Alice Jeal
7. maj 2020En af mine fhv. udenlandske studerende har udgivet en EP. Nyd den.
maj 2020 arkiv
Coronatidssange: Jimmy Cliff – You can get it if you realle want
6. maj 2020https://www.youtube.com/watch?v=18EAqHx2lMk
Og hermed den sidste sang i denne serie. Nu må coronaen passe sig selv.
Færdig med X-Ray for denne gang..
6. maj 2020
Selv om retableringen af min pc har trukket tænder ud, så lykkedes det mig alligevel før jeg faldt i søvn at få afsluttet genlæsningen af Ray Davies’ X-Ray. Og den var endnu bedre end jeg mente ved første læsning.
Selv om Davies på det tidspunkt – bogen kom i 1995 – ikke havde skrevet andet end sange, så er man ikke i tvivl om, at han både er en litterært belæst herre og en herre med ambitioner om at gøre indtryk – ikke kun hos sine fans, men også hos dem, der forholder sig kritisk til litteratur. Selv har Davies sammenlignet bogen med Vladimir Nabokov (ham med Lolita, Pnin m.fl.). Og det er da også et meget moderne stykke prosa, der både leger med fortællerrollen (en fiktiv 19-årig ung mand, der af ‘The Corporation’ får til opgave at interviewe Davies og skrive om ham – og som bliver mere og mere uadskillelig fra personen Ray Davies som fortællingen skrider frem, hvor man får det indtryk, at den unge mand er en del af Davies’ personlighed, muligvis ham selv som ung eller måske snarere en fiktiv, opdigtet, del af ham selv…) og med ‘virkelighedsopfattelsen’ (den Davies, der interviewes er en døende gamling), så teksten mere har karakter af noget science fiction end noget selvbiografisk (deraf betegnelsen ‘uautoriseret selvbiografi’). Og så er den – trods alt – meget underholdende og også informativ om tiden med det originale Kinks, selv om Davies formår at kaste et let slør af tvivl hen over det hele. Jo, Ray Davies kunne godt være blevet en god forfatter – hvis ikke det var for rockmusikkens dragende kraft.
Statsministeren – en modstræbende socialist?
5. maj 2020Forleden ‘advarede’ jeg mod at sammenligne den tyske besættelse af Danmark i 1940 med coronakrisen i dag. Og måske skulle jeg have tøvet lidt med den kommentar, fordi jeg endnu ikke havde set DR1s fejring af den 4. april. For den understregede med ubehagelig tydelighed, hvor let det falder for nogen at drage sammenligninger mellem de to perioder i historien.
Placeret i en baggård på Nørrebro (for coroanreglementet gælder også for tv…) fejredes den 4. aprils 75årsjubilæum med musik (altansange! anført af professionelle sangere) og taler (af bl.a. Nationalmuseets direktør Villerslev og statsminister Mette Frederiksen). Og hvor Villerslev i sin tale talte for Danmarks historiske afhængighed af den øvrige verden, var Frederiksen meget mere nationalt orienteret mod ‘os danskere’, ‘Danmark’ osv. Og det nationale selvsmageri fik ikke for lidt i valget af sange og fremførelsen af dem.
Det fik mig til at tænke på, at jeg for nogle dage siden så statsministeren i folketingssalen (på Folketingets tvkanal, som fruen i casa fornøjer sig med at lytte til sent om aftenen og ud på natten), hvor hun provokeret af Pernille Vermund (Nye Borgerlige) benægtede at være socialist. Måske ikke så overraskende, hvis man tænker på Socialdemokratiets reformistiske historie, hvor partiet politisk har bevæget sig langt væk fra sit socialistiske udgangspunkt. Men set fra coronakrisens situation ser det måske lidt anderledes ud!? For er det ikke rigtigt, at statsministeren – sammen med sin regering – faktisk har handlet socialistisk med sin coronastrategi. Ikke mindst på det økonomiske område, hvor hensynet til fælleskabet har stået over individualismen, og hvor selv individualistisk orienterede, ‘liberale’ politikere og erhvervsfolk har måttet sande, at de ikke er noget uden fælleskabet!? Med andre ord: At statsministeren måske – trods sin erklærede benægtelse – handler som en socialist. En modstræbende, uvillig socialist. Men ikke desto mindre.
Denne analyse forudsætter selvfølgelig, at socialisme ikke forstås i den gængse forstand, som har været almindelig i mange år (og ikke mindst blandt dens modstandere), af et bestemt samfundssystem, men derimod som en bevægelse i samfundet mod at lade fælleskabet veje tungere end individuelle hensyn. Karl Marx var i øvrigt inde på det samme sit skrift om den tyske familie, hvor han kalder kommunisme (der ofte er synonymt med socialisme) “eine Bewegung”. En bevægelse, der kan – og bør – resultere i et samfund, hvor fælleskabet er det centrale.
Coronatidssange: Scotty – Draw your brakes
4. maj 2020
The Police slap grebet om reggaen, så det er da passende, at vi fatter det igen. Og med en af mine yndlingsskiver udi den genre. Soundtracket fra The harder they come med Jimmy Cliff m.fl. Og m.fl. betyder blandt andet Scotty og hans sang om at stoppe toget, fordi vi vil af…
https://www.youtube.com/watch?v=0ZB4LU76wQs
Det var 75 år siden
4. maj 2020Selv om jeg tilhører en af de såkaldte eftertidsgenerationer, så var den tyske besættelse af Danmark i 1940 og befrielsen i 1945 noget, der var en væsentlig del af min uddannelse og opdragelse. I skolen hørte og læste vi meget om den tid. Det brune, lakerede bogskab i klasseværelset var fuld af bøger om de fem forbandede år. Og også i familiens skød var historier og erindringer fra den tid noget, man igen og igen måtte lægge øre til. Og traditionen med at sætte stearinlys i vinduet på denne aften i maj, fulgte min familie i mange år. Så længe at det helt føles mærkeligt, når senere generationer ikke gør det.
I denne coronatid sammenlignes vores situation med ‘isolation’, fysisk afstand osv. undertiden med Besættelsen. Men det er bortset fra de overfladiske ligheder misvisende. Coronaen er ikke nogen fjende, der trænger ind i vores land, vores frivillige afkald på at forsamles i det offentlige rum er ikke udgangsforbud med mørkelægningsgardiner og så videre. Man kan godt få det indtryk, at sammenlignngen handler om noget andet: At nogen – bl.a. pressen – gerne vil ‘forgylde’ danskerne og den aktuelle situation med det nationalistiske og heroiske skær fra besættelsestiden. Et af journalisternes yndlingstillægsord er ikke for ingenting: “historisk”. Og det bruges så tit, at det næsten bliver banalt (for alt er jo i en eller anden forstand historisk, tilhørende historien…) eller udtryk for den sædvanlige overvurdering og overdrivelse. Dronningens firsårsfødselsdag var “historisk”, jovist… bum-bum.
Coronatidssange: The Police – Synchronicity
3. maj 2020
Sidste sang fra The Police i denne omgang. Vi er nået til bandets svanesang, Synchronicity fra 1983. Pladen blev en kæmpesucces. Og Police fortsatte deres bevægelse væk fra udgangspunktet, hvor indflydelsen fra reggae og punk var i centrum. I stedet fik syntheziserne igen stor plads og der blev hentet inspiration fra mange steder, fx verdensmusikken. Og det blev taget vel imod af såvel kritikeren som publikum. Men det blev ved det. Forsøget på at lave en opfølger strandede på, at Sting havde mistet lysten til at skrive sange og Stewart Copeland var blevet uarbejdsdygtig på grund af et brækket kraveben. Punktum finale.
Capac har fået et sammenbrud
3. maj 2020Så skete det igen, det der ikke må ske. En installation gik galt, så jeg ikke kan komme ind på bl.a. webloggen. Med slid og slæb er det dog lykkes at finde en genvej, men vejen er stadigvæk lang og måske er der gået en del data tabt undervejs. Sådan er det, når man er uheldig og ikke vil tage ved lære af tidligere erfaringer med computere.
Mary Hopkin – 70
3. maj 2020
[Foto, lånt fra Facebook]
https://www.youtube.com/watch?v=YbMJGLSVwl0
Også på spindesiden går tiden. Og i dag fylder Mary Hopkin 70 år. Den walisiske pige havde allerede indsunget en plade på sin hjemegns mål, da Paul McCartney fik øje – eller måske rettere: øre – på hendes smukke stemme og fik hende indlemmet i projektet Apple Records. Det førte til en relativ kort periode, hvor hun hittede stort og brillerede med sin sangkunst. Indtil hun giftede sig med sin producer Tony Visconti og forlod musikscenen for en tid i 1972. Hun vendte dog tilbage, men det er en hel anden og mere kompleks historie.
Sting kan stadig stikke…
2. maj 2020Og lidt tilfældigt opdager jeg, at Sting, der jo var den benådede bassist og sangskriver i The Police, har bidraget til Rolling Stones coronatidsserie In My Room, hvor han på smukkeste vis genfremfører “Message in a bottle”, “Englishman i New York”, “Fragile” m.m. Sting fylder 70 næste år, og det synes jeg bestemt ikke at man kan mærke på hverken stemme eller attitude.
Coronatidssange: The Police – Ghost in the machine
2. maj 2020
Zenyatta Mondattà blev det sidste album med The Police i den rene trioform. I 1981 kom deres fjerde album Ghost in the machine, der blev en stor succes for gruppen. Men væk var den elementære trioform, hvor de tre musikere i kraft af voldsom ungdommelig energi og stor spilleglæde formåede at tilføre trioformen en sjælden kraftfuldhed og opfindsomhed. I stedet fik man et album med masser at tilsat syntheziserlyd og blæsere. Et mere ordinært album på sæt og vis, selv om pladen rummer masser af gode sange. Men også et album, der antydede, at The Police nærmede sig et sted, hvor deres veje ville skilles. Guitarist Andy Summers udtalte meget rammende følgende om pladen:
I have to say I was getting disappointed with the musical direction around the time of Ghost in the Machine. With the horns and synth coming in, the fantastic raw-trio feel—all the really creative and dynamic stuff—was being lost. We were ending up backing a singer doing his pop songs.
Noget om historieløshed og kunst og så videre
2. maj 2020I forgangne uge læste jeg et sted på nettet (hvor kan jeg ikke huske…), at en person skrev, at ‘historikere’ begræder de unges mangelfulde historiske viden. Og selv om man skal være påpasselig med at generalisere, så er der utvivlsomt noget om det. Og det skyldes selvfølgelig ikke de unge selv, men det uddannelsessystem, de er eller har været henvist til at følge. Og sandt er det jo, at desto mindre vi kender til vores historie, desto ringere forstår vi vores egen livssituation og desto sværere har vi ved at håndtere ‘fremtiden’.
Tanken om historieløsheden spøgte i mit hovede i går, hvor vi markerede den 1. maj. Og vi at vi nærmer os 75-årsdagen for Befrielsen understregede blot spørgsmålets relevans. Og tanke fulgte mig hele dagen, helt frem til sent på aftenen, hvor jeg så lidt af den danske film – af Anne-Grethe Bjarup Riis – fra 2012 om Hvidstengruppen (i titlen har man i øvrigt splittet det sammensatte navneord op – en ganske almindelig fejl). Og jeg måtte opgive at se filmen til ende. For jeg synes, at den mangler noget meget væsentligt for den slags historisk funderede film, nemlig at indfange tidsånden. Og det var ikke, fordi rekvisitterne og lokationerne ikke var på plads. Nej, det havde noget at gøre med dels skuespillernes sprogbrug og ageren og også med selve fortællemåden, altså klipningen og tempoet. Filmen formåede ganske enkelt ikke at overbevise mig om, at handlingen foregik i 1943-44 og ikke i 2012. Og det er en afgørende svaghed for en film at den type.
En helt anderledes sikker håndtering af historiske emner fandt jeg i gårsdagens afsnit af den britiske tv-serie Jordmoderen (Call the Midwife), hvor emnet suffragette blev taget op. I afsnittet står en af jordmødrene (og sygeplejerskerne) over for et problem: En gammel dame kommer ikke til lægen og får behandlet et alvorligt skinnebenssår. For hun har isoleret sig i sit hjem, omgivet af sine mange ting, bl.a. en kæmpestor bogsamling (hun er tidligere lærer). Det lykkes den jamaicanske sygeplejerske at komme ind i hjemmet, hvor hun finder den gamle dame siddende i sin lænestol. Men den gamle dame er ikke umiddelbart til sinds at følge sygeplejerskens råd og vejledning, der bl.a. handler om, at hun af hygiejnemæssige årsager kan risikere at blive tvangsforflyttet til et plejehjem.
Det ender med, at den gamle dame, Clarice Millgrove (fremragende spillet af den 84-årige skotske skuespillerinde Annette Crosbie), skal flyttes til plejehjemmet med politiets hjælp. Og imod hendes vilje. Men inden vi når til det dramatiske højdepunkt får vi forklaringen på, hvorfor den gamle er så svær at få i tale. Det viser sig, at hun i sine unge dage – i 1920’erne – var en af suffragetterne. Dvs. en gruppe af kvinder, der med livet som indsats kæmpede for kvinders rettigheder, ikke mindst valgretten. Og gjorde det ikke kun i ord, men i gerninger, ofte voldsomme gerninger, lige fra brug af bomber, afbrænding af tomme huse og postkasser og bestormning af parlamentet. Det resulterede i, at flere af dem – heriblandt Clarice – blev sat i fængsel, hvor de indledte en sultestrejke, som igen resulterede i, at myndighederne tvangsfodrede dem ved at stikke en slange ned i halsen på dem og hælde “hundeæde” ned, så de ikke døde. Og Clarice får senere en fortjenstmedalje for sin deltagelse i sultestrejken. Og i den forbindelse fortæller Clarice med enkle ord, hvordan hun havde oplevet myndighedernes behandling af suffragetterne under sultestrejken.
Og selv om afsnittet er relativt kort og indslaget om suffragettehistorien tilsvarende kort, så lykkes det på fineste og mest overbevisende vis at trække historien ind i en fortælling, der ellers foregår i 1960’erne. Et smukt eksempel på, hvordan man kan håndtere historiebevidsthed uden at skulle gribe til de store falbelader. Og et fremragende argument for at se serien om jordmødrene som hele vejen igennem emmer af historiebevidsthed.
Afsnittet blev en påmindelse om, at vi ikke behøver at henfalde til vor tids almene historieløshed, men sagtens kan have historien med, både i kunst, underholdning og hverdagen. Og en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at vi i skole- og uddannelsessystemet styrker historieundervisningen. Ikke kun som selvstændigt fag, men i alle fagene. Og sørger for at stimulere børnenes og de unges interesse for historiske emner, så de selv kan følge op på det, når de forlader uddannelsessystemet.
Landsbyhospitalet – i dag
1. maj 2020
I ledige stunder arbejder jeg på at opdatere min Youtubespilleliste med sange fra tv-serien Landsbyhospitalet (The Royal) – nu med 181 numre – og det giver anledning til lidt netsøgning på udvalgte kunstnere og numre. Og i den forbindelse fandt jeg ud af, at tv-serien, der blev pludselig afbrudt (vist af påstået økonomiske årsager), har fået en aflægger, et såkaldt “rip off”, i form af en soap opera med titlen The Royal today.
Og som titlen siger, så er der tale om en serie – på 50 afsnit af en halv times længde – der følger landsbyhospitalet i nutiden, hvor den gamle jo foregik i tresserne. Jeg har ikke set nogle af afsnittene eller hørt, om DR måske kunne finde på at sende den. Men det er sådan set også lige meget, for charmen ved den oprindelige serie er netop, at den foregår i tresserne. Ikke kun på lydsiden, men i hele set-uppet. Tresserånden hviler på serien som en let dundyne og de historiske detaljer er på plads, sådan som man kan forvente af en solid britisk tvserie.
