Sammen med en håndfuld musikalske venner – bl.a. Duane Allman, Bobby Withlock, Jim Gordon og Carl Radle – indspillede Eric Clapton dette dobbeltalbum i tiden efter Cream og Blind Faith. En tid i forvirring, hvor Clapton var plaget af problemer med kærligheden, stofmisbrug og andet. Og pladen fik en kølig modtagelse og blev – i første omgang – hverken hitlistehit eller kommerciel succes. Senere blev den dog taget til nåde og betragtes i dag som et af periodens højdepunkter.
Den 9/11 var det 50 år siden den udkom, og i disse dage genudsendes den i en oppulent 4-LP-stor udgave med masser af ekstramateriale osv. Hvis man ikke har nok i originalens fire sider…
Den mørke mezzosopran i ABBA – Anni-Fried Lyngstad – runder de 75 år i dag. Det lyse modstykke Agneta Fältskog sang ganske vist for i de fleste ABBA-sange, men det var de to stemmers forening, der udgjorde noget helt særligt i ABBAs lydbillede.
I dag blev en af mine skolekammerater bisat. Han var på min alder, og selvfølgelig giver det anledning til at tænke over tingene. Som min gamle mor plejede at sige, så er jeg kommet i den alder, hvor man læser nekrologer. Hun vidste bare ikke, at det er svært nu om stunder, hvor aviser ikke længere er en selvfølge… Men ved tilfældighedernes spil på Facebook fik jeg at vide, at min barn- og ungdoms klassekammerat var død, og det lykkedes for mig at viderebringe den triste nyhed til andre af hans kammerater. Og det var, som læseren måske kan forstå, en god fornemmelse.
Vi var ikke venner eller tætte klassekammerater. Han gik i min parallelklasse og vi sås kun, når vi havde gymnastik og de gange, vi snakkede sammen, kan nok tælles på en hånd. Alligevel husker jeg ham og visse situationer – og er berørt over, at han ikke fik længere tid i sin pensionisttilværelse. Sentimentaliteten ligger lige for, men den vil jeg helst ikke dyrke, blot lade min kammerats bortgang tjene som et memento mori. Lad os glæde os over hver dag, vi får i dette liv.
Og nej, ABBAs sang “When all is said and done” handler vist ikke om netop livets ophør. Alligevel synes jeg stemningen og den emotionelle styrke i sangen passer på smukkeste vis.
Desværre har K. D. Lang trukket sig lidt tilbage fra det aktive musikliv med plader og optrædener. Så er det jo glædeligt, at BBC i deres radioserie Sounds har valgt at sende hendes koncert fra 2011, hvor hun især synger sange fra albummet Sing it loud. Du kan lytte med her. Den kan også opleves på tuben – her.
Medens vi venter spændt på Paul McCartneys hjemmegjorte III, har han udsendt – som streaming – en EP med sange med rødder i det hjemlige, Home. Kendte numre som “Eat at home”, “Mull of Kintyre” og “Heart of the Country” – alle i mere eller mindre nyredigerede udgaver. Find den på streamingtjenester som Spotify, Apple, Yousee, Telmore og så videre.
Og så optager Macca masser af spalteplads i Rolling Stone, hvor han diskuterer tilblivelsen af sin nye plade med sin “lidelsesfælde” i coronoexilet Taylor Swift. Der er dog en betalingsmur til denne artikel…
Jeg har her over middag gået lidt rundt om Claus Funchs nye – og andet – soloalbum Noise Tablets som katten om den varme grød eller som skoleeleven om det stilehæfte, der gerne skulle fyldes med endnu en stil. Ordene til en anbefaling kom ikke som de plejer med det samme. Ikke, fordi pladen ikke taler til mig. Tværtimod. Snarere, fordi Funchs musik appellerer til nogle bestemte smagsløg på min musikalske tunge (billedligt talt).
Noise Tablets er en af den slags plader, der med sin tekstlige og musikalske kvalitet skiller sig markant ud fra den store, kulørte strøm af populærmusik, vi dag ud og dag ind præsenteres for. Det er en i ordets egentlige og bedste forstand egensindig plade, der ikke tager sigte mod tidens populære toneart eller forsøger at stryge nogen med hårene.
Teksterne (der kan læses håndskrevne på et ark i coveret) kredser omkring kunstnerens “dæmoner”, nedtrykthed og spleen. Og de gør det i form af en slags Streams of Consciousness, der taler i sønderrevne sætninger og fragmenter om den mentale tilstand.
Og bevidstehedsstrømmene er itonesat en rudimentær, elementær skrabet og lidt skramlende udgave af moderne, americanaindflueret rock i otte sange, der udmærker sig ved en stilfærdig melodiøsitet og en paradoksal næsten introvert karakter. Det er ikke en storladen, oppulent og kostbar produktion, men en produktion, der skærer ind til benet i den musikalske nødvendighed, der lyser ud af projektet.
Claus Funch har skrevet alle sangene og synger selv for med sin egen vedkommende stemme, der fra første rille påkalder sig lytterens opmærksomhed. Han får støtte og selskab af Emma Fleming, der tager têten på sangen “Poesy for a dead Friend”, men ellers gør rigtig god nytte som stemningssættende baggrundssangerinde.
Funch selv står også for de fleste instrumenter på pladen. Piano, trommer, glockenspiel, tangenter og mere. Og får indfølt hjælp af medproducer Tim Graubæk på slideguitar, bas og slagtøj og af en håndfuld andre musikere.
Noise Tablets er en af den slags egensindige plader, der kalder på sin egen særlige plads på pladereolen. En af den slags vellykkede skiver, man gerne vender tilbage til igen og igen, når man får nok af streamingflodens behagesyge og vil sætte sine tanker og følelser på prøve. Hermed varmt anbefalet.
Claus Funch. Noise Tablets. Produceret af: Claus Funch og Tim Graubæk. Celebration Records. Udkom d. 9.10.2020
Jeg har det umådeligt dårligt med det coronasmittefrembragte koncept på DR1, der bærer den coronaforskriftprægede overskrift Fællessang – hver for sig, hvor DRs kultiverede svar på Richard Clayderman, Philipp Faber, og den fra Kender Du Typen-livsstilprogrammet og radioprogrammet Mads og Monopolet kendte tv-vært Mads Steffensen gelejder publikum gennem en række populære sange og sørger for, at disse publikummer sender deres smartphonevideoer og -fotos som dokumentation af, at de synger med derhjemme i sofaen. For mig er det indbegrebet af et tv-pseudo-program, der svigter både musikken (fællessang er bestemt noget, når det er iscenesat rigtigt!) og publikum, der udstilles mere eller mindre ufrivilligt. Hertil skal lægges en klam, næsten nationalistisk omklamring, hvor vi alle skal være ‘i samme båd’ om de elskede danske sange. Her er sgu ikke plads til nogen ramadan-sang (apropos balladen om Højskolesangbogen).
Og i aften får kvalmeriet endnu en drejning, idet fællessangen (eller hvad man nu vil kalde det iscenesatte show) skal dreje sig om afdøde Michael Bundesen og Shu-bi-dua. Selvfølgelig kunne man på DR ikke nære sig for at skamride den triste nyhed om Bundesens død og malke de sidste dråber af den historie. DR har – som den danske presse i almindelighed – en horisont, der er på størrelse med en for lille glorie, der har sat sig fast om panden og forhindrer ethvert udblik og ethvert tilløb til opfindsomhed.
I stedet for Fællessang – hver for sig kunne man fx have vist, hvad fællessang kan være, når det rigtig lykkes, fx i form af korsang (DRs pigekor er en nærliggende mulighed), og have mindet os om Shu-bi-dua gennem nogle af de mange koncert- og studieoptagelser, som DR må ligge inde med.
Hvis du kære læser vil se Fællessang, så fred med det. Ellers vil jeg foreslå dig, at du finder Shu-bi-dua frem fra gemmerne (alternativt streamingtjenesten), læser Rene Gummers nekrolog over Michael Bundesen i Weekendavisen Farvel, onkel Michael, der er drevet af oprigtig kærlighed til Shu-bi-duas og Bundesens sangskat.
[Puha. Jeg skulle lige af med dette opstød. Undskyld.]. Og så en sang, der handler lige så meget om mig selv som om Faber, Mikkelsen og dig (?):
I 2016 anbefalede jeg Tue Wests skilsmisseplade Der er ingen der venter på os, og nu er han tilbage som musiker (trommer, tangenter), tekstforfatter og medkomponist i musikkollektivet Wanna be brothers og på deres nye album Countryman. Dengang skrev West indlevet og følsomt registrerende om det der var sket. Og på Countryman er det også det spegede forhold til det andet køn, der er på spil i flere af pladens sange. Men også forholdet til livet mere generelt, kunne man sige.
Således allerede i titelsangen “Countryman”, hvor det hedder:
I’m a fucking country man, drinking with a single friend, trying not to be like them
Hitting winds and missing dates
Staying late at boring diners, with the latest wedding singers
I’m gone Sorry folks A dream Sorry folks Leaving it all Sorry folks Behind, like family I’m gone Sorry folks A burned down House Sorry folks No escuses Sorry folks No getting over it
Portræt af en mand, der er kørt sur i livet, er træt af det og siger farvel og tak. Melankoli og livstræthed går hånd i hånd. Men i Nis Peter Toke Madsens lette vokal og kompositionens og arrangementets tilsvarende melodiske lethed og poppede opløftende karakter får mismodet og sortsynet et modspil og en -vægt, der måske ikke ligefrem ophæver misstemningen med i hvert fald forlener den med noget livsbekræftende og vitaliserende.
Denne balanceren mellem tekstuniversets mørke og melodiernes og arrangementers poppede lethed og lys genfinder man i flere af de følgende tekster, fx “Things You Say” og “Did This Life Look Easy”, hvor forholdet til det andet køn er på spil igen som en faktor, der bringer uro, splittelse og melankoli ind i tilværelsen.
Og sådan er der med Countryman, der slutter med den instrumentale, tekstløse, indtagende “Kolibri”, der understreger, at pladen som helhed nok kan anskues – som jeg gør det her – som en brydekamp mellem tekstuniversets melankoli og sortsyn og så melodiernes og kompositionernes modsatrettede opdrift og livskraft, men det er sidstnævnte side, der i sidste ende vinder brydekampen.
Wanne Be Brothers, der vist allerede er i gang med en opfølger til denne plade, fremstår som et godt bud på nogle nye, moderne popkonger, der med deres alvorlige, men også forførende dejlige popsange må appellere til alle med smag for god pop – også dem, der styrer radioprogrammernes playlister og dem der ikke er forvænt med god, gedigen pop. Kom bare igen Wanna Be Brothers. Hermed varmt anbefalet.
Wanna Be Brohters. Countryman. Produceret af: Wanna Be Brothers. Celebration Records. Udkom d. 25.10.2020
Omsider fik DR taget sig sammen og lanceret en ny krimiserie, den norske serie i otte afsnit Livstid.
Vi fik de to første afsnit i går. Serien har en rammefortælling. Vi møder hovedpersonen, politikvinden Victorie Woll (Tone Beate Mostraum), der sidder inde på livstid for en forbrydelse, vi endnu ikke kender til (men det antydes dog, at noget er helt galt med den indespærring). Og så går turen ellers tilbage til fortiden, hvor Woll sammen med sit B-team (bestående af den mørklødede, skarpsindige politikvinde Ayla W. Quincey (Iselin Skævesland) og den alkoholiserede, men afholdende Christofer ‘KIT’ Lange (Ingar Gimle)) løser kriminalgåder.
Til seriens fordel taler, at den fra begyndelsen af har fundet sin egen tone og stil. Den ligner med andre ord ikke tilsvarende serier fra de skandinaviske lande – eller de britiske serier for den sags skyld. Woll fremstår som en slagfærdig, direkte, feministisk politikvinde, der går meget op i sit arbejde og ellers lever et liv som eneforsørger til en halvvoksen dreng og med en elsker i ascendanten. Hun suppleres godt af den endnu mere udtalt feministiske Ayla, der fungerer fint som Wolls med- og modspiller i en relation med svagt antydede erotiske undertoner.
Plottene er gode i de to viste afsnit, og de afvikles med næsten befriende effektivitet og hurtighed. Ikke noget med at trække sagerne i langdrag (en tendens andre serier slås med…). Og oven i købet er der så en løbende konflikt mellem Woll, teamet og ledelsen, der forsøger at få nedlagt B-teamet. Men overordnet set er der ikke noget nyskabende i hverken plots eller grundfortællingen.
Skuespillerne udfylder rollerne godt og spiller også godt. Og der er tempo over fortællestilen. Hvis jeg skal indvende noget mod serien, så er det, at den tydeligvis fører sig frem som en slags tv-kriminalseriernes svar på femi-krimien. Oven i købet som en munter udgave af den berømmede, melankolsk-mørke Nordic Noir, som vi bl.a. kender fra den danske serie Forbrydelsen. Problemet med denne femi-krimi, synes jeg, er, at den hårdkogte Woll for tydeligt er modelleret over klassiske mandlige detektiver og kriminalister. Selv om Woll og Ayla tematiserer kvindelige problemer, så er det mærkbart (for mig i hvert fald), at forfatteren bag serien – den kendte Gjermund S. Eriksen – har svært ved for alvor at slippe genrens dogmer og skabe en kvindelig detektiv. Men måske vil der blive rådet bod på denne svaghed i de kommende afsnit. Vi får se. I hvert fald er serien en velkommen tilføjelse til DRs krimiprogram.
Så nåede jeg enden på Chris Frantz fortælling om Talking Heads, Tom Tom Club og konen Tina Weimouth. Og den er underholdende og informativ fra ende til anden. Og historien om Talking Heads’ (ikke)opløsning som band er interessant, for det kommer ikke til nogen formel opløsning. David Byrne lader godt nok et rygte cirkulere, men han informerer ikke bandets andre medlemmer om, at han er gået solovejen. Han lader det bare ligge sådan i luften. Han særlige sociale dysfunktionalitet fornægter sig ikke. Heller ikke til sidst. Men det tjener til Frantz ære, at han – selv om han hele tiden kan se, at Byrne har problemer med at fungere socialt – accepterer Byrnes særheder. Det ender med, at Frantz og frue etablerer deres eget studie og kaster sig over jobbet som pladestudie, ved siden af Tom Tom Club.
I do tend to listen to what I tend to listen to. I still listen to a lot of Otis Redding and a lot of Mozart. I listen to a lot of country blues still. It still hits me as being the essence of things, somehow, and I can’t quite put my finger on it. Otherwise, new stuff…I know there are those of great talent out there. I don’t know why I’m not hearing it. To me, records are sounding synthesized. It’s all too manufactured for me at the moment. Even drum beats, where the guys do them on pianos. [Keith Richard til magazinet GQ]
Jeg havde endnu ikke fordøjet nyheden om en gammel klassekammerats bortgang, da nyheden om Michael Bundesens død tikkede ind via computerens nyhedsstrøm. Bundesen døde som følge af et kræftsygdomsforløb.
Bundensen store bidrag til Shu-bi-dua er velkendt. Han var stemmen i det band, og en medvirkende faktor til, at Shubberne blev verdensberømte i Danmark og nåede en varig popularitet, der vel næppe matches af andre end Kim Larsen. Men jeg husker også Bundesen fra tiden før Shu-bi-dua, hvor han debuterede i folktrioen Quacks – en dansk pendant til Peter, Paul and Mary – og optrådte som solist (bl.a. i tv-programmet Musikalske Venner på Danmarks Radio). Og ikke mindst som speaker og radiovært på P3, hvor han med sin behagelige stemme sørgede for – bl.a. – at man fik at høre, hvad der rørte sig på den amerikanske vestkyst.
Og Bundesen ville sikkert bifalde denne afskedssang…
Coronapandemien er ikke kun en global sundhedskrise, men også en kraftig påmindelse om, at menneskehedens antropocentrisme, der sætter mennesket i centrum – over for og i modsætning til naturen – beror på en fatal misforståelse og miskendelse af, at mennesket “kun” er en selvoptaget del af et meget større biologisk fælleskab og kredsløb. Og det er en erkendelse, der med den såkaldte klimakrise, er begyndt at sætte sig igennem på mange ledder og kanter. Fx taler man i medierne meget om, at de yngste generationer bedre end deres forgængere har forstået nødvendigheden af at skabe en verden, der er – som det hedder i tidens ordvalg – “bæredygtig”, altså hvor mennesket agerer i balance med al den anden biologi, der er (på) jorden.
Og debuterende Freja Eriksen, der i sit civile liv er læge med speciale i biokemi, går endda et skridt længere og besynger en verden, der er båret af kærlighedsbånd mellem mennesker og en dyb tro på, at menneskene i fællesskab – menneskeheden – kan bryde den gamle antropocentrisme og realisere en verden i balance, en bæredygtig verden.
Og det sker i ni sange, hvis titler og tekster taler deres tydelige sprog om projektet eller programmet for Freja Eriksen og hendes album It’s time – for a sustainable world: “Love revolution arise”, “Seed of life”, “Shine”, “Spread your wings” osv.
Og musikken på pladen passer fint til det ambitiøse ideprojekt, der er pladens motiv. For det første synger Freja Eriksen med en klar, feminin stemme, der står klart i centrum af en meget melodisk pop, der især har sine rødder i folkemusikken. Arrangementerne er præget af akustiske instrumenter og ikke mindst strengeinstrumenter som strygere og harpe. Det er luftigt og let, vellydende og ret så forførende. Og måske skulle jeg tilføje, at man ikke behøver at købe budskabet på pladen for at få en dejlig musikalsk oplevelse af pladen, selv om det selvfølgelig er meningen med det.
Samlet set lykkes det for Freja Eriksen at skabe en lydverden, et musikalsk rum, der passer fornemt sammen med det idealistiske projekt, hun er ude i. Og så kan man vel ikke forvente mere!? Hermed anbefalet.
Freja Eriksen. It’s time for a sustainable world. Eget plademærke. Udkom d. 6. 11. 2020
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger