[Foto lånt fra dansk Wikipedia]
Henning Pold Christensen fylder 70 år i dag. Og alle, der har fulgt bare lidt med i dansk pop og rock fra halvfjerdserne og frem, vil have hørt eller læst hans navn. Ikke mindst fra hans mangeårige samarbejde med Kim Larsen, som han i mange år var sparringspartner for (bassist, arrangør, medkomponist og meget mere). Han er uddannet bassist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og uddannet kirkesanger (2005).
På de sociale medier faldt jeg ned i en debat om fortidens børne- og ungdomsbøger. En debat, der meget tidstypisk kom til at handle om kønsidentitet (hvad det så end måtte være…). -roller og om bøgernes holdbarhed som læsning for børn og unge. Jeg undlod at blande mig, men det sendte mig tilbage til min ganske bogfattige barndom.
Det var ikke mange bøger, vi havde i mit barndomshjem. De kunne godt og vej fylde den lille teaktræshylde, der var skruet ind i væggen og som var ca. 1 meter lang. Det meste var min fars bøger. Bøger om hans sømandsfag, et par historiske bøger.
Men da jeg havde lært at læse, kom der dog et par stykker til, som fik plads ved min seng. Blandt disse var Torry (Thorvald) Gredsteds bøger om den danske indianerdreng Paws eventyr. Paw. En dansk indianerdrengs eventyr (udkom første gang i 1918) og Paw i urskoven (1932). Jeg læste dem og så siden hen filmatiseringen af den første roman. Men jeg kan ikke huske, at jeg faktisk læste dem, selv om jeg på den anden side er sikker på, at jeg gjorde det. Jeg har bare svært ved at huske mig selv i en læsende situation.
Paw-historierne er indlysende nok inspireret af dels historierne om “vilde drenge” (Kasper Hauser osv.) og dels af Edgar Rice Borroughs fortællinger om Tarzan (fortællinger, der kom få år før den første Pawbog).
I dag ville Paw-bøgerne uden tvivl blive genstand for moderne ideologikritik, der ville påpege bøgernes tvivlsomme forhold til mennesker med en anden baggrund end den indfødt danske, mandeidealer og meget mere. Men dengang var der bare tale om ikke helt troværdige, men fantasifulde, kulørte historier, der sagtens kunne sætte en drengehjerne i sving og skabe grundlag for lege i baggården.
Når jeg tænker tilbage på de bøger, jeg slugte dengang – ud over Paw var det fx Gyldendals klassikere (En verdensomsejling under havet, Kaptajn Grants børn m.fl.), Enid Blytons De 5-bøger, Flemmingbøgerne m.fl. – så kan jeg da sagtens se fra nutidens skarpe og nådesløse bagklogskabs synsvinkel, at de ikke holder hverken moralsk eller vejet med den politiske korrektheds følsomme vægt. Men dengang var det bare god underholdning.
5.61 millioner solgte eksemplarer og imponerende 1000 uger på den britiske albumliste siger noget om d’herrer Andersssons og Ulvaeus’ sangskriverformåen og ABBAs tilsvarende formåen, når det gælder udførelse og produktion. Kun Queen og deres Greatest Hits har solgt flere eksemplarer ovre hos dronning Elisabeth.
Skru bare op. Den sang holder stadigvæk i tekst og musik.
Min varige taknemmelighed til min familie fordi de sang med på mange af disse sange ved julefestligheder og andre festlige sammenkomster, da jeg bare var en knægt. Og derfor plantede frøene i min underbevidsthed.
[Rod Stewart om årsagen til at han kastede sig over The Great American Songbook, vol. I, 202]
Ja, i dag er det halvtreds år siden Jim Morrison blev fundet død i et badekar i Paris. Og dermed var det slut med The Doors, og Jim kunne indtræde i 27-klubben af alt for unge afdøde musikere.
Som andre dødsfald i den klub, så har også Morrisons været genstand for mytologisering, mystificering og højtsvævende spekulationer. Men faktum er, at han døde i en alt for tidlig alder. Et spild af liv og talent.
I aften går det løs igen. Det danske landshold i herrefodbold møder Tjekkiet. Og skal man tro pressen (men det skal ikke…), så står nationen på den anden ende.
Fodbold, der jo først og fremmest er big business, handler om penge, som Georg Metz gør opmærksom på midt i al virakken, er i pressen blevet transformeret til en enorm candy floss af føleri, nationalisme og klaphatekstase. Så der kan være god grund til at holde fast i, at fodbold er et i sit udgangspunkt simpelt spil, der involverer to hold af elleve spillere, en bold, en dommer og et par linjedommere, og i disse digitale, tv-baserede tider også et VAR-overvågningssystem, der skal optimere graden af fair play. Fodbold er i bund og grund bare en sport. Og udfaldet af en kamp – fx den i aften – ændrer ikke væsentligt ved verdens gang.
Når det er sagt, så skal det også tilføjes – og det er derfor pressen og tv har så let et spillerum – at fodbold som andre sportsgrene også er genstand for lidenskabelig investering. Man holder med sit hold (nationalfølelse, nationalisme), lever sig ind i spillernes kamp for holdet og resultatet, ofte suppleret med indtagelse af følelseslettende alkoholiske drikke, og løfter begivenheden op til noget nærmest overjordisk, hvor det retteligen ikke hører hjemme. Nej, lad os få det hele ned på jorden igen.
Lad os bare slå fast, at træner Hjulmand og den store trup af yderst talentfulde spillere allerede har leveret præstationer, der har overgået vores forventninger (uanset hvor langt de så end når). De har spillet rigtig godt, skabt overraskende resultater (Rusland, Wales) og først og fremmest leveret seværdig og meget underholdende boldspil. Og det alt sammen, fordi Hjulmand og Co. har formået at få holdet til at fungere optimalt som hold. Et faktum som ingen televiseret persondyrkelse hverken kan eller skal skygge for. Og det er som hold holdet står eller falder i aften.
Jeg håber på, at holdet leverer en yderst seværdig kamp. Taber det, så er det til at leve med. Går det videre, ja så venter der endnu en fornøjelig kamp inden længe. God kamp.
Narren er en figur, der er kendt langt tilbage i tiden. Fx det gamle Grækenland. Og en figur, der kendes fra forskellige kulturelle sfærer, fx den europæiske, men også den muslimske. I dag bruges orden “nar” især i en nedsættende betydning. Man er en nar, hvis man opfører sig eller udtrykker sig uheldigt i forhold til tidens politiske korrekthed, for eksempel. Men engang var narren både den, der underholdt på hoffet med gøg og komik, men også den der havde ret til ustraffet at ‘bringe det til torvs’, som var forbudt, skjult, ulovligt og ‘sandt’. Narren var det andets kritiske røst.
I vor tid genfinder vi en skygge af narren i de såkaldte stand up-komikere. De bedste af dem. Dem der formår at transcendere vor tids narcissistiske selvoptagethed og sætte ord på det, vi helst ikke taler om. Men også den unge klimaaktivist Greta Thunberg er en arving til de gamle tiders nar. Med en stålsathed, der understøttes af hendes autistiske diagnose, og en ungdommelig, ja barnlig, uforfærdethed fastholder hus sin skolestrejkes krav om klimagenoprettende handling og lader sig ikke forføre at de magthavende politikeres påtaagede venlighed og forståelse og deres forblommede løfter om bod og bedring i klimapolitikken. Med iskold klarhed skærer hun lige ind til benet i magthavernes floromvundne og løgnagtige retorik – igen og igen. Samtidig med at hun fortsætter sin skolestrejke og sætter sit liv ind på sagen.
Hvis de da nogensinde har været borte – det fortræffelige feminint dominerede garage-rock-band Sleater-Kinney. Men her er de i hvert fald på hjemmekontoret – med “forbudte” ord og det hele. Passer fint til en weekend med blandet vejr.
Ja, så har man set det med. Gode gamle Troels Trier slår sine folder på kapitalismens egen Facebook, hvor han udfolder sig kunstnerisk, synger om coronavaccination, genoptrykker gamle videoer, laver interviews og meget andet. Jovist, Trier har aldrig været for fastholdere eller dogmatikere.
Jeg har tidligere fremhævet den lille danske tv-kanal DK4. En kanal, der dyrker dyder, som man har mere eller mindre glemt på de to store dominerende kanaler. Det er fx her man kan opleve rigtig levende musik. Men der er også andre seværdige programmer. Fx dyrker kanalen gammeldags samtaletv. Det var noget man havde på DR for mange år siden, hvor man kunne opleve to personer i samtale om stort og småt. Radio-tv kunne man fristes til at kalde det (hvis ikke det også var en truet genre på radiokanalerne…).
Fx løber der en programserie under titlen Hånden på hjertet, hvor entertaineren, komikere og psykoterapeuten Finn Nørbygaard har samtaler med udvalgte mennesker. I går var det selveste Lasse Helner, der stod for skud og fortalte om sit liv. Og selv om det ikke udelukkende handlede om musik, så var musikken den underliggende forudsætning. Fra dengang, hvor Lasse oplevede Tommy Steele på biograflærredet og bestemte sig for at blive musiker, dengang han lånte sin moders guitar og lærte at spille, blev påvirket af sine storebrødres interesse for især jazz og begyndte så småt at optræde, til dannelse af The Baronets i midten af tresserne osv. Og undervejs får vi en masse at vide om, hvordan livet har artet sig for den gamle pigtrådsmusiker. Om alkoholismen, om sit mangeårige samliv med Mathilde, om det at blive gammel og om stadigvæk at være aktiv (Lasse står for at genoptage koncertvirksomheden efter coronaen og har en ny plade – Over the Hill – ude med sange, der er skrevet i isolationstiden). Alt i alt et anbefalelsesværdigt samtaletvprogram for alle med interesse for Lasse Helner og hans tids musik.
Programmet genudsendes sikkert og kan vist nok også ses på DK4s hjemmeside, hvis man er abonnent.
