26. november 2020 arkiv

Den brune drik

26. november 2020

Har i lagt mærke til, at der drikkes whisky i snart sagt alle tv-krimier. Vera i Northumberland afslutter ofte sine sager hjemme i faderens hus med et glas, Perez i Shetland drikker whisky sammen med den underskønne DS Asha Israni, inden denne forfører ham på et hotelværelse, unge Endeavour Morse, der ellers ikke er til alkohol, lokkes hurtigt ind på den vane af sin faderfigur DI Fred Thursday, ja selv islandske Stella Blómkvist sværger til whisky, nærmere bestemt Johnny Walker Black Label, når hun skal skylle sine oplevelser ned.

Denne kendsgerning er nok ikke sundhedspolitisk korrekt og måske er der også undertiden et element af product placement, som vi engang kaldte “skjult reklame”. Omvendt er det forståeligt, at kriminalisterne griber til denne særlige drik, når de står over for de voldsomme og grimme sider af vores civilisation. Skål.

I’m so glad

26. november 2020

Flere af mine bekendte har et anstrengt eller ligegyldigt forhold til the blues. Selv betyder bluesen mere og mere for mig som tiden går, og jeg forstår fuldt ud, at Bob Dylan aldrig ville være blevet den kunstner, han er i dag, hvis ikke han havde brugt sine unge år til at lære bluesen at kende, spille den, kopiere den, stjæle fra den osv.

Sangen “I’m so glad” af Skip James er nok bedst kendt fra Cream, der lavede en fantastik blues-rock-udgave på debutalbummet Fresh Cream i 1966. Også Deep Purple lavede en version på deres debutalbum Shades of Deep Purple (1968). Og så har Beck lavet en udgave, som jeg synes er interessant, fordi den næsten river den ud af bluesen.

Værd at se: Værtshushistorier

26. november 2020

Medens DR laver massive reklamefremstød for nogle af sine ikke altid lødige udsendelser – fx om familier, der forsøgsvis har spiselige husdyr i hjemmet, eller ‘ofre’ for coronaisolationens ensomhedsfremme – så er der seværdige udsendelser, der ikke får noget forskræp og derfor risikerer at bliver overset. Det gælder fx den lille serie med titlen Værtshushistorier, der kører på DR2.

Conceptet er enkelt: Med udgangspunkt i legendariske, københavnske værtshuse fortæller nogle af værtshusenes brugere/gæster om oplevelser, der knytter an til lige netop det værtshus. I går var det fx det navnkundige værtshus Drop Inn, der var rammen om en fortælling om Thylejrens opståen – fortalt af journalist Lasse Ellegård, Henning Prins, Peter Øvig Knudsen og Aske Jacobi som guide. Undervejs får man også indtryk af dette sted på den københavnske “dødsrute” (en række værtshuse som journalister og andre kulturpersoner gennem tiderne har brugt, når de skulle slå til Søren), bl.a. optagelser med Stig Møller og Peter Ingemann, der jævnligt optræder på stedet med sange fra deres ungdomstid.

Og udsendelsen understreger endnu engang, at noget af det bedste radio og tv, man kan lave, er så enkelt: At lade inspirerede mennesker fortælle for åben mikrofon. Hvor svært kan det være? Ikke desto mindre er det en sjældenhed i disse digitaliserede tider. Det er en fornøjelse at høre den gæve venstrefløjskæmpe Henning Prins fortælle som dengang ideen til Thylejren opstod, og høre Lasse Ellegaard og Peter Øvig Knudsen supplere, hver fra deres særlige udgangspunkt. Kan kun varmt anbefales. Og ligger stadigvæk på DRs netside.

I de øvrige udsendelser er der historier om likvideringen af stikkeren Hestetyven (Rosengårdens bodega) og om de homoseksuelles historie efter krigen (Cosy Bar).