oktober 2020 arkiv

John Lennon – 80

9. oktober 2020

Sært at tænke på, at John Lennon var fyldt 80 i dag, hvis og så frem og i fald… Men sådan skulle det ikke være. Dagen markeres bl.a. med nye udgivelser af gammel materiale i nye opdaterede versioner. Fint nok. Og pressen vil skrive op ad stolper og ned ad vægge om alt det, vi i forvejen ved og har læst. Sådan er det.

[Fotoet ovenfor er fra Lennons og Onos besøg i Thy, vistnok taget af Tage Jensen]

Skyggen over Babylon Berlin

8. oktober 2020

Den tyske tv-serie Babylon Berlin ruller over DRs skærm på mandage. På den tyske kanal ARD (1) kører den også, blot i et hurtigere tempo. Og en fascinerende og medrivende serie er det. Vi befinder os i Weimarrepublikkens sidste år, vi skriver 1929, økonomien truer med at implodere, nationalsocialisterne driver deres spil og arbejder på at komme til magten, og oven i alt dette har vi så en kriminalhistorie om mord på mennesker med forbindelse til filmverdenen. Historie, kultur og Unterhaltung i en smuk alliance.

Og på søndag gør tyskerne os så den tjeneste at vise en dokumentar om netop Berlin i det hersens år 1929. Hvad mere kan man som historie- og kulturinteresseret seer ønske sig!? Jeg ved ikke, om dokumentaren når til DR, men den kan altså ses på ARD søndag kl. 22.30 under titlen Efteråret 1929 – skyggen over Berlin. God fornøjelse med tysk-genopfriskningen…

Neko Case, k d lang og Laura Veirs siger det – apropos et forestående valg

7. oktober 2020

Og den sang kan godt tåle at bliver hørt en gang mere. Her med Patti Smith selv og et kor:

Eddie van Halen er død, 65 år

7. oktober 2020

Guitaristen og bandlederen (og -navngiveren) Eddie van Halen er død efter et længere kræftforløb, 65 år gammel. Så nu er den hårde rock ikke længere så hård, som den var, da Van Halen havde deres karrierehøjdepunkt. Jeg har aldrig selv dyrket eller lyttet til Van Halen. De var ikke min kop te, som englænderne siger. Men her er de med deres store hit, Jump.

 

Den første gang: Pete Townshend

6. oktober 2020

Pete Townshend er bare en venlig mand i dette interview fra Rolling Stone. Ingen onde bemærkninger om hverken Jimi Hendrix, Beatles eller andre.

Trappetrin til himlen – Led Zeppelin og traditionen

6. oktober 2020

En af dagens nyheder fortæller, at den amerikanske højesteret har afvist et sagsanlæg, hvor bandet Spirit påstår, at Led Zeppelin har stjålet introen til deres klassiker “Stairway to heaven” fra Spirits sang “Taurus”. Dermed fastholdes en tidligere nævningetings afgørelse om, at der ikke har været tale om plagiat, selv om der er tale om en ‘slående’ – med DR Nyheders ordvalg – lighed.

Jeg har tidligere omtalt Led Zeppelins omfattende brug af især bluestraditionen, hvor bandet måske ikke altid har været gode til at kreditere ophavet. Men sådan er det med mange kunstnere. I begyndelsen af karrieren, hvor de lærer at beherske deres instrumenter, lærer at skrive sange osv. tager de ved lære af traditionen. Det gælder sådan set for al kunst. Kunstnere står på skuldrene af hinanden, som en engelsk digter engang slog fast. Det begynder med gentagelse. Et andet udmærket eksempel på den sandhed er Bob Dylan, der stjal med arme og ben i sine unge år. Men han har vist ikke fået nogen sag på halsen – endnu. Og teknologien – fx sampling – har kun gjort “problemet” endnu mere udtalt. Men grundliggende ændrer det ikke ved den kendsgerning, at kunstnere bygger videre på andre kunstneres arbejder. The Beatles startede som kopiband, det samme gjorde Rolling Stones og resten af den britiske beat – som nødvendig forudsætning for at blive bedre og måske selv skrive sange på et tidspunkt. Måske handler det bare om, at kunstnerne vedgår arv og gæld og er mere åbne om det.

En stjerne i svøb: Joni Mitchell anno 1965

5. oktober 2020

Sidst i denne måned kommer en lille boks med musik fra Joni Mitchells arkiver. Fra dengang det hele begyndte, og før hun rigtig var slået igennem. Ovenfor er hendes allerførste sang, der illustrerer hendes folkudgangspunkt, men også peger frem mod en mere personlig og original kunstner.

Nye briller

5. oktober 2020

Så blev jeg lige med et sendt tilbage til dengang, jeg sad bag i Ediths Folkevogn. Jeg var tolv år gammel og havde været med min mor (der sad ved siden af Edith på passagersædet) hos optikeren – sygekassernes optik dengang – for at få mine første briller. I månederne op til denne begivenhed havde mit syn ændret sig mærkbart. Jeg kunne ikke længere se, hvad der stod på tavlen i skoletimerne (set nede fra bagerste række, hvor jeg sad dengang). Og hos skolelægen ved det årlige tjek, var skolelægen ikke i tvivl om, at jeg var blevet nærsynet siden sidst. Og et besøg hos en lokal øjenlæge bekræftede nærsynetheden og konstaterede en såkaldt “bygningsfejl”, der – i følge den optimistiske øjenlæge – ville forsvinde med tiden. Det gjorde den ikke. Den er her endnu, selv om den hedder noget andet i dag.

Jeg har før beskrevet oplevelsen af at få nye briller. Hvordan verden med et slag blev smertende tydelig. Overtydelig faktisk. Og det medførte en dundrende hovedpine, da vi kørte ned ad Skolegade og bygninger og træer truede med at mase sig ind i mit hovede. Sådan føltes det i hvert fald. Hovedpinen forsvandt og jeg vænnede mig lidt efter lidt til at være en “brilleabe”, som det hed i mobbersproget dengang (hvor mobning ikke var opfundet, men foregik). Og efter nogle få udskiftninger af glasset blev brillerne mine kære proteser, der har fulgt mig, hjulpet og glædet mig gennem årene.

Og i forgangne uge var det så tid til at få nye briller igen. Der er gået hele ti år siden, uden nogen form for fornyelse. End ikke glassene har jeg skiftet. Godt gået af en gammel dreng, hvis jeg selv skal sige det. Og de nu gamle briller gjorde det sådan set for mig, men jeg skulle følge fruen til optikeren. Og så kunne jeg lige så godt få tjekket synet samtidig. Men fruen sprang fra i sidste øjeblik, så det endte med at jeg fik nye briller. To par. For jeg har vænnet mig til at have to par, som jeg skifter mellem dag for dag. Så fra og med fredag har jet set på verden med et frisk syn. Ikke den store forskel. Den ser stadigvæk både forførende og forfærdelig ud, alt afhængig af, hvad man ser på. Og nu gælder det bare om at vænne sig til den nye følelse af nye stel. Men det går forbavsende godt. Og så kan jeg glæde mig over, at synet ikke har forandret sig meget de sidste år. Alderen har forandret det lidt, men ikke meget. Så nu er der bare tilbage at nyde livet med nye briller og håbe på, at de holder lige så længe som de gamle, der nu har fået plads i arkivkassen i skabet.

Indien møder Irland: Jiggy – Head Rush

4. oktober 2020

Capac anbefaler: Gry Harrit – Transformer

4. oktober 2020

Det er hele fem år siden, Gry Harrit sprang ud som selvstændig sangskriver og solist med albummet Album. Og nu er hun så tilbage med mini-albummet (eller EP’en, om man vil) Transformer med fem nye sange.

Titelsammenfaldet med Lou Reeds 1972-album Transformer er ikke den rene tilfældighed. For Gry Harrits sange og deres lyd står helt givet i gæld til halvfjerdsernes analoge rock. Og skulle man være lidt i tvivl om denne påstand, så bør man starte med at lægge øre til albummets ballade “Denne sommer”, hvor Jon Brunlands bas afslører diskret, men umiskendeligt inspirationen fra Lou Reed og ikke mindst dennes klassiker “Walk on the wild side”.

Og Gry Harrits orientering mod rockens storhedstid i halvfjerdserne, hvor setuppet med guitar, bas og trommer netop var essensen (i følge Reed), modsvares af sangteksternes autencitet og ærlighed, der netop dyrker en tilsvarende enkelhed i forholdet til mennesker. Hvad enten det gælder i kærligheden, i forholdet til andre mennesker i det hele taget eller den digitale verdens fremmedgørelse af mennesket.

Og helt i den analoge, ligefremme rocks ånd synger Gry Harrit sine sange med usmykket kraft og saft. Bortset fra den afsluttende balladeagtige, Reedske “Denne Sommer” er numrene på pladen eftertænksomme, kraftige rocknumre, der ikke skal lyttes til som hitsange, men som perler på den sammenhængende snor, som albummet udgør. Et album, der – for nu at trække lidt mere på Lou Reed – helt klart aspirerer til at være årets danske bud på en voksen rockplade, der henvender sig til generationerne før milleniumgenerationen – uden på nogen måde at udelukke den.

Samlet betragtet er det en herlig lille plade, Gry Harrit har fået skruet sammen med sit tætte band. Og med kyndig hjælp af Morten Bue (Mastering) og produktion og mix af Finn Verwohlt. Så mangler du en rigtig rockplade på din reol, så gør Gry Harrit og Co. valget let. Hermed anbefalet.

Gry Harrit. Tranformer. Produceret af: Finn Verwohlt. Dawn Productions. Udkom d. 2. 10. 2020