som Miranda Lambert har på sit tredje album Revolution.

Astrid Kirchherr er død, 81 år

16. maj 2020

[Astrid Kirchherr sammen med Stuart Sutcliff, Pinterest foto]

Endnu et dødsfald. Den tyske fotograf Astrid Kirchherr er død i en alder af 81 år.

Hun blev født i 1938 og overlevede 2. Verdenskrig i eksil i de baltiske lande. Da hun vendte tilbage blev hun fotograf og startede sin karriere på natklubber i Hamborg. Det var her hun løb ind i nogle Liverpooldrenge, der siden blev verdensberømte som The Beatles, og hun indledte et forhold til en af drengene, Stuart Sutcliff.

De nåede at bliver forlovede, inden Stu alt for ung (21) døde af en hjerneblødning. Og Astrid tog nogle af de første fotos af The Beatles. Fotos der er gået over i historien om gruppen som nogle af dem, der identificerede gruppen som sådan. Hun forblev ven med drengene og fotograferede dem bl.a. i forbindelse med filmen Help. Siden blev hun gift med den trommeslager, der afløste Ringo Starr i Rory Storm and the Hurricanes, Gibson Kemp. Og hun er blevet portrætteret i den udmærkede film om gruppen Backbeat, hvor hun spiller en vigtig rolle.

Astrid døde d. 13. maj. Der er ikke angivet nogen konkret dødsårsag.

Phil May – forsanger i The Pretty Things – er død, 75 år

16. maj 2020

The Pretty Things er rundet af samme kunststudiemiljø som The Rolling Stones’ Mick Jagger og Keith Richard. Ja, faktisk spillede mange af dem sammen, inden det rigtig blev til noget med Stones og Pretty Things. Men Pretty Things kom lige i kølvandet på Stones, og fik hurtigt det renommé, at de var en tand mere beskidte ( i mere end  en forstand) en The Rolling Stones. Ellers var udgangspunktet det samme: En stor kærlighed til the blues. Pretty Things tog navn efter en sang af Willie Dixon.

Selv om Pretty Things har været aktive fra 1965 og til 2018, så var deres storhedstid i de unge år med den vilde, rå Rhythm and Blues. Men som andre med samme udgangspunkt blev de påvirket af den psykedeliske musik og det, der kom efter. Med S. F. Sorrow lavede de (vist nok) den første rock opera, som man noget misvisende kaldte den slags conceptplader. Også new wave-musikken lod de sig farve af. Og hele vejen igennem var det Phil Mays stemme (og mundharmonika), der udgjorde en vital del af bandets sound. Nu er Phil May død. Ikke af noget coronarelateret, men af komplikationer i forbindelse med en hofteoperation (han havde pådraget sig en hofteskade ved en cykelulykke…).

Fredagsrock: Dr. Feelgood – Peel Sessions

15. maj 2020

Fredagsblues: East River String Band – Skinny Legs Blues

15. maj 2020

Og herren til højre er tegneren Robert Crumb, som ofte er blevet omtalt her i bloggen. Optagelsen stammer fra Frankrig, hvor Trump henlever sin alderdom.

Memphis – et sammenfald af tilfældigheder

15. maj 2020

På min bunke af aften- og natlektyre er Billy Cross’ erindringsbog Så langt så godt (2009) landet. Og her fortæller han om dengang, han og bandet The Esquires deltog i en Battle of the Bands. Og at en af de numre, der skilte fårene fra bukkene var Chuck Berrys “Memphis Tennessee”, fordi den havde en af de mest krævende guitarsoli. Cross og The Esquires blev nr. 2 efter et ‘heavy surf band fra Chappaqua klædt i ens, røde habitter’. Og med den anekdote i hovedet faldt jeg så over The Faces’ udgave af den gamle Berry-ting…

Coronaen og kronen

15. maj 2020

I går aftes kom jeg ved en fejl til at se det sidste kvarter af partiledernes debat på de to store tv-kanaler. Og det drejede sig mestendels om, hvorvidt forkælede gymnasiaster skulle have lov til at køre rundt til familie og venner i larmede lastbiler, medens de drak sig i hegnet. Og selv om jeg da – som gammel student, der kan fejre sit 47. studenterjubilæum i år (og agter at gøre det med gamle kammerater) – godt kan mobilisere lidt sympati, så er det jo ikke verdens ende, hvis man bliver student uden straks at skulle holde fest i dagevis. Næh, der er andre alvorligere ting at debattere

Som skrevet, så er coronaen en ‘sandhedsserum’, der får mange ting til at stå tydeligere end før.

Forleden snakkede jeg med en mand, hvis kone arbejder i det centrale Århus (i nærheden af banegården, for at være helt præcis). Han kunne fortælle, at flere kaffebarer og lignende i byen snød med det offentlige løntilskud (via krisepakkerne). De havde flere deltidsansatte, som de opgave som fuldtidsansatte og høstede fuld støtte. Og det er jo snyd og bedrageri. (Jeg skal for en ordens skyld lige skrive, at jeg ikke har dokumentation for det – det er myndighedernes opgave at undersøge den slags rygter). Og TV2 har kigget på, hvor mange selskaber, der spekulerer i ‘skattely’ og ‘-flugt’, der har modtaget støtte – selv om støtten udtrykkeligt ikke må gå til sådanne selskaber – og kanalen har kunne konstatere at mindst 247 selskaber har fået del i pakkerne, og at de har fået 261 millioner kroner samlet set. Blandt de skyldige nævnes

  • Synoptik
  • Sportsmaster
  • Babysam
  • Gate Gourmet
  • Lagkagehuset
  • Euro Cater
  • BC Hospitality Group.

Og det bør være klart for enhver, at det selvfølgelig ikke er i orden. Og opgaven må være snarest muligt at få stoppet den slags udbetalinger og kræve øjeblikkelig tilbagebetaling af forkert udbetalte kroner. Coronakroner.

Coronaen afslører, hvordan virkeligheden ser ud. Mange af de virksomheder, der opererer i landet er helt eller delvist ‘skattely’-selskaber. Og hvis vi lærer af krisen, så bør vi hver især tænke over, hvor vi næste gang køber briller, badeshorts, rangler til spædbørnene, lagkager osv. For vi skal sgu lære af den krise og tage konsekvenserne.

 

DR2: Woodstock – tre dage der forandrede en generation

14. maj 2020

Hvis man – som denne skrivekugle – ønsker at høre om andet end coronaen, så er der i aften mulighed for at (gen)se dokumentaren om Woodstock-festivalen, Woodstock – tre dage der forandrede en generation, af Baraak Goodman og Jamila Ephron. Den er fra 2019 og er lavet i anledning af festivalens 50 års jubilæum. Den vises på DR2 kl. 21 – så du kan lige nå at se partilederdebatten om, ‘hvordan får vi Danmark tilbage?’, hvis du har trang til den debat…

Coronaen og uligheden

14. maj 2020

Næppe har regeringen iværksat sin fase 2 i bekæmpelsen af coronasmitten, før nyliberalisterne på tinge vejrer morgenluft. Således ønsker moderpartiet til højre, Venstre, at ‘fremrykke skattelettelser’ for at ‘sætte gang i hjulene’ og ‘i forbruget’, som det typisk hedder fra den kant. Et krisetiltag, der især tilgodeser de velbjergede i dette land og lader almindelige skatteydere slås om krummerne fra de riges bord.

De borgerliges iver overgås kun af den amerikanske præsident Trump, der med sin CARES Act 2.3 trilioner  dollars lader den amerikanske Federal Reserve Bank sprøjte masser af penge ind i Wall Street for at kompensere finanskapitalen for tab. På den måde ‘gentænker’ Trump kapitalismen, som Rolling Stone skriver:

It retains all the cruelties of the free market for those who live and work in the real world, but turns the paper economy into a state protectorate, surrounded by a kind of Trumpian Money Wall that is designed to keep the investor class safe from fear of loss.

De to seperate begivenheder understreger med al ønskelig tydelighed, at nyliberalisterne ikke ønsker en ny virkelighed efter corona, men derimod at vende tilbage til den ‘normalitet’, der er det egentlige problem i vores verden.

Opdatering: Og medens jeg skrev ovenstående kom Venstre med endnu en idé, der blot understreger det skrevne: At man halverer momsen ‘for at få gang i hjulene’, altså forbruget og dermed de handlendes indtjening….

Betty Wright: 21.12-1953 – 10.05.2020

14. maj 2020