juni 2020 arkiv

Zoonose, corona og normalitet

4. juni 2020

Jeg havde næsten glemt, at vi befinder os i en særlig global situation. Glemt, fordi jeg har vænnet mig til at agere inden for de grænser og regler, der er blevet udstukket af myndighederne med henblik på en begrænsning af coronasmitten. Jeg var lige ved at skrive (og gør det altså…), at coronasituationen (-krisen eller hvad man nu vil kalde den) var ved at blive en ny normalitet.

Men det ville ikke harmonere med, hvad medierne kolporterer i disse dage, hvor landet “åbner op”.  For følger man med i pressens informationsstrøm, så er der ingen tvivl om, at man tænker “åbningen” af samfundet som en slags tilbagevenden til normaliteten. Til den normalitet, der var før. Imidlertid er denne rygmarvsreaktionelle tænkning måske i virkelighed helt og aldeles forkert, og vi må spørge os selv, om ikke den aktuelle smittesituation er og har hele tiden været normaliteten!?

For den situation, som menneskeheden har bragt sig selv i, er jo ikke ny (der har været lignende sundhedskriser før som bekendt) og heller ikke overraskende. Smitten, der har ramt os, kommer ikke som noget radikalt fremmed udefra, men er noget, vi selv har skabt. Den går under navnet zoonose, der betegner infektionssygdomme, der overføres mellem mennesker og dyr. Ser vi bort fra den (vigtige) debat, om hvorvidt corona stammer fra Asien, så kan vi konstatere, at zoonose er så almindeligt et fænomen, at WHO anslår, at 75% af alle nye sygdomme er zoonoser og 61% af alle menneskelige sygdomme er zoonotiske i deres oprindelse. Coronasmitten er altså ikke noget radikalt andet, der er kommet til os udefra, men så at sige noget, vi hele tiden har levet med som en del af vores levemåde.

Det nye – hvis der overhovedet er noget nyt i situationen!? – er måske, at nationalstaterne denne gang reagerer på statsligt og overstatsligt niveau med smittespreddningsforholdregler. Det har vi nok ikke set i den skala før – .

Hvis vi ikke kan genkende den aktuelle situation som det, den er, nemlig normalitet, så skulle vi måske se på den side af vores kultur, der beskæftiger sig med den slags problemstillinger i fiktionsform. Jeg tænker på den næste hundrede år gamle tradition for film om zombie apokalypser. Før coronakrisen kunne man være tilbøjelig til at opfatte fx George Romeros klassiker Night of the living dead (1968) som blot og bar et stykke exploitation, hvor en instruktør for at tjene penge laver en sindrig fortælling om zombier. Men som det gælder for al fiktion – science fiction, horror osv. – så handler fiktionen om os selv. Oprindeligt var zombien i dens haitianske udgave resultat af noget magisk, men med tiden – og med Hollywoods og alskens undergrundsfilms overtagelse af skrønen om zombien, så er der tale om, at noget menneskeligt vender sig mod mennesket selv. Fx en muteret virus, der forvandler mennesker til levende døde, der efterstræber de levende. Eller som i Romeros film, hvor zombierne er resultat af radioaktiv stråling (Romeros film er selvfølgelig et barn af sin tid, hvilket afspejler sig i atomtruslens skygge – og i det racistiske tema, der anslås til sidst i filmen, hvor den eneste overlevede efter zombiangrebet er en sort mand, der efterfølgende skydes af hvide mænd, der ‘rydder op’ efter zombiernes hærgen).

Hvis jeg har ret i denne analyse, så er spørgsmålet ikke, hvad der sker ‘når vi åbner samfundet igen’, som det hedder. Men derimod: Om vi overhovedet har lært noget som helst, medens vi har været i mere eller mindre frivillig isolation!? Hvis vi ikke skal tilbage til normaliteten, fordi vi allerede står til halsen i den, hvad skal vi så?

She loves you

4. juni 2020

Den britiske avis The Guardian har sat sig for at opliste og omtale de 100 største nr. 1-hitlistesange. Og i dag er de nået til nr. 3, The Beatles og deres “She loves you”:

“At høre She Loves You brage ud af radioen den sidste ud i august 1963 var at opfatte et råb om triumf. Alt hvad the Beatles havde lovet det første halve år blev sat i fokus på deres fjerde single, en eksplosion af overskud, der tvang verden, og ikke kun deres teenagefans, til at anerkende deres eksisten”.

Hvis man skal angive et begyndelsestidspunkt for Beatlemania, så er et godt bud netop udsendelsen af She Loves You. Det er med denne single og denne sang, det for alvor sker for The Beatles. Herefter var de og verden ikke de samme.

50: Deep Purple in rock

3. juni 2020

Femte gang var lykkens gang for Deep Purple. De foregående fire album gjorde især indtryk i USA, men med in Rock fik bandet hul igennem til Europa og hjemlandet. Og siden er albummet blevet hyldet som et af de album, der har været definerende for heavy metal-genren.

Suzy Quatro – 70

3. juni 2020

Susan Kay Quatro – bedre kendt som Suzy Quatro – var mange unge mænds våde drøm, da hun iført stramt læderdress indtog hitlisterne og scenerne i starten af 1970’erne. Den nu 70-årige amerikanske bassist og sanger blev et levende bevis på, at kvinder sagtens kan gøre sig i den mandsdominerede rockbranche – længe før, det blev en feministisk pointe at påstå noget andet.

Selv om hendes storhedstid var ovre ved udgangen af halvfjerdserne, hvor det tætte samarbejde med producer m.m. Mickie Most ophørte, så har hun været i gang lige siden. Med skuespil, radio og musik. Så sent som i 2019 udkom hendes seneste album No control. Og måske fortæller den titel noget om, hvem Suzy er og var: En kvinde, der gik sine egne veje og ikke lod andre kontrollere hende.

Capac anbefaler: Joachim Knop – Fortællinger fra en jazztid – Evergreens på dansk

2. juni 2020

Der er plader, det er svært ikke at holde af. En sådan plade er skuespilleren og operasangeren Joachim Knops nye plade Fortællinger fra en jazztid – Evergreens på dansk.

Ja, titlen fortæller helt præcist, hvad Joachim Knop har på hjerte og sinde på denne plade. Sammen med et hold af de bedste danske jazzmusikere – Nikolaj Bentzon (piano), Christ Minh Doky (bas) og Espen Laub von Lillienskjold (trommer) – har Knop kastet sig over en god snes danske og udenlandsk evergreens. Evigtgrønne sange, der årtier efter, de blev lavet, stadigvæk tiltrækker alle med sans og smag for godt sangskriverhåndværk.

Sange, der godt nok bærer farve af den tidsånd, de er rundet af, men samtidig har en almengyldighed – tekstligt og musikalsk – der rækker ud over den tid, de er en frugt af. Hvad enten der er tale om Fabricius-Bjerres og Rifbjergs “Jeg sætter min hat som jeg vil”, kendt i Daimis fortolkning, der iscenesætter en evigtgyldig rebelsk, femini individualisme. Eller Chaplins og Dams “Smil” med dens næsten ubærlige tro på, at det alt sammen nok skal gå, hvis bare man smiler. Sange, der ikke helt kan sige sig fri for sentimentalitet og simpel naivitet, men som lever højt på netop det, fordi vi jo også er det, og nu og da gerne vil tro på det.

Og der er ingen tvivl om, at Joachim Knop gerne køber sangenes budskab. Og han fortolker dem med en næsten blid mandsstemme, der roligt og ubesværet fraserer teksterne, så de står helt tydeligt og let dechiffrerbart i arrangementerne. Tilbagelænet og diskret får Knop lov til at indtaget centrum i arrangementerne, medens musikerne omkring ham får lov til at understøtte på smukkeste vis, samtidig med at der selvfølgelig er plads til at de får lov til at sætte individuelt præg på sangene.

Det er lykkedes for Knop og venner at skabe en af den slags plader, der forstår at videreføre de valgte evergreens og – det er den svære kunst – at bevare tidløsheden, således at pladen vil forblive aktuel og relevant længe efter, at den er udsolgt og gledet ud af radioprogrammernes spillelister. Hvis man er til gammeldags evergreens i nye klæder skal man kende sin besøgelsestid nu og få fat i den plade.

Joachim Knop. Fortællinger fra en jazztid. Evergreens på dansk. Producer: Chris Minh Doky. RDM. Er lige udkommet.

50: Farvel til – Quill

1. juni 2020

Det var ikke kun The Beatles, der blev opløst for 50 år siden. Også Nice, Bonzo Dog Do-Dah Band, Simon & Garfunkel, The Turtles, Dave Clark 5 med flere gik i opløsning. Nogle for siden at blive gendannet – fx Bonzo Dog Band. Og så gik også Quill i opløsning.

Det amerikanske band Quill, der med brødrene Jon og Dan Cole i spidsen formåede at nå ud over den nationale interesse og få en vis international berømmelse på grund af deres lysende deltagelse på Woodstock-festivalen. Deres optræden der er et af de mange mindeværdige øjeblikke på alle festivalers moder.

Quill formåede ikke at gøre successen på Woodstock til et afsæt for større interesse. Og det skyldtes måske, at bandet slet ikke var interesseret i popularitet og penge og mest var en del af ånden på festivalen. I hvert fald optrådte Quill rundt omkring på festivalen for mange af dem, der gjorde festivalen mulig. Og bandet tog også efterfølgende på en lille turné, der omfattede sindsygehospitaler, fængsler og lignende. Og det var der heller ikke dengang megen prestige eller penge i.

At Quill fik fornøjelse af at spille et fyrre minutter langt sæt lige efter af den famøse regn var holdt op med at sile ned over festivalen, var ikke nok til at sikre bandet et fast plads i alle publikummers erindring. Heller ikke det ene-stående album, der blev udsendt kort tid efter, gjorde nogen forskel. Og derfor var det ikke så underligt, at kort tid efter gik hvert til sit.

 

Apropos pinsen

1. juni 2020

I følge den kristne mytologi så er pinsen en fejring af helligåndens komme. Ti dage efter Kristi himmelfart samledes apostlene for at fejre Shavout, “da der pludselig kom “en lyd som af et kraftigt vindstød” og tunger som af ild kom til syne og sætter sig på hver af dem. De blev derefter fyldt af Helligånden og begyndte at “tale på andre tungemål”, hvorved de kunne gøre det kristne budskab forståeligt for de jøder fra mange forskellige verdensdele” [Wikipedia]. Speaking in tongues. I følge citatet ovenfor, der henviser til Apostlenes gerninger, så betyder tungetale, at apostlene ved helligåndens mellemkomst begyndte at tale sprog, de ellers ikke beherskede eller forstod. Så er det nok enklere med Snakkehovedernes tungetale, det er musikkens sprog og det er universelt, tror jeg.