CAPAC

To album blev det til med bandet Mallard i starten af halvfjerdserne. Og de blev ikke nogen salgssucces dengang. Til gengæld er de i dag efterspurgte genstande på brugtmarkedet. Og det gælder ikke mindst den opsamling, som Virgin records lavede, med begge album på en CD.

Mallard opstod, fordi nogle musikere i Captain Beefhearts Magic Band ikke længere syntes det var sjovt at lade sig hundse rund med af kaptajnen. Zoot Horn Rollo, Rockette Morton, Ed Marimba fadt sammen med Sam Gilpin, John ‘Rabbit’ Bundrick, Barry Morgan, George Dragotta og HJohn McFee. Og med hjælp fra Jethro Tulls Ian Anderson, der ejede et mobilt optagestudie, indspillede Mallard sin debutplade. Den blev fulgt op med Different Climate og så var det bal ovre.

Her spiller de en fin udgave af The Byrds Gene Clarks sang “Desperados waiting for a train”.

Oscar Douglas Washington var sangskriver, guitarist, skolelærer og ejer af et lille plademærke i St. Louis i starten af 1950’erne. Sammen med kollegaen, saksofonisten Jimmy Forrest skrev han sangen “Night Train” og udgav den. Og den blev nr. 1 på R&B-hitlisten i 1952. Washingtons plademærke specialiserede sig i doo-wop, bl.a. med The Swans. Og så opdagede han en ung guitarist, der spillede rundt omkring på de lokale steder, Chuck Berry. Og foreslog ham, at han skulle spille sammen med Joe Alexander & the Cubans og indspille plader med dem. Og det gjorde han. Den første plade var calypsosangen “Oh Maria”, der kom ud i 1954.Berry har dog siden hen bestridt, at han spiller guitar på denne eller nogen anden plade med Alexanders band. Men i hvert fald er det første gang, Berry sættes i forbindelse med en pladeindspilning. Den 21. maj 1955 indspller Chuck Berry – for plademærket Chess – “Maybellene”, der er inspireret af country and western-nummeret “Ida Red” (kendt fra Bob Wills and his Texas Playboys). Og dermed er rock and roll en realitet.

https://www.youtube.com/watch?v=EdkBcoKLrcc

Nej, jeg har aldrig hørt om Melvin Sparks. Men et sted på nettet var der en der nævnte ham og anbefalede ham. Sådan uden videre. Og det måtte jeg da følge op på. Og så viste det sig, at Melvin Sparks døde i 2011, kun 64 år gammel. Han havde problemer med sukkersyge og højt blodtryk.

Ellers havde han været på banen siden han var helt ung. Han spillede rhythm and blues og jazz. Og hans største claim to fame var, at han var med i the Upsetters, et turnéorkester dannet af selveste Little Richard. Han spillede også bag navne som Jackie Wilson, Curtis Mayfield og Marvin Gaye. Han var altså en af de mange, talentfulde sidemen, som populærmusikken har været så rig på. Men han havde også en solokarriere fra 1970 og frem som resulterede i godt og vel et dusin album. Det sidste var koncertpladen LIve at the Nectar’s, der blev udgivet post humt i 2017. Du kan lytte til den ovenfor. Jeg synes, det er en god plade, der burde have vakt mere opmærksomhed end tilfældet har været.

Hun endte sine dage 35 år gammel af en overdosis stoffer. Men ellers var hun en af de mange stjerner, der funklede over Laurel Canyon i årene omkring 1970. En af de mange talentfulde kunstnere, der siden hen blev kendt som singer-songwriters. Inden stofferne tog livet af hende nåede hun at indspille to album. Dertil skal lægges nogle demo-indspilninger, der posthumt er udgivet.

Hendes bedst kendte sang, “Jesus was a cross maker”, siges at være inspireret af hendes romantiske forhold til en anden af Laurel Canyon-talenterne, sangskriveren J. D. Souther, der blev sangleverandør til bl.a. Linda Ronstadt (endnu en af Laurel Canyon-skaren…).

Og Judee Sill har sat sig spor i musikken i tiden efter sin død. Flere sangskrivere har tilkendegivet, at de er blevet inspireret af hendes sange. Og flere kunstnere har indspillet hendes sange, bl.a. ovenstående kendingssang, som fx The Hollies har lavet en meget fin version af…

Måske skyldes det, at DR ikke har taget sig sammen til at finde nogle nye, spændende britiske kriminalserier. Måske skyldes det bare, at jeg har for meget tid og som tidligere nævnt vil gøre alt, hvad jeg kan for at undgå at kede mig. Men i hvert fald er jeg begyndt at se kriminalserien Father Brown, der vises på hverdagseftermiddage på DR1.

Der er ikke tale om kriminalserie på niveau med fx Vera, Shetland, Lewis eller Hinterland. Der er snarere tale om en hyggelig serie, der tydeligvis læner sig op ad folkelige serier som Folk og Fæ, Landsbyhospitalet og – ja, måske allermest – Barnaby.

Byggende på short stories af C. G. Chesterton følger man en præst, father Brown, og hans nærmeste omgangskreds. Og plottet er, at Brown altid får rodet sig ind i en kriminalsag til den lokale politikommissærs store fortrydelse. Men det er også altid Brown, der med Biblen i hånd og næse for plots og intriger får fat i den lange ende. Som altid er skuespillet af høj klasse og historierne er ganske finurlige og opfindsomme. Og så er de som sagt hyggelige, selv om englænderne ikke kender til det fænomen.

Efter at have set livsstilsprogrammet Kender du typen? på DR1 og efter at have bøvlet lidt med fruens computer, der ikke ville modtage emails, så var der lagt op til lidt filmkiggeri. Og heldigvis havde jeg fået optaget Theordore Melfis Hidden Figures fra 2016. Det var vist TV2, der viste den.

I filmen befinder vi os i USA i 1961, altså tres år før vores nutid, hvor coronapandemien dominerer vores udsyn, men også en tid, hvor #meetoo og #blacklivesmatter har gjort os alle opmærksom på, at “sexisme”, kønsulighed og racisme trives i allerbedste velgående og bør – lad os sige det sådan – overvindes. Og set i tresårets bagklogskabslys, så er Melfis film en særdeles politisk korrekt film, idet den handler om forskelsbehandlingen af sorte amerikanske kvinder i rumfartsindustrien.

USA befinder sig i en prestigefuld kamp med russerne om magten i rummet. Samtidig befinder vi os i en periode, hvor den kolde krig stadigvæk dominerer og præger den amerikanske virkelighed helt ned i hverdagslivets små detaljer, og hvor borgerrettighedsbevægelsen med Martin Luther King i spidsen har vind i sejlene.

I filmens indledning ser og hører vi den lille sorte pige Kathrine Goble, der snakker om og fantaserer om tal, primtal og geometriske figurer. Og det viser sig, at pigebarnet har ekstraordinære evner og talent for at arbejde med tal. Det baner vejen for hendes uddannelse og for at hun bliver ansat ved NASA, der netop mangler folk, der kan foretage rigtige beregninger af rumskibes konstruktion og baner i himmelrummet. Og det kan Kathrine.

Sammen med den sorte kvinde Dorothy Vaughan, der har særlige evner udi computerprogrammering, og Mary Jackson, der bliver USAs første sorte, kvindelige flyingeniør kommer Kathrine Goble til at arbejde i det projekt, der skal sende den første amerikanske astronaut i kredsløb om jorden – og dermed for alvor melde USA ind i rumfartskapløbet.

Og fortællingen om de tre, sorte kvinders vej til succes i rumfartsindustrien anno 1961 er en fortælling om, hvordan diskriminationen på køn og hudfarve fungerer i alle hverdagslivets aspekter. Da Goble bliver ansat til at beregne rumskibenes baner er der ikke taget højde for, at hun skal kunne komme på toilettet i nærheden af arbejdslokalet. Toiletterne er adskilt på køn og hudfarve. Og hun må, når hun skal tisse osv., løbe til den anden ende af anlægget, hvor der er et toilet for people of color. Og hun må ikke dele kaffekande med sine hvide, mandlige arbejdskolleger. Men også uden for arbejdspladsen mærker hun og de to andre kvinder, hvordan forskelsbehandlingen effektivt fungerer helt ned i mindste detalje. Fx kan Dorothy Vaughan ikke låne en bog på biblioteket om programmeringssproget Fortran, fordi den ikke står i afdelingen for sorte lånere, og fordi denne afdeling ikke har et eksemplar.

Men Gobles chef, Al Harrison, solidt spillet af Kevin Costner, ser kun, at Kathrine kan løse de beregningsmæssige problemer, han har, og som er afgørende for, at NASAs projekt kan realiseres. Han ser kun rumfartsprojektets succes. Og derfor bliver han nødt til at sætte sig ud over hverdagsracismen og kvindeundertrykkelsen. Det bliver ham, der egenhændigt gør alle toiletter tilgængelige for alle medarbejdere og sørger for, at Kathrine kan få kaffe på lige fod med sine kolleger.

Og fortællingen om de tre kvinder er en positiv beretning om tre sorte kvinders succes. De lykkes alle tre med deres respektive frigørelsesprojekter. Og på den måde er filmen måske også en anelse utroværdig i sin vægtning af netop successen, idet det jo netop er tale om et igennem seks årtier nærmest glemt kapitel af Amerikas historie, der fortælles. Et kapitel, der først for alvor kom for en dag, da Margot Lee skrev en bog om de tre hidden figures, som blev grundlag for filmen (bogen er fra 2016). Man kunne måske også sige, at instruktøren med sin positive vinkling på historien afslører, at han er fortaler for vor tids politiske korrekthed.

Man kan også, hvis man vil fastholde denne kritiske linje, indvende, at fremstillingen af de tre sorte kvinder tenderer til at bliver lidt for pæn. De er tre, relativt velstillede unge damer. Selv om Kathrine Goble er enlig mor med tre piger på slæb, så fremstilles hun alligevel som en pæn repræsentant for en amerikansk middelklasse, der kan leve op til den amerikanske drøm. Hun får da også sin helt og succes i sit arbejde (og ender med at få opkaldt en hel NASA efter sig og modtage en fortjenstmedalje i en fremskreden alder). Og de to andre er ikke ringere stillet. De tre kvinder er ikke repræsentanter for den underklasse, der for alvor mærker undertrykkelsen (og som vi kun ser indirekte i tv-citater fra tressernes racevirkelighed).

Men når det er sagt, så får filmen alligevel givet et ret nuanceret og troværdigt billede af den massive køns- og racediskrimination, der fungerede dengang og som trækker mærkbare og synlige tråde helt op i vores tid. Og de tre skuespillere – Taraji P. Henson, Octavia Spencer og Janelle Monáe – får fremstillet deres personer, så de fremstår meget troværdige i deres vidt forskellige kamp mod diskriminationen. Som levende, troværdige og sympatiske individer i en usympatisk tid.

Samlet set er det en seværdig film, der næsten alt for godt passer ind i vores tids politisk korrekte syn på køn og race med sin dramatiske afdækning af et lidt glemt kapitel i rumfartens historie. En film, der trods forbeholdene er både oplysende og underholdende.

Forleden skrev jeg lidt om, hvordan tresserbandet Tommy James & the Shondells var blevet snydt af gangsteren bag det lille plademærke Roulette Records. Og helt tilfældigt ser jeg så, at alt, hvad de inspillede for det forlag – ialt 13 album plus det løse – er udkommet på en 6-CD-stor boks. Så må vi bare håbe at Tommy James, der lever i bedste velgående, har fået lidt styr på det med royalties siden dengang.

https://www.youtube.com/watch?v=PwvpRbm0P5c

Hvis man løber tør for musik, bøger, tv-serier og film, hvad kan man så fordrive tiden med i disse coronariske tider? Jo, man kunne jo for eksempel hente og lytte til BBC roste dramatisering af hele sagaen om Ringenes Herre. Den er lagt op på archive. org, hvorfra man kan lytte til den berømte fortælling og sågar – kvit og frit – hente den ned (hvis man har plads til ca. 3 GB på sin harddisk…).

Nej, Sam Cooke døde på et motel i Los Angeles i 1964, skudt af stedets kvindelige bestyrer. Men han ville være blevet 90 i går, hvis ikke han havde rodet sig ud i noget med et damemenneske på det motel dengang for mange år siden. Og Sir Rod Stewarts anerkendende ord i dagens anledning fortæller os noget om, hvilken stor sanger popmusikken mistede i ’64.

https://www.youtube.com/watch?v=rcnsao7Y0gk

Hvis man er kørt lidt træt i håndboldsfeberen på tv, kan man i aften se en dokumentar om The Go-Go’s. Pigerockbandet, der var store i 1978-1985 (men vist stadigvæk optræder efter et antal gendannelser). De var ikke rigtig punk, men New Wave. De havde energien fra punken, skrev fængende sange, der egnede sig til hitlisterne. Og så hjalp det nok også, at de var piger/kvinder og så godt ud. Sådan var det dengang (og vel også endnu…). Udsendelsen kan ses på DR2 kl. 23.10, men kan også streames på DRs hjemmeside.

Skuespillerinden Judy Gringer fylder 80 i dag. I næsten 50 år var hun en fast bestanddel af dansk film, revy og teater. Med sit blonde, barmfagre udseende var hun næsten prædestineret til rollen som “sexbombe”, som den danske Wikipedia skriver. Og det er da rigtigt, at hun bl.a. fik stor folkelig bevågenhed for sin sketch med Dirch Passer “Babs og Nutte”, der skæmtede med hendes brystparti. Men det skjuler desværre også, at hun havde et skuespillertalent og en -udstråling, hvormed hun i sine mange biroller ofte kunne stjæle billedet fra hovedrolleindhaverne. Til lykke med dagen Judy.

Jeg har været inde på det før. Pop- og rockmusikere har siden tidernes morgen været økonomisk udnyttet og udbyttet af musikindustriens krejlere. I disse tider sker det via streamingtjenesterne, der ikke betaler komponisterne en fair del af udbyttet. Men det er foregået siden, ja tidernes morgen, altså siden dengang, hvor pop blev pop og rock blev rock.
I går læste jeg en illustrativ historie. Det drejer sig om Tommy James and the Shondells.
Tommy James og hans band var store tilbage i de tidlige 1960’ere. De havde ikke mindre end 23 hits i USA (blandt de største: “I think we’re alone now”, “Crimson and Clover” og “Mony Mony”). Det resulterede i ni guld- og platinplader og et samlet pladesalg i omegnen af 100 millioner eksemplarer. Alligevel blev James og bandet snydt så vandet drev.
For da den kun 19-årige Tommy James i 1966 kom til storbyen Manhattan for at finde et pladeselskab, der ville udgive hans musik, kom han og bandet i kløerne på Morris Levey, der var chef for plademærket Roulette Records. Andre plademærker var ikke interesseret, selv om Tommy James og co. havde været det bedst- og hurtigstsælgende navn i hjembyen Pittsburgh. Så James måtte skrive under hos Roulette. Og det var det samme som at sælge sin sjæl til Fanden selv, for Levey var i bogstaveligste forstand en gangster, en Godfather, der uden bluesel snød James og Shondells for royaltyindtægter i en samlet størrelsesorden på 30-40 millioner dollars. James og Shondells forsøgte at tale den jødiske gangster til rette, men det lykkedes ikke. Så James og Shondells så kun en udvej: At fortsætte med at skrive sange og indspille dem. Og altså med store tab til følge.

Og som skrevet, så fortsætter udbytningen af populærmusikkens kunstnere stadigvæk. Vi har stadigvæk sager med politiske kandidater (fx Trump) der hæmningsløst bruger kunstneres sange i deres kampagner – uden at betale for det og uden at lave aftaler med kunstnerne. Vi har streamingtjenesternes underbetaling af kunstnerne. Og så har vi i den lidt tyndere ende reklamebranchens og filmindustriens ofte (andet end økonomisk) ubegrundede brug af populærmusik.

I går aftes oplevede jeg et lille eksempel. Med et halvt øje så jeg lidt af filmen Kapring på åbent hav (Under Siege) fra 1992. En tyndbenet action-film med Steven Seagal og Tommy Lee Jones med en ganske utroværdig historie om en flok uhæderlige militærfolk, der kaprer et atombevæbnet krigsskib. En af den slags populære film, der dyrker eneren (her Seagal som degraderet elitesoldat, der arbejder som kok på krigsskibet), der ordner ærterne i en fortælling, der sælger amerikanske “værdier”.

Men som bekendt har en film også en lydside. Et lydspor eller sound track. Det meste af lyden eller musikken skyldes en vis Gary Chang (i følge den seriøse filmdatabase imdb.com), men mit øre fangede også tonerne af Jimi Hendrix’ “Voodoo Child (slight return)” og “Star sprangled banner”. Den kunstneriske begrundelse (hvis en sådan findes..) for at bruge Jimi Hendrix er, at skurkene (især Tommy Lee Jones’ William Strannix, der fremstilles om en desillusioneret militærperson, hippie og rockertype) fremstilles som revolutionære. Men mest af alt bruges Hendrix’ klasssiske stykker som letkøbte effekter til dramatiske handlingsforløb på skærmen. Og det er i mine øjne og ører misbrug af kulturarven, uanset om der er betalt royalties eller ej.

Donald Trump nægtede at deltage i Joe Bidens indsættelse som USAs præsident. Det gjorde Bernie Sanders ikke. Han kom, iført mundbind og et par strikkede vanter af en slags, der var moderne for 50-60 år siden. Han deltog i ceremonien, og så alligevel måske ikke helt.

Bernie kom og satte sig lidt for sig selv på en af den sikkert umagelige klapstole, der var stillet til rådighed. Og hans tilstedeværelse har fået stor opmærksomhed, næsten mere end præsidenten selv. Og på de sociale medier er billedet af ham siddende på stolen med armene over kors og lidt for sig selv blevet, hvad man i some kalder et “meme“, et allestedsnærværende tegn, der på samme måde som hashtags og andre virale begivenheder løber som løbeild gennem some. Men er der mere i det?

Den aktivistiske, samfundskritiske journalist Naomi Klein opstiller fem bud på, hvordan Bernie Sanders happening (der fra hans side bestemt ikke er tænkt som sådan…) kan fortolkes:

1. Vanterne som en forbehold, der siger: “Lad os se, hvad du (Joe Biden )faktisk gør, så kan vi snakke om enighed til den tid”.
2. Vanterne som en ulden advarsel om, at det vil få konsekvenser, hvis ikke Biden/Harris får begyndt en reel transformation af den amerikanske tilstand.
3. Bernie er blevet de liberale demokraters yndling, så længe han nøjes med at låne sine vanter ud (hvilket han gjorde til en sundhedsmedarbejder, der frøs om fingrene) og holder sine vanter fra deres donormillioner…
4. Vanterne er et tegn på street cred, dvs. vanterne henviser til en virkelighed, der ligger uden for den virkelighed af overklasserigdom osv., som præsidentindsættelsen også er. Vanterne henviser til den normalitet, som bør være politikens udgangspunkt.
5. “Inden Gaga havde sunget nationalmelodien (i en guldmikrofon…) og inden Biden havde sagt “enighed” ni gange og “forene” tre gange som tilføjelse, fløj Bernies vanter rundt på internettet. I løbet af få timer var han blevet photoshoppet ind i tusindvis af kendte billeder, blevet klippet ind i film og var blevet et hit alle steder, hvor noget kan blive et hit.
   Det er vigtigt at forstå at dette ikke har noget med Bernie at gøre – på anden måde end at Bernie er Bernie på den eneste måde, han er det på. Som meget af hans historiske 2020-kampagne var vanternes symbolske styrke effekten af ‘os’ i ‘ikke mig, os’, en decentraliseret bevægelse af bevægelser, der repræsenterer tusindvis af græsrodsorganisationer og millioner af stemmer, og som står for politik, der bliver støttet af et flertal af demokratiske stemmer, i følge mange meningsmålinger, men som stadigvæk afvises af den demokratiske elite. Medicare for all, Green New Deal, fjernelse af studiegæld, gratis universitetsstudier, skat på formue og meget mere.
   På Bidens store dag gav den bevægelse, der repræsenterer den politik og de værdier global mening ud fra et par gamle vanter. Fordi den kunne gøre det. Det var en venlig lille gestus med et knap-så-venlig underliggende betydning. Vi er her stadigvæk, sagde den. Ignorer os og vi vil ikke sidde nær så roligt næste gang” [Min fordanskning af Kleins tekst]

Go’e gamle Neil Young ligger ikke på den lade side. Han fortsætter ufortrødent med at bringe sine arkiver op til overfladen. Ikke kun via sin fine arkivside, men også i fast form. Således udsender han d. 26/1 Way down in the rust bucket, der er en dokumentation af Youngs og Crazy Horses koncert på The Catalyst, Santa Cruz, d. 13. november 1990. Og man får det hele i både lyd og billed (vinyl/CD/DVD). Og prisen er derefter.