2. december 2020 arkiv

Muskelsvindleren Evald Krog er død – 76 år

2. december 2020

Grundlæggeren af Muskelsvindfonden og også af Grøn Koncert, Evald Krog, er død i en alder af 76 år. Han grundlagde fonden i 1971, fordi han mente, der blev gjort for lidt for de mennesker, der led af sygdommen muskelsvind. Og som formand for fonden arbejdede han hele vejen for sagen, frem til 2016, hvor han trak sig tilbage af helbredsmæssige årsager. Samme år fik han konstateret Alzheimer.

Evald var også et musikalsk menneske. Med Grøn Koncert skabte han en populær scene for tidens populære navne. En koncertform, der blev en etableret del af festival-Danmark. Selv var han mest til jazz og fik også indspillet en plade sammen med Lise Dandanell og et band.

Filmoplevelse: Stalingrad (russisk, 2013)

2. december 2020

I oktober så jeg Joseph Vilsmayers tyske Stalingrad (1993), og blev i den forbindelse opmærksom på og interesseret i Fedor Bundachucks russiske film fra 2013 med samme titel. Så det var jo oplagt at få fat i den og se, hvordan historien om det legendariske slag kunne fortælles fra den anden side af fronten, så at sige. Om der så at sige var en anden vinkel end i den tyske.

Og det var og er der.

Filmen har en rammefortælling. Et barn af en af de overlevende kvinder fra Stalingrad er udsendt for at hjælpe ofrene for tzunamien i 2011. Og hank kommer i kontakt med en tysk pige, der er fanget under et sammenstyrtet hus. Og hun overtaler ham til at fortælle sin historie, om de fem fædre han havde i slaget om Stalingrad. Og derfra vender vi tilbage til 1942, hvor en gruppe russiske soldater får til opgave at forsvare et større bygning, bag hvilken der er adgang til floden Volga, som tyskerne for enhver pris vil have adgang til. Og det er adgangen til Volga, der så at sige afgør kampen om byen Stalingrad.

Fem af de russiske soldater er hovedpersoner i fortællingen og er de fem fædre, der er tale om i rammefortællingen. Og ud over dem er der en ung pige på 19 år i bygningen. Hun er blevet i bygningen efter at have mistet hele sin familie. Og soldaterne adopterer hende nærmest som en slags maskot og familiemedlem, og en af soldaterne – den mest generte af dem – forelsker sig i hende og bliver den biologiske far til den overordnede fortæller.

En parallel kærlighedshistorie er der på den tyske side, hvor en officer Kahn  har et forhold til en blond russisk kvinde, der til forveksling ligner hans afdøde tyske kone.

Slaget om den store bygning er, kan man sige, en allegorisk fremstilling af hele slaget om byen. Og som konventionen for moderne krigsfilm foreskriver, så skildres kampene og begivenhederne omkring huset med al den dramatik, spektakulære optrin og hændelser, brutalitet og voldsomme realisme, man som garvet filmpublikum næsten kan ønske sig. Og den russiske film står på ingen måde tilbage for den tyske på det punkt.

Hvordan det forløber frem til slutningen vil jeg ikke fortælle, for det skal man opleve. Men da det er ovre vender vi igen tilbage til situationen efter tzunamien, hvor den tyske pige er blevet befriet fra ruinerne og ønsker at hilse på fortælleren, der er på vej væk i en mandskabsvogn. Og af epilogen kan man forstå, at filmen og historien skal forstås som en slags anti-krigsfilm.

Ikke påvist – coronatest

2. december 2020

Så skete det da. Under- (eller snarere over-)tegnede gennemgik en coronatest. Ikke på grund af symptomer, der kunne give anledning til operationen. Men, fordi et kommende familiearrangement nødvendiggjorde dette hensyn til andre.

I byen her er begge teststationer placeret omhyggeligt i den nordlige bydel – inden for det lokale megahospitals område. Og begge med gåafstand fra hinanden. Og man kan både gå og køre til test. Og det største problem er sådan set at finde rundt på matriklen. Der er masser af gule skilte. Faktisk så mange at det er et spørgsmål, om det hjælper med at finde vej. Nå, men omstændigheder ville, at jeg skulle af sted tre gange – af hensyn til svigerfader, der er kommet til års, og fruen, der var utryg ved opgaven, og så selvfølgelig mig selv. Det betød, at jeg fik nogenlunde styr på,  hvor handlingen foregår.

Og efter at have bestilt tid på coronaproever.dk, gik det som smurt. Svigerfar kom, som den første, til før tid. Det samme gjalt mig selv, selv om der udtrykkeligt stod på sms’n, at jeg IKKE skulle komme i god tid. Men det gjorde jeg, og kom til med det samme, ti minutter før.

Og det værste ved det hele, var selve testen, hvor et ungt menneske stikker en stor vatpind ned i halsen på en og tæller langsomt til fem. Pinden ramte lige ved det punkt, der sætter en opkastningsbevægelse i gang. Men med stor koncentration lykkedes det at holde igen og få det overstået.

Forsynet med en informationsseddel om, hvordan man får svar via sundhed.dk, kørte jeg så hjem. Og dagen efter fik jeg beskeden: ikke påvist. Altså coronafri. Som forventet. Hurra.

McCartney III – en lillebitte smagsprøve

2. december 2020

Han bliver ved, ham Macca, med sine små drillerier op til udgivelsen af III. Her en lille smagsprøve på en søde lille melodi, der alt andet lige er lovende…