oktober 2020 arkiv

Set: The Cave

14. oktober 2020

Den Oscar-vindende danske dokumentarfilm (af Feras Fayyad) foregår i byområdet Al-Gouta i det østlige Damaskus. Her arbejder børnelæge Amani Ballour sammen med kollegerne i et underjordisk hospital, hvor der for en stund er sikkerhed for sårede voksne og børn, der er ofre for det syriske regimes russisk støttede bombardementer af området.

Filmen følger doktor Amani og kollegernes daglige arbejde med krigens ofre, kampen for at få føde og medicin nok og i håbet om, at ikke også det underjordiske opholdssted bliver offer for bombernes ødelæggelser. Filmen lever højt på sin nedtonede realisme. Der er ikke behov for nogen form for gimmick for at overbevise publikum om, at det der foregår her er simpel overlevelse under et terrorregime, der ikke har nogen berettigelse på jorden.

Og så gjorde det et stort indtryk på mig, at doktor Amani – oven i alle de beskrevne problemer – skal kæmpe med en forstokket patriarkalsk kultur, der ikke vil acceptere, at hun bruger sit liv og sin uddannelse på at hjælpe sine landsmænd, men helst ser, at hun bliver gift, får børn og passer kødgryderne derhjemme. Hun møder denne diskrimination fra mandlige patienter, familien (telefonkontakt på mobilen, hvor hun får at vide, at hendes planter derhjemme venter på hende). Men Amani holder hovedet højt, bakkes op af sine kolleger, der selv har valgt at gøre hende til leder. Patriarkalismen er en lige så stor modstander for Armani og andre kvinder som Asad og russerne.

Filmen er bestemt værd at se for alle, der vil huske, hvad der stadigvæk sker i Syrien (men som er mere eller mindre glemt i coronatågerne i dansk presse) og som mener det alvorligt med kønnenes ligestilling og ikke vil nøjes med #mee-too-hysteri.

Filmen kan ses på Filmstriben og Filmcentralen (og vist nok stadigvæk i biografen).

Talking Heads varmer op for Ramones

13. oktober 2020

Jeg har genoptaget læsninge af Christ Frantz’ erindringer om Talking Heads og Tom Tom Club. Og han fortæller om dengang, inden Talking Heads har fået deres første album ud, hvor bandet får æren af at være opvarmningsorkester for selveste Ramones på en tur til Europa. Det starter i Schweiz.

Medlemmerne af Ramones er, for at sige det mildt, aparte. Især Johnny Ramone, som Frantz ikke viger tilbage fra at kalde en “bølle” (bully). Men spille kan de, når først de er på scenen. Og selv om Talking Heads kun er kendt hos de mest nørdede rocklyttere i Europa (baseret på bandet første single og von-høren-sagen), så går også deres koncerter over al forventning.

 

Sir Tommy Steele

13. oktober 2020

Den 26. oktober 1965 modtog The Beatles’ fire medlemmer deres Member of the Most Excellent Order of the British Empire medaljer (MBE). Fire år senere returnerede John Lennon sin medalje i protest mod Storbritanniens udenrigspolitik. Og i det hele taget var det kontroversielt, at gruppen – dengang – fik en medalje for deres betydning for musikken. Beatmusik var stadigvæk noget, man af den ældre generation tog afstand fra. Og flere tidligere modtagere af MBE protesterede. En gammel krigshelt returnerede alle sine medaljer i protest.

Men siden dengang er beatmusik, pop og underholdning blevet en næste obligatorisk del af dronningens Birthday Honors List, der opregner alle dem, der skal have en medalje eller ligefrem adles.

Senest har Storbritanniens gamle rock-and-roller Tommy Steele fået sværdslaget og kan nu kalde sig Sir Tommy Steele. For sit musikalske og godgørende virke i landet. Jeg skal stadigvæk vænne mig til tanke om, at heltene fra de oprørske halvtredsere og tressere falder til patten.

Opad eller nedad

12. oktober 2020

Her til morgen på den obligatoriske hundetur blev jeg mindet om mit møde med revykunstneren, skuespilleren og sangeren Oswald Helmuth. Jeg har fortalt om det før, dengang han var ude at sejle med min far for at stresse af. Og det var en ældre dame i nabolaget – hun er 92 år – der fik mine tanker ind på den bane. Hun var ved at fortælle en historie om en hjemmehjælper, der ikke kendte revyvisen “Opad eller nedad”, og den ældre dame kunne ikke lige komme på kunstnerens navn. Men det kunne jeg. For selvfølgelig var det Oswald Helmuth, der fremførte Erik Leths tekst til Svend Gylmarks melodi. Og så var jeg tilbage til dengang jeg var en bette knægt og mødte en af de store stjerne.

Capac anbefaler: The Cosmic Rabbit Holes – The World is drugs

11. oktober 2020

Bandnavnet, pladetitlen og pladecoveret sender straks associationerne i retning af det psykedeliske. Og The Cosmic Rabbit Holes’ nye album markedsføres da også ganske forståeligt som psych, som den psykedeliske musik betegnes her mere end et halvt århundrede efter, at den blev skabt på især den amerikanske vestkyst.

Men selv om inspirationen fra psychedeliaen er både iøjne- og iørefaldende på pladen, så skal min opfordring til potentielle lyttere lyde: Prøv at lytte uden om hele dette psych-setup. For The Cosmic Rabbit Holes er mere end moderne arvtagere af den psykedeliske musik. Nemlig fem unge musikere, der både er ferme musikere og lige så ferme sangsnedkere. Sagt på en anden måde, så byder albummet på ni velturnerede sange om sære fænomener som flødeskumsindtagelse, snak med træer og andet. Ni sange, der ud over de psykedeliske træk er klart poppede med iørefaldende melodier, smægtende, flerstemmig sang og en poplyd, der nu og da både minder om sider af de psykedeliske  Beach Boys og Beatles – og i allerhøjeste grad om tressernes sans for flerstemmig sang og leg med inciterende lydflader.

Efter sigende har nogle af bandets fem medlemmer en (måske stadig aktiv) fortid i den hårde rock. Og på den baggrund virker The World is drugs som et kreativt sidespring, hvor musikerne har fået lov til at give los for lyster og tilbøjeligheder, der ikke har fået lov til at komme til udtryk før. Pladen er som en musikalsk legestue, hvor de fem musikere har fået lov til at genopfinde spille- og legeglæden i studiet (Black Tornado Studios) og glemme al den teknologi, der i dag ofte er mere reglen end undtagelsen. Og resultatet er blevet en charmerende, poppet – og ja psykedelisk forførende – plade, som Cosmic Rabbit Holes sagtens kan være stolte af og bygge videre på. Og som viser, at der stadigvæk er masser af inspiration af hente i forrige århundredes rockmusik. Hermed anbefalet.

The Cosmic Rabbit Holes. The World is drugs. Eget plademærke. Udkom 2. oktober

Capac anbefaler: Select Captain – Comes in Waves

11. oktober 2020

Efter et par uger med lidt for meget om ørerne, vil jeg meget passende bruge noget af søndagen på at omtale to nye danske albums. Først drejer det sig om Select Captains Comes in Waves. Select Captain er en gammel kending her i bloggen som Kristian Gaardskjærs soloprojekt. På den nye plade er Select Captain blevet en duo, idet musiker, producer og sangskriver Søren Vestergaard nu er blevet en mere fremtrædende del af det musikalske samarbejde, så det er rimeligt at tale om en regulær duo.

Den seneste forskydning i samarbejdsrelationerne ændrer dog heldigvis ikke ved – og heldigvis for det – projektets egenart. Der er stadigvæk tale om melankolske, eftertænksomme og selvreflekterende sange, hvor tilværelsens svære byrder – angst, depression, misbrug m.fl. – vendes på hudløs, ærlig og følsom vis. Og det hele i en musikalsk ramme, hvor solide melodier sørger for, at der til stadigvæk er en opløftende hånd under den truende håbløshed.

Pladen er overvejende akustisk med Gaardskjærs gode stemme i forgrunden. Den akustiske guitar og nogle steder klaveret er lige så dominerende i lydbilledet, der samlet set kan opfattes som en moderne variant af folk. Folk, der vel at mærke farves af anstrøg af electronica og afslører en diskret inspiration fra firsernes lydverden (bl.a. de allestedsnærværende Depeche Mode).

Samlet set har Select Captain formået at lave et album, der lever højt på et kompositorisk højt niveau og en homogen samling sange. En plade, der er appellerer til lytteren med gode sange, en nærmest analog, ren og letfordøjelig lyd og budskaber, der passer godt ind i tidsåndens tendenser. Comes in Wawes er sådan en folkplade, der altid vil være brug for i tider som dem, vi befinder os i. Hermed varmt anbefalet.

Select Captain. Comes in Waves. Produceret af. Søren Vestergaard. Soundchest Records. Udkom d. 2. oktober 2020

 

Aftenens filmoplevelse: Shock and Awe

10. oktober 2020

Indtil i går havde jeg ikke hørt om filmen Shock and  Awe eller i hvert fald glemt, hvad jeg havde hørt eller læst. Men aftenens tv-kiggeri endte på DR2, hvor filmen blev vist. Alternativet – Vild med dans – gjorde valget let.

Først undrede jeg mig lidt over, at man nu om stunder åbenbart har opgivet af give udenlandske film en dansk titel – noget der nærmest var en dyd i 1960’erne, ofte med komiske resultater. Men det er nok et udslag af den massive kulturelle anglificering af de europæiske sprog. Men titlen henviser til en type overraskelseskrig, der hurtigt og effektiv skal bringe en fjende i knæ. I det aktuelle tilfælde Irak, som amerikanerne og deres allierede invaderede i 2003.

Og det er lige præcis denne krig eller rettere det politiske spil, der førte frem til invasionen, der er filmens emne. Filmen følger nogle journalister fra mediebureauet Knight Ridder i deres arbejde at kulegrave Bush-administrationens bevæggrunde for at indlede en invasion. Især Bush-administrationens påstand om, at Saddam Hussein var i besiddelse af “masseødelæggelsesvåben” er genstand for journalisternes interesse. Og som vi ved i dag, så var der ingen masseødelæggelsesvåben og dermed var Bush-adminstrationens begrundelse for at indlede en invasion – og overtale en række allierede, herunder Danmark, til at deltage – en fabrikeret løgn. Selv om journalisterne – spillet af Woody Harrelson, James Marsden, Tommy Lee Jones og Rob Reiner – møder modstand fra alle sider og sågar fra ellers seriøse aviser som Washington Post og New York Times, så holder de fast i overbevisningen om, at noget er galt. Og med klassisk journalistisk metode lykkes det dem at få dokumenteret, at rationalet bag Bush-adminstrationens krigsretorik var en stor løgn.

Historien fortælles lige ud ad landevejen og den får sin spænding fra de mange episoder, hvor journalisterne med alskens kneb får informationer og viden fra mennesker, der havde berøring med administrationens arbejde og politik.

Tematisk deler filmen emne med Green Zone, lige som den kan minde om Alle Præsidentens mænd (om Watergateskandalen). Instruktøren Rob Reiner (kendt for bl.a. “Da Harry mødte Sally”) ved, at det er en god historie i Knight Ridders bedrift, og lægger sin fremstilling tæt på de virkelige hændelser. Og det gør den både overbevisende og ganske underholdende.

Nyt fra John Cale

9. oktober 2020

Doven dag hedder John Cales nye udspil. Selv om man er ronkedor med lyserødt hår kan man stadigvæk finde på ny  musik.

Ronkedorerne kommer…

9. oktober 2020

I følge Den Store Danske er en ronkedor – eller runkedor – en “gammel hanelefant, der lever isoleret fra flokken”. Tillader vi os at se bort fra det nærliggende spørgsmål, om betegnelsen ronkedor om mænd over 60 ikke er udtryk for sexisme, så er det også titlen på en tv-serie på den ungdomsdyrkende tv-station Danmarks Radio.
Og selvfølgelig måtte jeg da se nogle af de udsendelser, for man er vel en ronkedor (?!). Og konceptet er simpelt. Tre udvalgte mænd (ja, ja, mediekendte mænd) mødes på en restaurant i København, hvor de diverteres med god mad og drikke, og snakker løst og fast om, hvad der nu optager dem og falder dem ind. Et i udgangspunktet simpelt, men også godt concept, fordi det er basalt vedkommende – og dermed underholdende – tv, hvor nogle mennesker deler deres tanker og meninger med os, seerne. Det kunne – i hvert fald i gamle dage – have været en radioconcept. Men selvfølgelig vokser ideen ikke ind i himlen. Det er jo tv, og der redigeres og iscenesættes. Og programmerne er korte – ca. en halv time ad gangen. Hvilket jo ikke stemmer overens med tidsforbruget ved en sådan begivenhed. Det er altså redigeret virkelighed, men ikke desto mindre god underholdning på en ungdommelig sendeflade.

Og de medvirkende har faktisk noget interessant at sige. Ikke sådan at forstå, at man behøver at være enig med dem, men de gør sig gode og kloge betragtninger på livet, deres fag, det at være mand med en vis alder og så videre.

Dion med venner

9. oktober 2020

Dion Dimucci eller bare Dion er 81 år, men har overhovedet ikke tænkt sig at lægge musikken på hylden. Har har været med siden halvtredserne, hvor ham sammen med sine Belmonts udsendte klassiske sange som “The Wanderer”, “Run around Sue” og “Ruby Baby”. Og efter en mindre nedtur i tresserne kom han tilbage som moden sanger og sangskriver – og har fortsat lige siden, og har udsendt en lind strøm af fine album. Senest – i år faktisk – er kommet Blues with Friends, hvor Dion trakterer en række bluessange i selskab med musikalske venner, fra Joe Bonnamassa til Paul Simon.
Her er han i en uhøjtidelig stund med “Jailhouse Rock” – også med venner som backingkor.