juli 2020 arkiv

Capac anbefaler: Laura Illeborg – Exitstrategi

10. juli 2020

Exitstrategi kalder Laura Illeborg sin nye plade, der er den tiende i rækken siden 1995 (hvis man regner duoplader med Channe Nusbaum, Jens Lysdal og Peter Hegård med). Og ordbogen forklarer, at en exitstrategi er’ en plan for hvordan man slipper ud af en ubehagelig situation som man aktuelt befinder sig i’ og giver eksempler fra udsendte soldater i krig og kriminelle bandemedlemmer.

Men den exitstrategi, Laura Illeborg efterlyser i sangen med samme titel, er af mere eksistentiel art, hvor det store ufattelige himmelrum bliver et billede på ‘det med dig/ og det der alligevel ikke sku blive’ og forgængeligheden (*den om at alt snart er forbi’): “Mørket kom sammen med regnen/I en ret så dunkel synergi/Et foruroligende himmelrum/ Som Johan siger der er sorte huller i/ Så det jeg står og mangler nu baby/Er en exitstrategi”. Og det er nok ikke tilfældigt, at netop den sang er valgt som titel på albummet, for den grundstemning, der er i sangen – en splittelse mellem at være fanget af noget (kærligheden eller livet som sådan) og en frihedstrang – stemmer godt overens med, hvad man som (tekst)lytter til pladen møder.

For eksempel i den første sang på pladen “Yes I do”, hvor det netop er den altid svære kærlighed, der er på spil, og hvor usikkerheden og tvivlen er med som en paradisisk slange. Kan man tro på ham fyren fra Vesterhavet, der fortæller en, at ens øjne er ‘som finske skovsøer’. Og man vakler mellem at tro på kærlighedserklæringen og sige “Yes I do” og at tvivle: “Der er aldrig nogen der er nogens/ Når det er sagt skal du vide jeg er din/ og så vidt jeg kan forstår på det du siger/er du, er du ikke/er du min?”. Er du, er du ikke? Jo, helt fast grund under fødderne får man ikke i kærlighedslivet.

Og denne dobbelthed, denne eksistentielle vaklen genfinder man i den popforførende dejlige sang “I silende regn”, hvor hovedpersonen er fanget i den silende regn efter at ‘slaget er tabt’ og står og håber, at nogen vil komme til undsætning ‘med kort og kompas/med ændringer og tegn’. Et ønske: “Træk mig ind på velkendt land/tør mig og fald mig til ro/fortæl at når en dør bliver lukket/så åbnes dør nummer to” – “Men ingen kom og ingen så/vådt og øde var der/aldeles alene i verden/aldeles alene på vejen/ endegyldigt og i silende regn”. Sangen “Intet andet” er på lignende vis en tekst, hvor der er barberet ned til en ren eksistentiel erfaring eller oplevelse. En oplevelse af at livet er gået i stå i stedet for at bølge: ”

sker i bølger/lige nu er her stille som blik/ikke en krusning ikke en ring i vandet/ingenting intet andet”. Illeborgs tekster er, når de er bedst, poetiske stykker. Og hun har skrevet dem allesammen, men en enkelt undtagelse, Johnny Madsens “Sølver bue”, men den passer fint ind som et vemodigt-muntert modspil til den ovenfor beskrevne grundstemning.

Jo, Laura Illeborgs tekster er vigtige, meget vigtige. Hun rapporterer fra et levet liv med små øjebliksbilleder af, hvordan det står til, når man er blevet voksen, ungerne er fløjet fra reden og man er på kanten af alderdommen. Det er tekster for voksne, lige som pladen i det hele taget er vendt mod et voksent publikum, der sætter pris på alvorlige tekster, der hæver sig op over den gængse popoverfladiskhed og berører sine lyttere.

Og Laura synger teksterne med sin særprægede, dejlige stemme, der får lov til – heldigvis for det – at ligge helt fremme i lydbilledet og kræve lytterens opmærksomhed fra allerførste færd.

Og bag sig har Laura et lille udsøgt hold af musikere, bestående af Knud Møller (akustisk guitar, dobro og sang), Niels Dahl Christiansen (kontrabas og sang) og Peter Hellermann (klaver, harmonika og tangenter). Og de har sammen med Illeborg skabt  en række arrangementer, der består af primært akustisk americana. Der spillet tight og der er ingen slinger i valsen i afleveringen af musikken, der er skrevet af Illeborg, Dahl og Channe Nusbaum.

Som teksterne er musikken nok især rettet mod et modent publikum, der ikke søger letfordøjelig pop, men foretrækker tekster med dybde og musik med langtidsholdbarhed. Samlet set er Exitstrategi et album, der må kunne tilfredsstille enhver voksen, kræsen musiklytter. Og som burde været obligatorisk pensum på de radiostationer, der tager public service alvorligt. Hermed varmt anbefalet.

Laura Illeborg. Exitstrategi. Produceret af: Dahl, Møller og Illeborg. Target. Er udkommet.

Fragaria vesca

10. juli 2020

Min ven hunden vækkede mig tidligt i dag, tidligere end normalt. Og han fortalte mig med sit umisforståelige kropssprog, at det var tid at komme ud og snifle – med alt hvad det indebær af snuseri, tisseri og så videre. Og efter en lynhurtig tur under bruseren og en lige så hurtig påklædning var vi ude af døren. Og i dag ville han, min elskede hund, bare sondere den jordlod, som vores bebyggelse ligger på.

En stor jordlod, der i forne tider blev brugt til landbrug. Og af samme grund er der mange planter, der stammer fra dengang. Lige fra et stort udvalg af blomster over et stort udvalg af æbletræer, hindbær- og andre bærbærende buske. Og så er der mange steder et væld af skovjordbær (fragaria vesca), der vokser alle de steder, de kan. Og ikke ret mange ved det. Men når man som jeg er vant til at afsøge hvert et hjørne og hver en afkrog af jordlodden, så ved man, hvor de er. Og for tiden bærer de frugt. Små røde frugter, der ikke er bær, men opsvulmede frugtbunde. Og selv om de er små, på størrelse med en lillefingernegl, så smager de lige så godt som de “rigtige” jordbær. Så i dag kunne jeg starte dagen med en lille håndfuld af disse syrligt-søde røde frugter fra mine strawberry fields.

Black Sabbath på fjerneren

9. juli 2020

I ly af coronakrisen viser DR pt. en del musikdokumentarer. Således kan man sent i aften se dokumentarer The End of the End med selveste mørkemændene i Black Sabbath. Filmen følger gruppen på den sidste turné, hvor de indtager hjembyen Birmingham. Og hvis man er til mere musikdokumentar, så følges denne op med en om punken.

Kongsgården, velfærden og den afstumpede kritik

8. juli 2020

I de seneste mange uger har borgere i Østjylland kunnet følge med i lokale mediers dækning af skandaløse forhold på århusianske plejehjem (og hjem for børn og unge med særlige behov). Bl.a. plejehjemmet Kongsgården i Viby. Pårørende har – bl.a. til TV2Østjylland – kunne berette om omsorgssvigt af de gamle. Og TV2 har i den forbindelse lavet en dokumentarfilm, der dokumenterer, hvorledes omsorgsvigten udfolder sig.

Men denne dokumentar blev i førte omgang stoppet, da retten forbød TV2 at vise den. Imidlertid fik Ekstrabladet adgang til filmen og har på sin hjemmeside vist klip, der bekræfter anklagen om omsorgssvigt og vanrøgt af de gamle.

Ser vi bort fra spørgsmålet om Ekstrabladets overtrædelse af rettens forbud og spørgsmålet om, hvem på TV2, der har stillet filmmaterialet til rådighed (man må formode at nogen har lækket filmen), så drejer sagen sig først og fremmest om de gamle plejehjemsbeboere ve og vel – og hvordan vi som almindelige borgere kan være med til at sikre, at vanrøgt og omsorgssvigt ikke finder sted. Noget der pt. sker på mange plejehjem – ikke kun i Århus kommune.

Det har været kendetegnende for mediernes behandling, at de lokale, ansvarlige politikere – bl.a. rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (Dansk Folkeparti) – lover bod og bedring og giver udtryk for at man arbejder på at rette op på forholdene. Problemet er blot, at problematikken ikke er ny og rapporter på det seneste har afsløret, at forholdene ikke er blevet bedre. Spørgsmålet er så, hvorfor? Og hvorfor indfrier de kommunale politikere ikke de forventninger, brugerne har til området?

Problemet, som medierne ikke er opmærksomme på, er, at politikerne ikke kan løse problemet inden for det kommunale budget uden at påføre andre grupper af borgere alvorlige besparelser. Sagt på en anden måde: Hvis problemerne skal løses rigtigt, så skal der flere penge til. Ikke et engangsbeløb, men løbende udgifter til området. Og nøglen til løsningen af det problem ligger – ikke hos de kommunale politikere – men hos regeringen og folketinget. Så længe folketinget ikke udvider kommunernes budgetter, så længe kan man ikke forvente at forholdene på ældre- og handicapområdet bliver markant bedre. At det forholder sig sådan kan man læse af fhv. socialrådgiver Lotte Graaes indlæg Ren tilståelsessag for KL på siden denoffentlige.dk, hvor Graae kritiserer socialformand Thomas Adelskov for at forsøge at omgå de lovkrav, der er til kommunerne på området (krav man ikke kan undslå sig), i stedet for at kritisere regering og folketing. Graae har fat i den lange ende. De egentlige skurke i sagen om omsorgssvigt på ældre- og handicapområdet er folketinget og regeringen. Det er dem, der afstikker kommunernes økonomiske rammer.

Sagen rejser mange svære spørgsmål. Fx om, hvorfor medierne så at sige aldrig kommer til bunds med deres kritik og for alvor stiller politikerne på tinge til ansvar for de beskrevne forhold? Og – i den forbindelse – spørgsmålet om, hvordan vi kan sikre, at kommunerne får midler nok til at løse problemerne, og vel at mærke uden at det skal ske på bekostning af andre områder (fx daginstitutions- og skoleområdet)? Jeg er sikker på, at læseren selv kan tænke tanken til ende og finde et svar.

Bluesmanden Troels Jensen er død, 74 år

8. juli 2020

Har man fulgt blot en lille bitte smule med i dansk rock siden tresserne, og ikke mindst dansk blues, så ved man, hvem Troels Jensen er. Fra første færd var han en elsker og dyrker af the blues, og især med Delta Blues Band fik han et stort publikum, også uden for bluesen egne små cirkler. Nu er det store træ væltet og dansk blues bliver aldrig den samme igen.

Ringo Starr – 80

7. juli 2020

Arbejderklasseknægten fra det turberkuløse Dingle-kvarter i Liverspool fylder i dag – mod alle odds – firs år. Ham, der allerede var en voksen ung mand med professionel musikalsk erfaring som trommeslager, da han blev head-huntet til jobbet som fjerdemand i The Beatles efter Pete Best. Ham, der fra dag et kendte sin rolle – musikalsk og socialt – i det firkløver og udfyldte den til perfektion. Ham, der var den lim, der bandt den unikke firkant sammen, i kraft af sin medierende, charmerende personlighed. Ham, der takket være en blindtarmsbetændelse og efterfølgende hospitalsindlæggelse  et år lærte at slå på tromme og derved fik en levevej, der førte ham ud af barndommens fattigdom som skrøbeligt barn af en enlig mor. Love and Peace Ringo!

I dagens anledning kan vi passende genlæse Torben Billes portræt af Ringo fra bogen Yeah yeah yeah.

Cheryl Wolder

6. juli 2020

I don’t know much about Cheryl Wolder, except that her version of “Better Times Will Come” blew me away. Her vocal is raw. It’s real. It’s honest. It’s all the things I try to be as a singer and writer. It’s all the things I yearn for when I encounter another artists’ work. So here it is, daring, present, and worthy.

[Janis Ian, der har skrevet sangen]

Komponisten Ennio Morricone er død, 91 år

6. juli 2020

Morricones karriere var næsten lige så lang som hans liv. Men han bliver især husket for sin tilknytning til de såkaldte spaghettiwesterns, der blev lavet i 1960’erne (af især og bl.a. Sergio Leone), hvor han gjorde filmmusikken til en integral del af fortællingen. Morricone nåede af lave musik til mere end 500 film, som DR skriver i en notits. Blandt de seneste var filmen tll Quentin Tarrantinos The Hateful Eight, som han fik en Oscar for (2015).

En snert af festival: coronaens festlige abstinenser

5. juli 2020

De store tv-kanaler undlader ikke at gentage det, som vi alle ved, til hudløshed. Nemlig, at coronapandemien har lukket alskens aktiviteter, inklusive de kulturelle – og – årstiden in mente – alle de festivaler, der plejer at affolke sommerlandet. Men det skal ikke få os til at tro, at danskerne har givet afkald på noget som helst. Vi skal ikke bilde os ind, at vi vil affinde os med restriktioner i form af afstand mellem folk, udvidet håndhygiejne osv. Vi har allerede set det første eksempler på så alvorlige brud på god coronaopførstel at lovens håndhævere har måttet gribe ind med forbud o. lign.

Men de store medier holder fast i og gang i vores ønske om festivaler og almindelig sommerudskejelser. På TV2 kører man en serie med titlen Hele Danmarks Festival, hvor skuespilleren Rasmus Bjerg (bl.a. kendt for filmen om John Mogensen) kører rundt til  affolkede festivalområder – Roskilde, Skanderborg, Vig m.fl. – og laver mikrofestivaler med indbudte kunstnere og publikummer. Og DR vil åbenbart ikke stå tilbage for denne på-trods-af-corona-pandemi-genrejsning af festivalfænomenet og brugte i går aftes halvanden time på Musiksommer 2020: Roskilde Festival Live, hvor man genopfandt Roskildefestivalen i nedbarberet coronaudgave med deltagelse af nogle af de aflyste navne.

Og skal man så klappe i sine små afsprittede hænder og glæde sig over denne tv-mediale trodsighed? Selv om udsendelserne – selvfølgelig kunne man næsten tilføje – gav gode musikalske oplevelser, fx Savage Rose, så er det lidt svært at sluge det skjulte budskab, som sådanne erstatningsudsendelser hælder ned i aftenkaffen eller – øllen. Budskabet om, at det hele bare er en overgang, at “åbningen” af Danmark er i fuld gang, og snart er alt tilbage ved det normale. Sådan en slags disciplineret, tilpasset civilt oprør mod den politiske kamp mod coronapandemien, som alle for få uger siden stod last og brast om!

Coronapandemien er langt fra overstået. Det kan enhver, der følger med i den globale udvikling og de globale smittetal, bekræfte. Ganske vist har nogle lande, Danmark inklusive, ganske godt styr på smittesituationen og er inde i en betryggende udvikling, men vi er langtfra færdig med pandemien og vi kan endnu ikke se, hvilke effekter den vil få på vores levevis i årene frem. Derfor er det uheldigt, at de store førende medier tankeløst danser videre på melodien om, at alt bliver normalt igen, og praktiserer abstinensbehandling med den slags surrogatfestivaler.

 

50: Thylejren

4. juli 2020

Medens jeg fordyber mig i historien om Woodstock-festivalen, så oprinder 50-årsdagen for den danske pendant Thylejren. På denne dag for halvtreds år siden rullede et særtog fra København til Thisted ind med sommergæster, der skulle til festival – og lejren, der også kaldes Frøstruplejren er der endnu, omend i en mindre skala.

Chrissie Hynde gør en Dylan

3. juli 2020

I sin Dylan Lockdown serie er Chrissie Hynde kommet til klassikeren “Love Minus Zero”, som hun reciterer uden de store falbelader. Nogle vil nok mene, at hun ikke når mesteren til sokkeholderne. Men jeg synes det klæder både Dylans sang og Hynde, at hun sådan neddrosler sangen til et minimum.

Sir Henry – Ole Bredahl – 75

3. juli 2020

Neil Young tilbage på verandaen

2. juli 2020

Og med stoisk ro fortsætter Neil Young sit generøse projekt med små halvtimes koncerter fra hjemmet. Det er lige ud af landevejen og af høj Youngsk kvalitet. Følg med her.

Jiggy

2. juli 2020

Uanset, hvor meget man prøver at følge med i musiklivet, så er der noget, man overser eller-hører. Og noget som først dukker op ved et tilfælde. Som fx det irske kollektiv Jiggy, der lever og ånder for traditionen, men elsker at tilføre den alskens impulser fra den store verden med dans og musik. Det er – som irsk musik ofte er – i ordets bogstavelige forstand med-rivende. Det går lige i blodet på en, og man forstår, hvorfor danserne har svært ved at holde sig i ro.

Debbie Harry – 75

1. juli 2020