Shine børnekoret fra Portland forsøger at forene musikalsk skoling med kontemporær musik. Man lægger vægt på, at børnene etablerer venskaber med hinanden, får større selvtillid og ikke mindst har det sjovt med hinanden. Her optræder de ved korets forårskoncert i 2013, og det er Talking Heads'”Don’t worry about the Government” (fra albummet ’77). Det lykkes meget fint for koret, synes jeg. Tak til Werner for linket.
Så nåede vi så langt. Exit præsident Trump. Og ind i stedet: Joe Biden. En meget formel ceremoni for præsidentens indsættelse er løbet over skærmen. Og en meget stram og styret begivenhed. Ikke kun på grund af coronasituationen og sikkerhedsniveauet efter angrebet på Capitol Hill tidligere på måneden. Men også fordi sådan er en præsidentindsættelse. En meget nationalistisk, selvsmagende begivenhed, hvor der ikke er plads til sprækker i facaden, humor eller ironi. Og som sådan forstemmende og lidt skræmmende.
Men på trods af overfladiskheden og den bevidst anstrengte ceremoni, så sneg der sig alligevel noget andet ind. Først sang Lady Gaga, der har sicilienske rødder, nationalsangen – i en lidt anden taktart end den konventionelle. Dernæst sang Jennifer Lopez, puerto ricaner, Woody Guthries “This land is your land”, som Guthrie lavede i protest mod Irving Berlins “God bless America” og skabte på grundlag af en melodi, som Carter Family havde lavet, og en revideret tekst, der mere fokuserer på det folkelige end på det nationale. Og på den måde fik ‘det andet Amerika’ også sat sit lille beskedne fingeraftryk på ceremonien. Og man kan kun håbe, at det giver løfte om en mere folkelig politik under Biden.
Som de seneste par dage, så kom jeg lidt for sent op. Fristelsen til at slå vækkeuret fra og snuppe en halv time mere tog over. Men heldigvis er min sovekammerat, hunden, med på at vi trækker den lidt – bare han så kommer ud, så snart jeg har fået tøj på og inden kaffen skal indtages. Og i dag ventede en luftningstur i regnvejr. Men som bekendt findes der ikke dårligt vejr, kun dårlige klæ’r. Så af sted gik det, hen over våde græsplæner, gennem store vandpytter og under dryppende træer. For vinteren har sluppet sit greb om vores biotop, i hvert fald indtil videre, og sne og is er byttet ud med mildere vinde og altså vand.
Hundeluftningen er nærmest blevet rituel her i casa. Når vi kommer hjem, skal hunden tørres i et håndklæde. Våd hund i møblerne er uønsket. Og han elsker den proces, og han bliver blød og lækker af en tur med håndklædet, og kvitterer med en lille legeøvelse, der består i, at han løber alt hvad han kan gennem lejligheden. Og det er noget af en kunst, fordi vi her i casa roder temmelig meget. Men det ignorerer han og gennemfører sit stunt med forbløffende tempo og energi.
Bagefter venter så havregrynene og kaffen. Og i dag er stemningen præget af lidt træthed. Hvordan man føle sig lidt træt, når man har sovet (for) længe og har gået en frisk tur, er lidt af en gåde. Men måske hænger det sammen med denne særlige dag. Coronaen som vi kender den (Covid 19) er igen på retur, de centrale, statistiske tal er på retur. Til gengæld ved vi ikke, hvad den britiske mutationsvariant B117 har i vente til os. Tager den bare over efter Covid 19, og er vi så lige vidt? Hvem ved!
Og i dag tager President elect Joe Biden omsider over efter Donald Trump. Men det er som i eventyrene at ligne med afhugning af dragens hovede. Kroppen er der endnu og der vokser nye hoveder ud. Eller som Trump selv har gjort opmærksom på, så er den bevægelse, han har stået i spidsen for, kun lige begyndt. Sagt på en anden måde, så kan det godt være, at vi slipper for Trumps Twitterpolitiseren og hans uforudsigelige handlen, men Joe Biden og hans folk overtager et samfund i store problemer. Demokratiet er et skindemokrati, utilfredsheden med the establishment er større end nogensinde, uligheden er bare vokset og vokset, racismen har under Trump vist sig at være lige så udpræget som den har været i årtier i USA, økonomien er trængt på det globale marked, klimapolitiken skal genstartes med gevalt og så videre. Joe Biden får ikke tid til at overveje sit otium lige med det samme. Trump er væk, men trumpismen lever i bedste velgående.
Jeg læner mig tilbage i min gamle Børge Mogensen-skrivebordslænestol og løfter kruset med den varm kaffe til læberne. Trætheden fordamper lidt med den første koffein. Kom an onsdag.
Countrymusikkens ukronede dronning, Dolly Parton, fylder 75 år i dag. Hun kan det hele. Synge, skrive sange, give velbesøgte koncerter, have sine markante meninger og se ud, som hun synes, hun skal se ud. What’s not to like, som de siger, hvor hun kommer fra.
[Foto lånt fra denne side]
I dag for 100 år siden kørte de første pølsevogne ud i København. Det var fast food længe før nogen gav den varme pølse med brød og sennep det navn. Og danskerne kunne lide de små vogne (der med tiden voksede til små madtempler med alskens mad på menuen), og i løbet af tresserne og halvfjerdserne nåede kunne man tælle ca. 700 stk. på landsplan. Og selv om vognene har fået konkurrence fra etniske specialiteter som fx kebab og shawarma, så er de her endnu. Selv om prisen er en ganske anden. Velbekomme.
Pladeproducer, musiker, sangskriver og morddømt, Phil Spector, døde forleden af coronarelaret sygdom, 81 år gammel. Ser vi bort fra hans triste endeligt som tugthusfange, så var han uden diskussion en af de mest indflydelsesrige pladeproducere, som populærmusikken har set. Især hans opfindelse af den såkaldte “Wall of Sound” fik stor betydning for pladeproduktionen i (især) tresserne. Og navnene på kunstnere, der gerne lod sig betjene af den alt andet en medgørlige producer er alenlang. Fra pigegruppen Ronettes i tresserne (se foto ovenfor) til Leonard Cohen, John Lennon, Beatles, George Harrison, Dion,Ike & Tina Turner og Ramones. Blot for at nævne nogle få stykker. Jeg har forsøgt at finde en komplet liste over hans meriter, men det er (endnu) ikke lykkes.
Jeg blev født i starten af 1950’erne. Og voksede op i tresserne. Det betød, at jeg var der, da rock and roll kom til. Genrenavnet opstod i 1954, det år, hvor Elvis Presley udsendte sine første singleplader (“That’s all right”, “Good Rockin’ tonight” og “Milkcow blues boogie”). Året efter kom Little Richard og “Tutti Frutti”. Og med tresserne kom The Beatles og alt, hvad dette epokegørende årti førte med sig, musikalsk og på anden vis. Jeg blev teenager i det årti, og ved starten af halvfjerdserne kom jeg i gymnasiet og fik for alvor glæde af min grammofon. Mange af mine lommepenge (det var ikke mange…) gik til udvalgte plader, som jeg har endnu. Halvfjerdserne faldt sammen med mine tyvere og jeg brugte megen tid på at følge med i, hvad der rørte sig inden for det, man nu med en sammenfattende betegnelse kaldte rock. Samtidig med min formelle uddannelse, fik jeg en musikalsk dannelse så at sige – som interesseret, engageret lytter. Så sammenfattende synes jeg, jeg har været heldig og haft mulighed for at opleve en enestående musikalsk udvikling inden for populærmusikken. En udvikling, som det efterfølgende årtier har som uomgængelig forudsætning. Firserne, halvfemserne, O’erne har – alt andet lige – været bonusårtier. Selv om der er kommet megen god musik i de årtier – for det er der – så kommer den periode ikke i nærheden af de første tre formative årtier. Jeg synes, jeg har været heldig i dette særlige lotteri.
https://www.youtube.com/watch?v=0tlbG2nlceo
Årets første anbefaling gælder meget passende esbjergensiske Big Sky Country og deres tredje album Autumn of Love. Meget passende, fordi jeg, sidst jeg anbefalede gruppen her i bloggen, udnævnte den til at være en af mine personlige favoritter blandt tidens rockbands. Og sådan er det stadigvæk, og måske endda i endnu højere grad end tidligere i kraft af den nye plade.
Den første sang på pladen hedder “If the Muse runs dry” – Hvis musen tørrer ud, kunne man fordanske det til – men, når man har lyttet til pladen i sin helhed, er man ikke bekymret for at inspirationens kilder skulle tørre ud. Snarere har man en fornemmelse af, at den muse, der har leveret inspirationen til musikken på Autumn of Love er fuld af ideer og musikalske indspark. Og det hænger sikkert sammen med, at Big Sky Country – og ikke mindst sangskriver Philip Skovgaard – som jeg tidligere har fremhævet og understreget ved, hvad musen trækker på i rockens tradition.
Albummets titel afslører det også indirekt. Autumn of Love spiller selvfølgelig på Summer of Love, den sommer i 1967, hvor der skete et nybrud i verden, som vi måske endnu ikke helt har forstået, hvor ikke mindst ungdommen under slagord som “fred”, “kærlighed”, “forståelse” osv. satte verden i bevægelse på en hidtiil uset og uhørt vis. Skovgaard kommer ind på denne forbindelse i pladens Liner Notes, hvor han trækker en forbindelseslinje fra dengang for 53 år siden og den nye, sociale situation, vi befinder os i nu. Om parallellen holder, skal jeg lade være usagt og lade stå åben (vi får se…), men der er ingen tvivl om, at Big Sky Country står ved den musikalske gæld og arv fra den tid og årene derefter.
Skovgaard peger helt konkret på lokationen Laurel Canyon, hvor nogle af de bedste af datidens sangskrivere og musikere slog sig ned og skabte musik, der den dag i dag inspirerer og farvetoner megen sangskrivning. Og Big Sky Country går endda så langt som til at genindspille en sang af selveste Scott “San Francisco (Be sure to wear flowers in your hair)” McKenzie fra dennes debutalbum The Voice of… (1967). Og Philip rejser spørgsmålet, om det er muligt at længes efter noget, man ikke selv var en del af, hørte eller så – dengang?
Hertil er svaret ganske enkelt: Selvefølgelig er det det. Som T. S. Elliott bemærkede om forholdet til traditionen (i digtekunsten, men det kommer ud på det samme…), så står kunstnerne på skuldrene af deres forgængere. Først når man vedgår sig arv og gæld fra “de gamle” kan man for alvor løfte sin kunst op til noget, der er værd at beskæftige sig med. Og sådan er det også i rocken. De bedste navne – Beatles, Dylan, you name them – står ved, at de har suget til sig af forgængerne i faget. Og Big Sky Country føjer sig helt naturligt til den bevægelse.
Og netop inspirationen fra før muliggør også, at man kan udvikle sig. Og sådan er det også med Big Sky Country, der på den nye plade har fundet et udtryk, der både er genkendeligt, men også har fået en ny enkelhed og følsomhed. Sangene er, som tidligere, af høj kvalitet med indsmigrende melodiøsitet og forførende lethed. Og der er fokus på en overvejende akustisk folk-singer-songwriter-lyd, der fortæller noget om, hvor inspirationen denne gang især er kommet fra, men måske også er et tegn på, at Big Sky Country for alvor er ved at finde formen, det stilleje, hvor bandet føler sig hjemme og hvor musen kan få frit spil.
Skovgaard slutter af med at citere Robert Hunter – sangskriver for Greatful Dead og samarbejdspartner for bl.a. Bob Dylan: “Let there be songs, to fill the air”. Og Big Sky Country lever med den nye plade op til den opfordring. Ti sange, der godt kan stå for sig selv, men som bedst folder sig ud som en helhed, på en plade, der kommenterer verden skæve gang og drømmer om en ny Summer/Autumn of… for musikken og menneskeheden. Hermed varmt anbefalet.
Big Sky Country. Autumn of Love. Produceret af: Philip Skovgaard. 10 Fingers. Er endnu ikke udkommet, men kan forudbestilles her.
Også to andre stilsikre bands udkom på denne dag for et halvt århundrede siden. Texas-trioen ZZ Top fik deres første plade på gaden. Og titlen var et vink om, at der ville komme flere fra den kant. Frem til indspilningen af pladen havde ZZ Top spillet på de lokale vandhuller, og det var med et ønske om at omsætte liveerfaringerne til en plade, de gik i studiet, uden dog at se skævt til det nye indspilningsgrej, der var begyndt at dukke op i studierne. Og sådan blev det. Uden at sælge stort lagde ZZ Top fra land med en plade, der viste, hvad de indeholdt og hvad fremtiden ville bringe.
Også Mountains hård rock-pionerer var ude med en plade på denne dag, bandets andet studiealbum Nantucket Sleighride, som skulle forsøge at leve op til Climbing! fra 1970. Det lykkedes, for så vidt som pladen nåede lige så højt på hitlisten og indkasserede en guldplade.
Little Feat pladedebuterede for halvtreds år siden, og viste med debutalbummet, hvilken stil de havde og ville rendyrke de næste otte år, frem til den første opløsning af bandet efter bandleder Lowell Georges alt for tidlige død. Kendetegnende for Little Feat var et tæt samspil og nogle rigtig gode sange, som ofte havde Lowell George og Bill Payne som ophavsmænd.
Som jeg husker det, så var Little Feat fra starten mere kult end mediedarlings. Og i rockprogrammerne på program 3 i DR blev det lille, tætte band dyrket meget af datidens progressive rockjournalister (Hans Otto Bisgård, Ole Reitov m.fl.). Og jeg var fan fra første dag.
Og denne gang gik det ud over Syl Sylvain, guitaristen i The New York Dolls. Sylvain blev 69 år, og havde de sidste to-tre år haft en kræftsygdom. Som Rolling Stone fortæller, så byggede Sylvain bro mellem punk og glam rock med sine markante riffs og satte sit vandmærke på især gruppens to første album, hvor han også bidrog til sangskrivningen og spillede piano.
Og så ramte leen også bassisten Tim Bogert, der var en af grundlæggerne af det psykedeliske rockband Vanilla Fudge og senere blev en tredjedel af Beck Bogert, and Appice. Trommeslageren og den livslange ven Carmine Appice siger i forbindelse med dødsfaldet: ““Tim was a one of a kind bass player. He inspired many, many bass players worldwide. He was as masterful at shredding as he was holding down a groove, and Tim introduced a new level of virtuosity into rock bass playing. No one played like Tim. He created bass solos that drove audiences to a frenzy every time he played one. And he played a different solo every night. He was the last of the legendary Sixties bass players.”
Bogert blev 76 år og dødsårsagen var også en kræftsygdom.
https://www.youtube.com/watch?v=zBtKYBKg_yU
Ja, kaptajn Bøfhjerte døde d. 17/12-2010, men ville være blevet 80 i dag. Og han er savnet. Ikke mindst fordi der er så få avantgardister i rocken. Og avantgardist var han helt ind i marven. Et barn af den avantgarde, der slog igennem i kunsten i starten af det tyvende århundrede med dadaisme, surrealisme, beatpoesi og meget andet. Hvor finder vi hans lige i dag?
https://www.youtube.com/watch?v=G0d0rsW9p3I
Jeg er så gammel, at jeg kan huske dengang, det blev acceptabelt at sige “du” til voksne mennesker, fx til sine lærere i folkeskolen. Som jeg husker det, så gik overgangen relativt glat. Og den nye tiltalemåde blev nærmest opfattet som et naturligt led i en ligestillende, demokratiserende udvikling. Selv om der – selvfølgelig – var nogle mennesker, der insisterede på at blive tiltalt “De” og at tiltale andre på samme måde.
Jeg kom til at tænke på dengang forlede, hvor jeg var ude at lufte min hund som jeg plejer. Og ved en fodgængerovergang i nærheden af min bolig gled jeg i noget is og landede på siden i en lille vandpyt. Jeg slog mig heldigvis ikke særligt, men en ung dame på cykel (en af de her moderne ladcykler med plads til børn) standsede op og spurgte “Er De ok?”. Hvilket jeg kunne bekræfte. Samtidig med, at jeg tænkte, at nu var jeg blevet en ældre herre (nej, gammel!), siden en ung dame kunne finde på at tiltale mig på den måde. Og medens jeg gennemblødt vandrede hjemad med hunden for at få noget andet tøj på, kunne jeg så filosofere lidt over, hvad det mon var der udløste den tiltale? Sikkert det grå hår og det grå skæg.
Apropos hunde
https://youtu.be/hHTOJZzEEYo
Ja, jeg bliver nødt til at markere Uschi Nerkes 77-års dag. For på linje med Jørgen Mylius og andre programmedarbejdere på Danmarks Radios program 3, så var Uschi Nerke som forgrundsfigur i det her ofte omtalte tyske musikprogram Beat-Club en vigtig formidler af tidens musik i tresserne og de tidligee halvfjerdsere. Her er hun i en optagelse fra dengang, hun fyldte 75, og fortæller om sin baggrund som arkitekt, om alle tilbuddene fra Playboy, som hun sagde nej til osv. En herlig kvinde.
Måske skyldes sneen, der er faldet i dag, og den tilhørende kulde, kombineret med coronaisolationen og strømmen af nedslående nyheder fra nær og fjern. Men i hvert fald er jeg lige nu til let pop. Og så er der jo ikke langt til et genhør med Carpenters. Her tager søskendeparret energien og saften ud af Beatles’ “Ticket to Ride”. Til gengæld får vi Karen Carpenters uforlignelige stemme, der kan kompencere for meget på sådan en grå og snevåd dag.
