Det er ikke noget, jeg har gjort mig meget i – at holde pause på bloggen. Men nu er det sket, og med åbne sanser. For virkeligheden har trukket mig væk fra skærm og tastatur. Og det er både befriende og behageligt. Væk fra internet, væk fra mobiltelefon (selv om den var i lommen), væk fra fjernsynet (som jo er lidt bandlyst) og så af sted mod et specifikt mål ude i virkeligheden, den uden for det digitale helvede.
Når man ser hendes frække fremtoning, så er det næsten ikke til at forstå, at Chrissie Hynde i dag fylder 70. Men sådan er det. Og Chrissie er lige så vital og fræk som hun altid har været. Coronatiden har hun brugt til at indspille Bob Dylan-coverversioner, Standing n the Doorway: Chrissie Hynde sings Bob Dylan.
Og uanset om hun står foran The Pretenders eller står alene, så har hun altid noget vedkommende på hjerte. Og selv om hun har skrevet sine erindringer, så skal man ikke tro, at hun vil pensionere sig selv eller holde op med at lave musik…
Hvis man som jeg er vokset op i årene efter 2. Verdenskrig, så var filmstjerner især noget, man forbandt med amerikansk film og især Hollywood. Det var dem, der dominerede det hvide lærred før og i mange år efter krigen. Men det ændrede sig radikalt, da den franske nye bølge skyllede hen over filmverdenen i halvtrdserne og tresserne.
Og i 1960 brød franskmanden Jean-Paul Belmondo igennem lærredet i Jean-Luc Godards hovedværk Åndeløs. Og en ny mandlig filmstjernetype blev født. En filmstjerne, der var lige så fransk som parisiske fortorvscafeer og Gauloisecigaretter, samtidig med at han havde taget noget af dem amerikanske gangster-maskuline udstråling til sig, blandet op med en særlig kvindebedårende flabet og øretævindbydende charme, der hang på ham som poserne under hans store øjne.
Belmondo havde en baggrund som amatørbokser og var nærmest et naturtalent på filmlærredet, hvor han spillede over for nogle af halvtredsernes og tressernes helt store damer, fx Catherine Deneuve og Sophia Loren. Og han bredte sig genremæssigt fra komedier over actionfilm til regulære kunstfilm i den nye bølge.
Belmondo sov efter sigende fredeligt ind i sit hjem, og med hans død forsvinder en af de helt store stjerner i filmkunsten.
I min bestræbelse på at nedbringe tv-forbruget endte jeg forleden – da abstinenserne tog lidt til – på svensk tv, hvor de viste Lisa Rovners nye dokumentar Sisters with transistors. En film om kvindelige pionerer inden for den elektroniske musik.
Med fortællerstemme af selveste Laurie Andersson følger man en række kvindelige skikkelser, der hver for sig har banet vejen for den elektroniske musik, vi i dag tager for givet, og som spiller en stor rolle inden for populærmusikken. Kvinder, der med historiens tvang kom til at stå i skyggen af deres mandlige modstykker. Kvinder, der var drevet af oprigtig interesse for den teknologiske udviklings muligheder for at frembringe lyd og musik, og som også var meget forskellige i deres udgangspunkt og tilgangsvinkel til den opgave, det var at skabe nye lyde.
Vores egen Else Marie Pade bliver (desværre) ikke nævnt, men ellers dukker en række markante navne op. Fx Delia Derbyshire, der blev kendt for at skabe temaet til kulttv-serien om Dr Who, og som bl.a. arbejde med at lave såkaldte loops (båndsløjfer) på båndoptagere. Eller Daphne Oram, der bl.a. arbejdede med at lave en pendant til nodesystemet inden for den støjende, elektronisk musik. Vi møder også den langt fra glemte Wendy Carlos, der for alvor skabte interesse for elektronisk musik med sine fortolkninger af klassisk musik (ex Switched on Bach) og som skabte lydsporet til filmen A clockwork orange.
Filmens styrke er, at den viser, hvordan disse kvinder i en mandsdomineret verden forfølger deres vidt forskellige interesse og med lige dele held og viljestyrke formår at skabe vigtige og vitale bidrag til en lydverden, vi i dag tager som en selvfølge, fordi den er en integral del af vor tids populærmusik og af vores digitale virkelighed.
Og filmen er absolut anbefalelsesværdig for enhver med interesse for musik. (Jeg ved ikke om SVT genudsender den, men ellers kan den ses på Vimeo for et mindre beløb – her. Den er også blevet vist på CHP-Dox).
Det var sidste opslags navnedropperi, der fremkladte gruppen Hedgehopper’s Anonymous og deres største (og retteligen eneste) hit, “It’s Good News Week” for mig. Jeg husker den tydeligt, selv om det blev gruppens mest kendte sang med en 5. plads på den britiske singleliste som højeste resultat. Skrevet af den kendte sangskriver (og meget andet… endnu end pop-svengali) Johathan King.
Hedgehopper’s Anonymous bestod af fem fyre, der alle havde været i Royal Air Force. Heraf navnet. En hedgehopper – hækkehopper – er en lavtgående flyvemaskine (fx den slags man bruger, når marker skal sprøjtes, og som må ‘hoppe’ over hegn og forhindringer for at arbejde). Og af en eller anden grund mente producer King, at der skulle tilføjes et “anonymous”. En håndfuld singler blev det til for det kompetente popband og en opsamlingsplade, og så var det slut.
Havde vist aldrig hørt om ham eller bare navnet, da det – Rod Goodway – dukkede op i forbindelse med nogle hedengangne, obskure fanzines og musiktidsskrifter. Rod Goodway? Hvem fa’n er han?
Jo, det viser sig så, at han åbenbart er en slags overset, undervurderet kultfigur i britisk progressiv rockmusik. Og min nysgerrighed blev skærpet, da jeg fik mig researchet frem til, at denne Goodway sammen med sit band The Pack havde indspillet Lovin’ Spoonful-nummeret “Do you believe in magic?” – før Lovin’ Spoonful og med selveste “pop-Svengali” Mickie Most som producer. Og at Lovin’ Spoonfuls egen indspilning spændte ben for The Packs succes med pladen.
Noget af forklaringen på Rod Goodways manglende gennemslagskraft finder man måske i et langt interview, hvor han fortæller om sin musikalske løbebane. En historie med masser af tilløb, mange sammenhænge, masser af name dropping osv. Alt sammen noget, der ikke har ladet fokus hvile længe på Rod. I det hele taget bærer hans “karriere” præg af en målløs søgen og stadig afsøgen af musikalske genrer og retninger. Man får indtryk af et menneske, der nok har musikalsk talent og kvalitet, men som mangler en personlighed, der kunne samle det og bære det frem til større anerkendelse og måske endda succes. Man kan også sige, at hans musikalske løbebane har været præget af mange tilfældigheder og få reelle chancer for at få et gennembrud – og på den led ligner hans musikerliv så mange andres. Måske har han bare været gammeldags uheldig.
Men når man lytter til de udgivelser, han har været med til at lave, forstår man også godt, hvorfor han er blevet lidt af en kultskikkelse med en vis fanskare. Han er ikke ganske ueffen, hverken som sanger eller som musiker.
Åh nej sagde det inde i mit hovede, da jeg læste, at forfatteren og illustratoren Gunilla Bergström var død i en alder af 79 år. Hvis navnet ikke får en lille klokke til at ringe, så er det, fordi man ikke kender Alfons Åberg. Og hvem gør ikke det, hvis man har børn?
Ganske vist har Alfons Åberg i alle de bøger Gunilla nåede at lave om den lille rundhovede dreng ingen moder. Alfons levede (og lever endnu i bøgerne!) sammen med sin far. Men alligvel havde han en moder, nemlig Gunilla, der havde skabt ham og sat ham i verden for at fortælle små underfundige historier om en lille drengs oplevelser sammen med og i skyggen af sin rare, men også lidt “bløde” far (som man ville have sagt i halvfjerdserne). Små historier, der når de var allerbedst havde en næsten filosofisk dimension.
Jeg har læst alle Alfons-bøgerne – og set alle de tilhørende filmatiseringer – og mere end en gang, og kommer ofte til at tænke på episoder fra bøgerne med de karakteristiske tegninger og den særlige farvelægning. Og det vil jeg fortsat gøre, selv om Gunilla ikke er her mere. Bøgerne er her, og det vil de vedblive med at være langt tid frem.
Også det gamle nybølgeorkester The Stranglers er tilbage efter en pæn pause siden 2012. Og det er lige så bemærkelsesværdigt som ABBAs genkomst, hvis man betænker, at Stranglers har mistet flere af deres oprindelige medlemmer. Senest David Greenfield (tangenter og vokal), der døde i 2020 som følge af coronainfektion.
Men bandet har som få andre forstået og formået at rejse sig igen. Og er nu ude med albummet Dark Matters, hvis titel både alluderer til atrofysikken og måske også ironisk til det anti-racistiske slogan “Black Lives Matter”. Og det kunne såmæn godt ligne det gamle band at lege sådan med ideerne. Og det gør ikke noget, når de stadigvæk formået at lave sange, der emmer af ungdommens friskhed og punkens fandenivoldskhed som tilfældet er med “This song”:
Der er nyheder og så er der NYHEDER. Og til sidste kategori hører det nye album med ABBA – ja rigtig nok gode, gamle ABBA. Det første nyt fra gruppen i fyrre år. Et album med ti nye numre, der alle er i handlet til november. Og forsmag er der også…
Og uden at tage endelig stilling, så synes jeg det lyder meget ABBAsk… Heldigvis.
Eric Clapton har fået ørerne i den digitalt-virtuelle verdens maskine. Fordi han har udsendt en sang med titlen “This has Gotta Stop”, der er blevet taget til indtægt for at være et opgør med den britiske regerings forsøg på at lade alle britter vaccinere mod corona-virus.
Og det er da muligt, at det er det, Clapton har tænkt på. Udsender man en tekst -eller en sang med en sangtekst – så er vilkåret sådan, at teksten vil blive fortolket ind i den aktuelle virkeligheds kontekst. Og i Storbritannien er debatten om corona og vaccinationer absolut en del af den aktuelle kontekst. Og det hjælper selvfølgelig på fortolkningen, at Eric Clapton har været ude og fortælle om sine egne personlige, ubehagelig erfaringer med at få første vaccination. Han var – efter sigende – syg i ti dage. Der var oven i købet tale om et skud AZ – altså Astra Zeneca – den vaccine som andetsteds, bl.a. her i landet, er blevet kasseret, fordi vaccinen indebærer en vis risiko for ubehagelige og skadelige bivirkninger.
Men det er enhver lytters gode ret at fortolke teksten som han/hun vil. Og det synes jeg, man skal gøre. Clapton er – lige som kollegaen Van Morrison – i sin gode ret til at være mod vaccination og oven i købet synge om det. Men det giver hverken ham eller Morrison privilegeret ret til at udlægge teksten. Når teksten først har sluppet sin ophavsmand, så lever den sit eget liv og er åben for fortolkning. En fortolkning, der kun er bestemt af tekstens ordlyd.
The Sun, Moon & Herbs Dr. John – – Barbra Joan Streisand Barbra Streisand – Freedom Flight Shuggie Otis – Himself Gilbert O’Sullivan – I Wonder What She’ll Think About Me Leaving – Conway Twitty – If – If – In Hearing of Atomic Rooster Atomic Rooster – My Baby Packed Up My Mind and Left Me – Dallas Frazier – New Riders of the Purple Sage – New Riders of the Purple Sage – Nigel Olsson’s Drum Orchestra and Chorus – Nigel Olsson –
Ronnie Milsap – Ronnie Milsap – A Space in Time – Ten Years After – Sometimes I Just Feel Like Smilin’ – Butterfield Blues Band – Van Ronk – Dave Van Ronk – White Light Gene Clark – Gene Clark – You’ve Got a Friend – Johnny Mathis – Tago Mago Can
En liste over album, der kom sidst i august 1971. Bortset fra Cans Tago Mago, der i dag har kultstatus, så er der ikke tale om nogle af de helt store album fra 1971. Men der er dog snapse imellem. Fx Dr. Johns plade, den talentfulde Shuggie Otis’, Gilbert O’Sullivans og New Riders of the Purple Sage, et band fra kredsen omkring Grateful Dead og Ex-Byrd Gene Clarks album. Men 1971 var langtfra slut endnu. Der var meget -og meget godt og spændende – i vente de sidste fire måneder af året.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
