Det er 150-årsdagen for den polske marxist, filosof, økonom, pacifist og revolutionære socialist Roza Luksenburg, bedre kendt som Rosa Luxemburg. Sammen med Karl Liebknecht dannede hun det pacifistiske Sparkatusbund som en reaktion på det tyske socialdemokratisk involvering i den første verdenskrig. Spartakistforbundet blev siden hen til det tyske kommunistparti. I slutningen af første verdenskrig var spartakisterne med til at starte novemberrevolutionen, der var ansporet af de elendige leveforhold, som almindelige tyskere havde. Oprøret blev dog nedkæmpet af regeringen og i den forbindelse blev Rosa og Karl likvideret på brutal vis af det regeringsfinansierede paramilitære Frikorps. Omstændighederne omkring Luxemburgs og Liebknechts død har siden været genstand for debat og kritik blandt historikere og teoretikere.
Med til billedet af Rosa Luxemburg hører også, at hun som filosof og teoretiker forholdt sig kritisk til såvel det reformistiske socialdemokrati som leninismen. Det har gjort hende til en omstridt figur på den europæiske venstrefløj, men også til en helte- og martyrskikkelse.
Ja, i dag fylder Jørgen de Mylius eller Jørgen Mylius, som han bare kaldte sig engang, 75 år. Og det skal selvfølgelig noteres. For Mylius blev ved tilfældighedernes spil og gunst den person, der fik rollen som formidler af efterkrigstidens ungdommelige toner – rock and roll, beat og pop. Han var datidens svar på nutidens influencere, selv om begrebet heldigvis ikke eksisiterede dengang. Men det var i hans programmer – Efter Skoletid ikke mindst – vi unge fik mulighed for at høre musik, der ellers var svær at få fat på. Mylius’ styrke var – og er nok – at han mest fokuserede på det populære, det underholdende. Da tiderne skiftede omkring 1970 og ungdommen blev mere end almindelig oprørsk og oven i købet og ligefrem politisk, så trak Mylius lidt følehornene til sig og overlod det til yngre generationer af radiojournalister. Jovist spillede han noget af den rebelske musik, men hans hjerte bankede for poppen. Og det førte ham over i fx melodigrandprixprogrammerne.
Men trods alt: Tak fordi du var der, da der var brug for det. Tak fordi du sørgede for, at nogle generationer af unge fik musikken ind med dampradioen. Og lykke og held de kommende år.
Trombonisten, bassisten og jazzbandlederen Chris Barber er død i en alder af 90 år.
Sammen med Kenny Ball og Acker Bilck var Barber fra 1950’erne og frem med til at holde liv i den traditionelle jazz. Og senere var han sammen med Lonnie Donegan med til at bane vejen for rock-and-roll i Storbritannien i form af skifflemusikken. Barber spillede bl.a. med på Lonnie Donegans store hit “Rock Island Line”.
Han havde også en finger med i fremkomsten af den britiske R&B, idet Alexis Corner trådte sine musikalske barnesko hos Barber, inden han startede sit indflydelsesrige Blues Incorporated.
Barber omgikkes stort set alle i britisk musikliv og var respekteret og anerkendt at stort set alle. Med til billedet hører også, at han i en periode bestyrede in-stedet The Marquee Club i London, hvor alle de store navne – fra Beatles over Stones osv. – kom, enten som gæster eller som optrædende.
I sine sidste år led Barber af demens og han trak sig fra musiklivet i 2019, men hans jazzband fortsætter under hans navn.
Det ligner næsten en pudsig tilfældighed. Nogenlunde samtidig med, at Bob Marley & the Wailers har fået genudgivet deres albums i en boks, så dør den sidste af the Wailers grundlæggere, nemlig Bunny Wailer (egl. Neville O’Reilly Livingston) i en alder af 73 år.
Bunny voksede op sammen med Bob Marley og i 1963 dannede de sammen med Peter Tosh the Wailers og fik allerede i 1965 deres første album ud. Men først i starten af halvfjerdserne, da the Wailers fik kontrakt med det store Island Records skete der for alvor noget. Der kom flere medlemmer til i gruppen, og Jimmy Cliff havde banet vejen for reggaemusikken hos et vesterlandsk publikum. Og gennembruddet kom i 1973 med albummet Catch a fire, der blev fulgt op af Burnin’ med Marley-hittet “I shot the sherif”, som Eric Clapton var med til at gøre populær. Bunny forlod sammen med Peter Tosh the Wailers allerede i 1974 for at fortsætte sin egen karriere. Men han havde da været flittig sangleverandør til Bob Marley.
Indtil videre har jeg bakket op om myndighedernes – regeringens – på eksperters hvilende coronastrategi. Selv om den ikke har været hævet over kritik (og jeg tænker ikke her på “blå bloks” konstante kværulanteri og krav om større åbning), så synes jeg, den trods alt har formået at holde smitten i ave og dermed forhindre alvorlige indlæggelser og død, hvilket må være det væsentlige. Og i sammenligning med mange andre lande, så er Danmark indtil videre sluppet nådigt med hensyn til antal døde og andre alvorlige følger af denne viruspandemi.
Men i går var det som om statsministeren fik sin berømte makrelmad med agurk galt i halsen. For det første kom hun med den tanke, at Danmark skulle producere vacciner sammen med den israelske stat. Argumentet gik på, at førsteprioriteten var at sikre vaccineleverancer til dansker i den kommende tid, og at denne leverance var usikker i EU-regi. Men det er et argument, der står helt isoleret i den politiske kontekst. Hvor meget end Frederiksen og regeringen ønsker det, så kan vi ikke se bort fra, at den israelske stats dagligt krænker menneskerettighederne i de besatte områder og oven i købet nægter palæstinenserne adgang til vaccine. Vi bør tage afstand fra Frederiksens idé og hendes ønske om at gå enegang i vaccineprojektet, oven i købet sammen med Østrig, et af de mest højreorienterede lande i EU. Dertil kommer, at Frederiksen åbenbart helt har glemt, at hendes forgænger i embedet, Helle Thorning Schmidt var den, der planlagde nedlæggelsen af en dansk vaccineproduktion og salget til araberne for sølle 18 millioner kroner. I stedet for at flirte med israelerne burde Mette Frederiksen seriøst overveje at retablere en dansk produktion på dansk grund, for på den måde ville hun kunne nå sit mål, en fremtidig sikring af den danske vaccinedækning.
Sagen om den israelske vaccineproduktion afslører måske også noget andet. Nu har statsministeren i godt og vel et år ført en strategi mod corona, der har udgjort en restriktiv begrænsning af borgernes frihedsrettigheder m.m. Blandt andet er det gået ud over forsamlingsfriheden, der jo er en hjørnesten i den danske demokratimodel. Og statsministeren har gjort det med rod i grundloven, der åbner mulighed for sådanne begrænsninger, når det gælder befolkningens tarv. Og spørgsmålet er måske, om den førte politiks “friheder” har givet statsministeren smag for udvidede magtbeføjelser. Hvis man kan sætte parentes om den zionistiske stat Israels kritisable behandling af palæstinenserne for at sikre dansk vaccineleverancer, så kan det godt opfattes som udtryk for magtfuldkommenhed.
Og en anden ting bærer ved til dette bål. I går kunne statsministeren også melde ud, at hun ikke så noget problem i at tvangsteste borgere i nogle af de særligt udsatte områder (Voldsmose, Københavns vestkommuner osv.), hvis disse modsatte sig test. Her forsvandt ethvert demokratisk hensyn! Det er muligt, at man i nogle udsatte områder har særlige problemer, fordi kommunikationen mellem myndigheder og borgere ikke har fungeret, på grund af særlige, kulturelt bestemte familieforhold og sociale omgangsformer og så videre. Men det udelukker jo ikke, at man så vidt muligt skal forsøge at bruge demokratiske metoder, ikke mindst oplysningsstrategier, til at overtale evt. skeptiske borgere til at være med i bekæmpelsen af coronaen. At foreslå en tvangstest er virkelig at få makrelmaden galt i halsen – sådan rent demokratisk-politisk.
Ja, 10 store, markante hits. Solide sager, og så var det alligevel “bare” coverversioner (“bare”, fordi der er tale om originale versioner med hver deres særpræg og appel). Men sjovt at erfare, at Animals, Manfred Man, The Hollies, Herman’s Hermits osv. alle gik på hugst. Og bemærkelsesværdigt er det også, at det stort set i alle ti tilfælde er sorte kunstnere, der må se deres originalversion “stjålet” eller “lånt”. Blot endnu en understregning af, at rocken og poppen i tresserne stod på skuldrene af sorte kunstnere. Ikke kun fra the blues, men i det hele taget.
Nationalteaterne blev dannet i 1968 som del af den svenske progg-bevægelse og udviklede sig til en slags pendant til danske ensembler som Solvognen, Jomfru Ane Teateret og Røde Mor. Teateret blev opløst i 1993, men rockbandet spiller fortsat og har været rugekasse for mange kendte svenske navne, fx Totta Näslund og Ulf Dageby. Som de danske pendanter var Nationalteatern et venstreorienteret foretagende, der var en del af datidens ungdoms- og studenteroprør og udtrykte deres politiske holdninger i teaterstykker og musik. De blev meget populære i Sverige og fik også en del fans her i landet.
Svt2 viser den kommende tid (første gang på fredag) en todelt dokumentarfilm om Nationalteaterns historie under titlen Vi er barn av vor tid.
For nylig landede et ubemandet fartøj på Mars, udstyret med alskens moderne isenkram til indsamling af informationer og materier på den røde planet så langt ude i himmelrummet, i udkanten af det univers, vi kan opleve noget af med det blotte øje.
På Kúlus debutalbum Lucidity mødes vi på coveret af en austronautlignende person, der befinder sig et sted med en bevoksning, som vi kun kan genkende som jordisk. Og Lucidity kan godt opfattes og opleves om en pendant til Marsprojektet, blot er det ikke det ydre rum, der skal udforskes, men snarere det jordiske liv, eksistensen i vores virkelighed i denne tid. En eksistens, der – hvis vi forsigtigt tager Daniel Buckwalds tekster til indtægt – beskriver et liv præget af fremmedgjorthed, udsathed og søgen efter mening. Som et eksempel kan man tage teksten til et af albummets lange numre “Stranger”, hvor netop distance, fremmedhed, fortabthed og søgen kan læses ind i beskrivelse af oplevelsen .
STRANGER
I can see the hands of my Stranger Still feel the touch of my Stranger A stranger that I used to know I can hear the words from my Stranger Still remember the words from my stranger Words that I used to trust Entering the marshland Searching for dryland Drowning where I stand Nothing left to enhance She’s only skin and bones in my anger Used to be my trust, lust and anchor And anchor that I used to trust I’m the assailant voice Hurting my stranger I’m in the marshy lands Placed by my stranger Entering the marshland Searching for dryland Drowning where I stand Nothing left to enhance Searching for a better man Running for a better land A place for me to better stand But I’m Entering the marshland
Jeg skal ikke forfølge en bestemt læsning af Buchwalds tekstunivers, men blot konstatere, at de tidstypisk tematiserer et liv og en verden, vi befinder os i, hvor netop fremmedgørelse, søgen, melankoli og forstemthed sætter dagsordenen for oplevelsen af og tilgangen til livet. Man genkender i øvrigt til delss Buchwalds teksttemaer fra hans arbejde i bandet Deerborn, som jeg tidligere har anbefalet.
Lucidity hedder pladen, og det betyder klarhed i syn og tanke. Og måske skal man forstå det derhen, at det er musikken , der med sine strukturer, variationer og helheder skaber en form for orden i det eksistentielle kaos, som teksterne alt andet lige fremstiller for lytteren. Sådan vil jeg i hvert fald gerne forstå albummets titel. Og sådan er det jo med kunst, det er formen, der skaber betydningen.
Og musikken er meget varieret på pladen. Bandet er allerede blevet stemplet “støjrock” og “postrock”, og sammenlignet med fx War on Drugs. Og det skal alt sammen nok passe, men man kan også løfte blikket lidt og se, at Kúlu som historiske pejlemærker har fx David Bowies Berlintrilogi og Velvet Undergrounds jagt på den hvide lyd og alle de mellemregninger, der fra dengang og til i dag . En musikalsk strømning, der har haft sin styrke i udforskningen af musikkens mange muligheder og ikke i bestræbelsen på at ramme et stadigt vekslende mainstreamsegments popsmag.
Der lægges ud med den nærmest – set i konteksten – balladeagtige “Ghost”, der løftes frem af sanger Dennis Winterskovs sagte, nedtonede stemme, som ligger på et skrøbeligt lag af lydflader, der langsomt får mere bund og struktur. På “Biggest Tone” skrues der op for udtrykket. En ligefrem, pågående rocksang, der bliver drevet frem af Kashmir-trommeslager Asger Techaus spil og Winderskovs dansende sang. Det er poprock med strejf af Depeche Mode og deres afkom. Og på “Grandees” får den en tand til. Igen står trommerne frem i lydbilledet, men de får fint mod- og medspil af ringlende guitarer og Winderskovs sang, der udfolder sig mere.
Og sådan fortsætter det over i alt otte relativt lange ( ca. 5 minutter) sange, der alle er særdeles formstøbte, gennemarbejdede rocksange. Støj- og post-rock, ja, men først og fremmest vellavede, afrundede rocksange med henførende melodier og komplekse arrangementer. Egentlig ganske klassiske rocksange bemærker man ved gentagne lytninger. Og det er måske i virkeligheden det overraskende ved Kúĺus debut: Bandet genopfinder den klassiske rock – iført noget af post- og støjrockens fjerdragt. Hermed varmt anbefalet.
Kúlu. Lucidity. Producer: Kúlu. Celebration Records. Er udkommet.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
