juni 2021 arkiv

« Nyere juni 2021 indlæg

Skjoldhøjkollegiet version 2.0

7. juni 2021

I en af dagens aviser kan man læse om Skjoldhøjkollegiet. Om dårlig økonomi og mangelfuld vedligeholdelse – og om en mulig, delvis kondemnering af kollegiet.

Det sendte mig tilbage til 1973, hvor dette kollegie i Brabrand lige var blevet færdigbygget og hvor jeg flyttede ind i et af værelserne ( i nr. 45), på samme opgang som Steffen Brandt (TV-2). Også dengang var der problemer med økonomien. Inden året 1973 var gået, blev der varslet voldsomme huslejestigninger. Hvilket resulterede i en såkaldt “huslejeboycot”, hvor lejerne indbetalte deres husleje på en spærret bankkonto, der først ville blive åbnet, når ejerne havde bøjet sig for protesterne. (Det fik dog mig til at forlade kollegiet og flytte ind i en billigere (!) 1-værelses lejlighed i Gellerupparken).

Jeg vendt senere tilbage til Skjoldhøjkollegiet efter nogle års rastløs boligjagt i Århus, og jeg var heldig at få en af de dengang eftertragtede 1-værelses kollegielejligheder med eget bad og eget te-køkken (i nr. 145).

Jeg valgte at flytte ind i Skjoldhøjkollegiet i ’73, fordi det var et af de kollegier, hvor der var eget bad. Det var noget, der betød rigtig meget for mig, der siden jeg var tolv havde vænnet mig til et dagligt brusebad.

Og det var en god oplevelse af flytte ind i betonen. Et godt stort værelse med en stor seng, skrivebord, en lænestol, et mindre bord og lille hylde. En fin udsigt til en stor græsplæne. Orange bus til det centrale Århus hver time. Og så en masse friske, søde og meget forskellige unge medbeboere (hende der indførte mikro-makro-mad og lakridste til fællespisningen, ham den sindslidende med Mohawk-indianerfrisure og den lille hundevalp og alle de andre).

Og da jeg vendte tilbage, var det som at komme hjem. Søde medbeboere. Ordnede forhold med vaskeri, lille brugs, cafeteria og festsal osv.

Det vil være trist, hvis kollegiet ikke bringes tilbage til det, det var planlagt til at være i starten af halvfjerdserne.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Genya Ravan & Lou Reed – Aye Co’lorado

6. juni 2021

En lidt sjælden sag, hvor Lou Reed synger duet (eller rettere andenstemme) sammen med Genya Ravan. Fra hendes debutalbum Urban Desire (1978).

I denne sjældne video fortæller hun om sin baggrund:

I dag er hun 81, men har ikke helt droppet musikken, for hun præsenterer nu og da Steve van Zandts – alias Little Steven – radioprogram Underground Garage.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

50: Allan Toussaint – Toussaint

6. juni 2021

Sanger, musiker, producer m.m. Allan Toussaint havde været aktiv – også på plade – allerede i 1950’erne, men først i 1971 kom albummet – hans andet, det første kom i 1958 – med den korte titel Toussaint. Jeg husker, at den hang i vinduet hos pladebutikken Badstue rock (der stadigvæk eksisterer i bedste velgående med en ny ejer). Og i den butik plejede de at have styr på, hvad der var værd at lytte til, så derfor endte også denne plade i min samling, hvor de stadigvæk er.

Der er ikke tale om et album, der indtog hitlisterne. Ej heller et album, der fik kritikerne til at falde i svime. Men et album med en af de allermest indflydelsesrige musikere fra New Orleans. Hans sange er blevet fortolket af mange andre kunstnere, og som producer har han sat sit fingeraftryk mange steder, bl.a. hos vennen Dr. John (Mack Rebenack).

Allan Toussaint døde i 2015, 75 år gammel.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Aftenens filmoplevelse: Money Monster

5. juni 2021

Aftenens filmvalg faldt på Jodie Forsters fjerde spillefilm Money Monster (fra 2016). Og det var nok mere George Clooneys og Julia Roberts medvirken i hovedrollerne end selve titlen, der fik mig til at vælge den film. For sandt at sige, så er kombinationen af penge og filmunderholdning ikke altid faldet heldig ud i Hollywood. Er det overhovedet muligt for filmbranchen at forholde sig bare en smule kritisk til emnet “penge” (finansvæsen, kapitalisme osv.)? Og Julia Roberts havde jeg på nethinden efter at have genset hende i den fremragende Erin Brockovich, hvor hun netop spiller en kvinde, der tager kampen op med pengemænd.

Nå, men filmens plot er en blanding af kriminalfilm og tv-underholdning. Clooney spiller tv-studieværten Lee Gates, der står i forgrunden i programmet “Money monster”, der lever højt på at gøre finansielle investeringer til underholdning med dans og andre teatralske virkemidler. Gates har fingeren på den finansielle puls og lokker seerne til at foretage investeringer i aktier, der står til at stige i værdi på børsen.

Men en dag går det galt. Gates har slået et stor slag for aktier i et firma ved navn IBIS. Men modsat forventningen så styrtdykker firmaets aktieværdi og det ender med et tab på 800.000 millioner $ for investorerne. Og bedre bliver det ikke af, at firmaets øverste chef er sporløst forsvundet og har overladt den utaknemmelige rolle med at forklare tabet til PR-medarbejderen Diane.

Og skandalen bliver forøget ved, at en ung mand, Kyle, som har mistet alle sine penge ved investeringen, tiltvinger sig adgang til studiet og tager Lee Gates som gidsel. Og Kyle forlanger en forklaring på fadæsen, hvis ikke han skal skyde Gates eller lade ham springe i tusind stumper og stykker i den bombevest, han er udstyret med. Og uden for studiets kameraer og projektører sidder produceren Patty Fenn (Julia Roberts) og bliver tvunget til at sende gidseldramaet direkte til den store verden af seere.

Man kan sige, at Jodie Forster med ganske enkle, og til dels gammeldags midler – karaktertegningen og spændingsplottet – får etableret et enkelt, men ganske dækkende billede af den økonomiske situation, vi befinder os i her i begyndelsen af det nye årtusinde. Et billede, der ekkoer af den seneste finanskrise (2007-8) og diverse økonomiske skandaler (hvidvaskningsskandaler fx). Med Kyle som repræsentanten for den frustrerede borger og medieforbruger, en slags pendant til Occupy Wallstreet-bevægelsens individer. Og med den forsvundne firmadirektør som billedet på de langt hen anonyme og offentlighedsky finansielle bagmænd, der helst overlader det til andre at give svar på de opståede problemer. Og med Gates og Fenn som repræsentanter for tv-mediet, der fremstår som medløbere til den økonomiske situation og udvikling – indtil det punkt, hvor illusionen med et brister og afslører, at medierne ikke har noget tøj på.

Jeg skal ikke afsløre for meget af handlingsforløbet efter Kyles gidseltagning af Lee Gates, men det lykkes for Jodie Forster at få leveret et basalt budskab om, at finansielle, økonomiske kriser ikke skyldes tilfældigheder, fx at en digital algoritme har fejlet, men at disse kriser og deres økonomiske virkelighedsgrundlag ene og alene er resultatet af menneskelige handlinger. Og det er nok det bedste, man kan sige om Forsters film – ud over at den har nogle fine skuespilpræstationer.

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Crowded House er tilbage…

4. juni 2021

Et årti skulle der gå, inden australske Crowded House tog tråden op fra Together Alone i 1993 og Intriguer fra 2010. Men nu er de her så med Neil Finn i spidsen med Dreames are waiting.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Beatles i Indien

4. juni 2021

Hele to dokumentarfilm om the Beatles 1967-ophold i Indien er lavet. Den ene Meeting the Beatles in India kan ses på gathr.com. Den anden The Beatles and India har premiere den 6. juni i England.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Nabokanalerne kan, hvor DR tier….

3. juni 2021

Håkan Hellström, Lisa Nilsson, Rod Stewart, Nick Cave, Roger Waters, Chick Corea og meget mere. Hvor DR forsømmer sin public service-forpligtelse på musikområdet på DR1, der viser nabolandenes kanaler, hvordan man kan give seerne store musikoplevelser.

Skrevet i Musik | 2 kommentarer »

Paul McCartney og musikken fra dengang før rock and roll

2. juni 2021

Jeg læste en kommentar fra Paul McCartney, hvor han indrømmede, at han egentlig var mere inspireret af musikken fra før-rock-and-roll end rock-and-roll, som han (også) er dybt inspireret. Altså den musik, hans musikalske far dyrkede. Desværre har jeg ikke kunnet finde det klip. Men det dukker nok op.

Og jeg har det også lidt som McCartney. På den måde, at jeg – med alderen – er blevet mere modtagelig for den musik, som tidligere generationer dyrkede. Mine forældres generation , ikke mindst. Især traditionen for melodiske sange og gode sangere – af begge køn. Selv om jeg forsøgte – som ung – at bilde mig selv ind, at man sgu da ikke lyttede til Frank Sinatra, Peggy Lee, Ella Fitzgerald osv., så kunne jeg ikke lade være med at holde af den musik også.

Det betyder ikke, at jeg bare er blevet en gammel idiot, for jeg kan godt høre kvaliteten i moderne musik, som mine anbefalinger indiskutabelt bærer præg af. Men blot, at jeg ikke afviser en tilbageskuende musikbegejstring. Der blev også lavet dejlig musik – før rock and roll og før Beatles. Og det åbner selvfølgelig en dør til meget musik…

F.eks. hende her…

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Charlie Watts – 80

2. juni 2021

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

DCI Banks og musikken

1. juni 2021

I mangel af bedre underholdning er jeg ved at gense tv-kriminalserien DCI Banks med Stephen Tomkinsons i rollen som Detective Chief Inspector Alan Banks.  Heldigvis kan jeg ikke huske seriens mange plots fra sidst, så det giver sådan set ok mening at gense serien. Men det er også, fordi jeg synes godt om figuren Alan Banks. En midaldrende mand, der går alt for meget op i sit arbejde, er fraskilt med en stor datter i accendanten, svært ved det med det andet, smukke køn, selv om der er bejlere nok, og så har han – meget sympatisk – en stor kærlighed til musik. Og det er noget, der flere gange dukker op i serien som en slags nøgle til forståelse af den halvgamle knudemand, der har det bedst, når han er på arbejde og får lov til at lade sin intuition føre ham frem til opklaring af den ene spektukalære forbrydelse efter den anden.

I seneste afsnit “Dry bones that dream” kommer musikken ind i form af en smuk klassisk musiker, der låner ham en sjælden singleplade med Ella Fitzgerald. Banks har godt nok musikken på CD (han er til CD’er, hvilket også siger noget om hvornår krimien foregår). Men kvinden, der har et godt øje til Banks, forklarer ham, at lyden er noget helt særligt på den sjældne vinyl. Og så får han lov til at låne den, men skal love at komme med den igen næste aften…

Banks kærlighed og lidenskab for musik er selvfølgelig et ekstra plus for en gammel krimiserienørd som mig.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Caper Clowns – Abdicate the throne

1. juni 2021

Jeg tror, at jeg har været heldig nok til at anbefale det meste af det, Caper Clowns har udsendt. I hvert fald siden Type your text here i 2015 og senest med A salty taste to the lake i 2018. Og hver gang har jeg været ikke bare anbefalende, men også indtaget af dette danske indiebands forvaltning af den musikalske arv.

For det er en del af Caper Clowns vandmærke, at de kender traditionen og ved, at man kun kan blive til noget inden for populærmusikken – lige som kunsten i  det hele taget – hvis man lærer af de gamle mestre – for at kunne beherske udtrykket og for at kunne udvikle og – i bedste fald – forny det.

Og det er denne truisme, jeg finder bekræftet i Caper Clowns nye og dejlige album Abdicate the Throne. Den første association, der ramte mig, da jeg lyttede til albummet var Beatles’ Magical mystery Tour og ægteparret McCartneys jubiliæumsalbum Ram, uden at det på nogen måde skal forstås alt for bogstaveligt eller direkte. Det var mere lyden, ekkoet,  af den qvasi-mccartneyske lyst til eksperimenteren og legen med lyde, der i forbifarten farvede sange som den indledende “Pineapple Songs” og opfølgeren “Caps lock on”. Trangen til lige at tilføje noget ekstra oven på en god melodi og et elementært arrangement af en god rocksang.

Caper Clowns er et familieforetagende. Og måske er det en del af forklaringen på, hvorfor det lykkes så godt for gruppen at skabe en fortættet sound, der emmer af klassiske poprockdyder, som en rytmekerne af trommer og bas, et flot vokalarbejde, hvor det flerstemmige sidder lige i skabet og så nogle nærmest homogene arrangementer, der fint indfanger bandets stil anno 2021.

Hele fjorten sange er det blevet til denne gang. Og det må lytteren nærmest betragte som en gave. Fjorten sange, der alle fortjener at blive inviteret ind i ethvert popøre i dette land. Jo, Caper Clowns har gjort det igen – lavet et album med stor slidstyrke og stor appel til enhver elsker af den melodiske, kreative tradition i poppen og rocken. Hermed begejstret anbefalet.

Caper Clowns. Abdicate the Throne. Gateway Music. Udkom maj 2021.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »