CAPAC

Apropos Blast Furnace, så var året 1971 også året, hvor Skousen & Ingemanns klenodie Herfra hvor vi står udkom. Og den var årets plade i følge årsLPhitlisten. Og den er ikke blevet glemt. I forbindelse med 40 året for pladen, blev den genudgivet på foranledning af Torben Bille, der sammen med Niels Skousen gravede ekstramateriale frem, som kunne komme med som bonusnumre. Og Torben skrev også teksten til den booklet, der fulgte med jubilæumsudgaven. Og måske ville Torben have fået den genudgivet her i 50-året!?

Om pladens betydning slutter Torben af med at skrive følgende:

Siden udgivelsen er pladens betydning ikke dalet. I DR’s bog, Husker du – dansk rock gennem 50 år, opsummerer beathistorikeren og forfatteren Peder Bundgaard: »Vi har at gøre med en af de absolut skelsættende plader for den tid, fordi den om nogen betegner et gearskifte, eller et paradigmeskifte, fra hippiedrømmen med blomster i håret og en poetisk drøm om den bedre fremtid. Men lige så hurtigt gik den drøm hen og blev et mareridt, så der startede en modreaktion nede i miljøet, hvor man pludselig stoppede op og sagde: ’Jamen, vi må revurdere de drømme, for det fører ikke til noget og det går bare op i hashtåger det hele, vi må forholde os til den virkelighed, vi lever, vi må tage fat herfra hvor vi står.«

I dag kan Niels Skousen sagtens høre, at sangene bærer præg af at være skrevet i det, han kalder solnedgangstider, men, siger han, »jeg hører også en sund, stærk og troskyldig optimisme bag dem og en musikalsk enkelhed, som ikke ekskluderer nogen. Det er måske den stemning, der har løsrevet sangene fra deres tid og som stadig får dem til at leve…«

Pladens betydning understreges af, at Niels Skousen for ganske nylig har fået lavet et særtryk af covermaleriet, der er blevet solgt til inkarnerede fans af pladen.

Jeg skrev også en småselvbiografisk tekst i forbindelse med 40-året. Den kan du genlæse her.

Dengang et lidt overset album, men paradoksalt nok et af de bedste og mest velspillede det år. Men musikere fra Culpeper’s Orchard og Pan. Det er vist på tide med en genudgivelse på vinyl og CD.

Årets Nobelpris i litteratur går til Abdulrazak Gurnah fra Zanzibar. Jeg har kun hørt om ham, men aldrig læst noget af ham. Der er vist kommet to bøger af ham på dansk. Men så vidt jeg kan læse mig frem til, så er han et godt navn blandt internationale litterater. Og valget af ham skal nok give anledning til debat, sådan som denne Nobelpris altid gør med sine overraskende valg. I den forbindelse er det nok værd at huske på, at prisen ikke er udpegningen af den bedste forfatter i vor tid, men valget af en forfatter, der lever op til priskommitéens kriterier. Og de er jo heller ikke hævet over enhver diskussion. Fx fremhæver kommiteen i sin begrundelse Gurnahs “kompromisløse og medfølende gennemboring af kolonialismens virkninger og flygtningens skæbne mellem kulturer og kontinenter.” Andre litterater ville ikke vægte indholdet så højt, men derimod sproget. Jeg vil blot opfatte dagens valg som en idé til, hvad jeg måske skal læse, når jeg engang skal finde noget nyt litteratur.

Vi nærmer os kommunevalget. Og måske har dette forhold noget med en sag, som TV2-Østjylland kunne berette om i gårsdagens nyhedsudsendelse. Det drejer sig om det tidligere medlem af Dansk Folkeparti, nu løsgænger, John Rosenhøj, der er medlem af byrådet i Odder.

John Rosenhøj har gjort sig uheldig bemærket ved at optræde i nogle pornografiske film, der er blevet lagt op på nettet, frit tilgængelig for hvem der måtte ønske at se dem. Og tre andre medlemmer af Dansk Folkeparti har trukket sig ud af partiets lokalbestyrelse, da de fik kendskab til Rosenhøjs pornografiske aktiviteter.

Tilføjes skal det, at Rosenhøj tidligere har været i mediernes søgelys på grund af seksuelt orienterede aktiviteter. Senest blev han hængt ud i boulevardpressen, fordi han angiveligt havde forsøgt at sælge en kvindelig partner som “sexslave”.

Spørgsmålet, der optog TV2Østjylland var og er, om en politiker kan opføre sig sådan. Kan et tidligere medlem af Dansk Folkeparti tillade sig at optræde pornografiske film, oven i købet med perverst indhold, hvori indgår anvendelse af menneskelige ekskrementer? Med andre ord gør kanalen sagen til et spørgsmål om moral.

Dertil kan man sige, som også nogle kommentatorer har været inde på, at selve det forhold, at politikeren medvirker i sådanne pornografiske film og oven i købet tillader at offentliggøre dem på internettet, ikke i sig selv er ulovligt. I sig selv kan denne kendsgerning ikke bruges til meget andet end en moralsk fordømmelse (eller – det jo også tænkes  – det modsatte). Hvis de perverse pornofilm kan få en konsekvens for Rosenhøjs politiske virke, så er det dels, fordi man i mandens politiske netværk tager afstand fra hans handlinger, og dels, hvis vælgerne ved kommunalvalget sætter deres stemme et andet sted på grund af filmene. I sidste ende er det vælgerne, der afgør Rosenhøjs politiske fremtid. Ikke tre forargede politikere fra det parti, han var medlem af engang, eller andre byrødder i Odder kommune.

I går aftes kunne man i DR TVs nyhedsprogram se og høre Ringo Starr blive nævnt i forbindelse med den skattely-skandale, som ICIJ (en international sammenslutning af undersøgende journalister) har afdækket via nogle lækkede dokumenter, der tegner billedet af et internationalt1 ‘organiseret’ skattely bl.a på Jomfruøerne. Hvor meget rige personer – kunstnere, fodboldspillere,  politikere, bankfolk osv. – har kunnet anbringe deres formuer for at undgå at betale skat i deres respektive hjemlande.

At så gode, gamle Ringo er med i dette sammenrend at velbjergede rigmænd er måske ikke så mærkeligt (Elton John er fx også med), selv om skattetrykket i USA dog er væsentligt mindre end i de fleste europæiske lande. Og skal man – vi – forarges over Ringos handlemåde? Selvfølgelig kan man sige, at det ramponerer den altid så joviale, harmløse Ringo, der har for vane i tide og utide at prædike “peace and love” og hans renommé. Men vi lever i en verden, hvor uligheden vokser støt dag for dag og hvor de rigeste mennesker altid har forstået at mele deres egen kage. Vi lever i et økonomisk system (kapitalisme), der er en slags omvendt Robin Hood-økonomi, hvor der altid er nogen – mange mennesker – der bliver udbyttet, medens andre skummer fløden.

Nej, hvis vi skal forarges, så er det ikke, sådan som mange medier gerne vil have det, fordi enkeltpersoner – hvad enten der er tale om tjekkiske politikere med drømmeslotte i Frankrig, stenrige, professionelle fodboldspillere som Ronaldo eller Messi eller kunstnere som Elton John og Ringo Starr – springer i øjnene med deres skattelyinvesteringer. Nej, skandalen er, at det overhovedet kan foregår. Skandalen er, at vi har et system, der i sin kerne bygger på udbytningen af mennesker, på skabelse af og fortsat udbygning af økonomisk ulighed mellem mennesker. Og derfor bør vi forvente af de journalister, der har afsløret den nye skattelysag, at de ikke nøjes med at rette fokus mod enkeltindivider eller enkeltstående banker, men sætter sig for at blotlægge hele det system, der er konstrueret omkring skattelycirkusset. Dets historik, de ansvarlige bagmænd og dets forgreninger ind i det politiske system.

Og så skal forargelsen heller ikke spærre for det forhold, at selv om hr. Ringo har gjort sig skyldig i skattely, så kan hans musik godt være god nok og værd at lytte til.

Det er slået stort op, så det kan skabe forventninger. DR2 store danske rockhistorie. Over hele seks afsnit vil DADs Jesper Binzer angiveligt fortælle dansk rocks historie. Og det ville da være dejligt, hvis det skete. For dansk rockmusik fortjener at få fortalt sin historie. Men, men, og ak, det første afsnit lover ikke godt. Under overskriften ”Folkelig og for de få” tager Binzer seerne ved hånden (eller er det ørerne?) og besøger forskellige navne inden for dansk rock, begyndende med Sanne Salomonsen. Og desværre kommer det mestendels til at handle om, hvor stor succes de interviewede kunstnere har fået hos publikum (pladesalg, økonomi…). Folkelighed forstås som noget, der kan måles i antal solgte plader eller billetter og/eller hvor mange penge, denne “folkelighed” kaster af sig.

Problemet med udsendelsen – og måske hele serien – er, at DR vælger at sætte en dansk rockmusiker til at stå for det hele. Det giver et perspektiv og en synsvinkel, der ikke har meget med historie at gøre, men derimod med en vis indforståethed, der åbenbart er blandt kunstnere og den presse, der dyrker dem. Selvfølgelig kan det nå at ændre sig og blive rettet til, men det er dog tvivlsomt, sådan som Binzer har lagt det op. Så noget tyder på, at vi får endnu en omgang medial kændisdyrkelse. Som om vi ikke fik nok af det i forvejen.

Så skete det igen. Min hovedcomputer er gået i stykker i forbindelse med en softwareinstallation. Vi får se, hvornår capac kommer op at køre rigtigt igen.

Helt tilfældigt læser jeg pt. i natlektyre om Rolling Stones (Christopher Sandfords store biografi) og er kommet til 1966, hvor Rolling Stones bl.a. er på turné i Storbritannien og med sig har Ike & Tine Turner. Og Sandford fortæller, at Mick Jagger i sin fritid tilbringer megen tid sammen med Turner-parret og ikke mindst de mini-skørt-klædte baggrundssangerinder i The Ikettes. Og især en af dem, Pat Arnold, der siden bliver kendt i England som P. P. Arnold. Jaggers romantiske/erotiske interesse i Arnold resulterer også i, at P. P. Arnold efter turneen beslutter sig for at blive i England, hvor hun føler sig bedre behandlet som ung, sort kvinde i hjemlandet. Og Jagger sørger for, at hun får en pladekontrakt med Stones-manager Andrew Loog Oldhams plademærke Immediate Records.

På Immediatmærket fik Arnold en række succesfulde singler udgivet. Størst var hendes version af Cat Stevens “The First Cut is the deepest” og Chip Taylors “Angel in the morning”. Og hun fik et nært forhold til The Small Faces, der også var på Immediate, og en romantisk forbindelse til Steve Marriott betød, at han blev sangleverandør til hende med flere mindre hits til følge.

Fra halvfjerdserne og frem arbejdede hun især på scenen med musicals o.a. og som backingsangerinde i mange forskellige sammenhænge. Og hun er stadigvæk aktiv. Så sent som i 2019 udsendtes hendes fjerde soloalbum The New Adventures of P. P. Arnold, der gav sig udslag i en større turné samme år. Og i 2020 sang hun for på The Fratellis’ single “Strangers in the Street”. Og i dag fylder hun så 75 år.

https://youtu.be/zF4HIWX_vxE

Da Sting, Gordon Matthew Thomas Sumner, fyldte 60 skrev Torben Bille om ham, at han ‘aldrig har været anmeldernes kop te. Han er blevet beskyldt for at være for poleret og parfumeret. Ikke rock nok. Og selv om der ingen grund er til at betvivle hans mangeårige, helt håndgribelige engagement i bestræbelserne på at redde regnskoven, er han også blevet udstillet som selve billedet på en hattedame, ekviperet af Armani.” Og jeg må nok indrømme, at jeg i en længere periode har været påvirket af benævnte anmeldere, der foretrak den Sting, der spillede bas og sang i the Police.

Men Sting, der i øvrigt stadigvæk holder sig ‘uforskammet godt’ (Torben) har formået at ignorere kritikken og har holdt fast i sit eget individuelle projekt. Og lytter man til hans post-Police-produktion, så er det svært at ignorere hans indlysende musikalitet og fremragende stemme. Og så må man bare bære over med ham og hans stadige søgen udi det musikalske landsskab. I går fyldte han 70 år.

I går aftes så jeg den ‘amerikanske action-thriller’ (DRs betegnelse) Man on Fire fra 2004. Måske lidt inspireret af den aktuelle positive omtale af den nye James Bond-film, der jo bevæger sig inden for samme genrefelt – agent, action, thriller.

I Man on Fire spiller den garvede Denzel Washington en tidligere CIA-agent John Creasy. Han opsøger sin ven Paul Rayburn i Mexico, hvor han tilbydes et job som privat vagt for en lokal bilproducent. Hans primære opgave er at beskytte familiens datter “Pita” i en by, hvor drab og kidnapning er hverdagsbegivenheder.

Plottet er ganske simpelt. Creasy, der temmelig alkoholiseret og tydeligvis desillusioneret efter mange års professionel dræberliv, påtager sig rollen. Og en dag sker så det, der ikke må ske. “Pita” bliver kidnappet. Den efterfølgende forhandling med bortførerne går i vasken og “Pita” bliver tilsyneladende dræbt. Og i forbindelse med bortførelsen såres Creasy alvorligt. Men da han omsider rejser sig fra sygelejet går han målrettet i gang med at slå de formastelige forbrydere ihjel, sådan som han har lært som agent.

Det kommer der en ganske forudsigelig og på ingen måde overraskende eller original historie ud af. Og den ganske erfarne instruktør Tony Scott fortæller historien ganske fantasiløst og uden den mindste interesse i at give historien bare et lille tvist. Det hele er bare så forudsigeligt, som tænkes kan.

For eksempel indledes filmen med en meget hurtigt klippet bílledstorm, der tydeligvis har til formål at signalere at vi har med en action-film at gøre. Måske fordi der faktisk ikke er noget action af betydning i selve handlingen. Så har man (instruktøren) da i det mindste sørget for at skabe forventninger om action…

Det eneste lille lyspunkt, jeg fandt i filmen var, at den fordrukne hovedperson, der har erklæret sig uinteresseret i musik, går ind i en forretning og køber en CD med Linda Ronstadts største hits. Og nogle af disse bruges så i filmen – især første halvdel, før slagteriet begynder. Man må nøjes med de små glæder, når DR vil bruge en lørdag aften på sådan en regulær B-film.

Informations anmelder indleder sin omtale af Hans Petter Molands filmatisering af Per Pettersons roste og nærmest kanoniserede ny-klassiker Ud og stjæle heste med at konstatere, at en sådan filmatisering er vanskelig. Men at det også er lykkedes for Moland.

Jeg har ikke læst bogen (hvilket jeg betragter som en fordel), men synes også, at det er en vellykket film.

Vi følger pensionisten Trond (spillet af Stellan Skarsgård), der flyttet til et afsides liggende hus for at finde et refugium, hvor han kunne være alene med sine tanker. Men det viser sig hurtigt, at ‘nissen er flyttet med’. En nabo viser sig at være en af barndommens legekammerater, Lars. Og dermed er døren til fortiden og alle erindringerne fra barndommen og ungdommen sparket ind og Tronds drømme om et liv i ensomhed forstyrret. Og filmen kommer til at foregå i fortiden. Dengang Trond holdt sommerferien hos sin far, der solgte tømmer og var lidt af en indelukket enspændernatur, der belærer Trond om at tage livet som det kommer. Om vennen Jon, der tager Trond med ud  ‘og stjæle heste’ (det bliver dog mest til en ridetur). Om to brødre, hvoraf den ene mister livet i en vådeskudsulykke, om nabokonen, som faderen (og Trond) forelsker sig i. Oplevelser, der alle er med til at forme og præge Trond, og som han retrospektivt forsøger at få hold på og få bearbejdet.

Filmen fortælles ligefremt i en vekslen mellem nutiden, hvor Trond snakker med Lars og ellers sysler med sine gøremål, og fortiden, hvor erindringsscenerne udspilles en for en. Og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er fortiden, der vejer tungest i Tronds liv og i filmens fortælling. Ting sker, som Tronds far belærer Trond om, og de ting, der sker, bliver en del af erindringen. Den erindring, der udgør et menneske. Og som man ikke kan flygte fra. I en central scene opsøges Trond af sin datter, der har ledt efter ham overalt i Sverige, hvor han kom fra, for at finde ham i Norge. Scenen er et billede på, hvor umulig Tronds flugt fra fortiden er.

Filmen er smukt fotograferet. Skuespillerne passer godt til de roller, de har fået. Og fortællingen forløber med en ro og eftertanke, der er usædvanlig i vores tidsalder. Og dermed understreges forbindelsen til romanen. Filmen er tæt på romanen, og det skal forstås som noget positivt.

Det var DR, der viste filmen, og det skal kanalen have ros for – i betragtning af, hvad de ellers kan finde på at sende.

Albummet tog sin titel fra en børnebog, som Cat Stevens havde lavet. Den fortæller historien om drengen Teaser med den høje hat og hans kat Firecat, der sammen forsøger at sætte månen på plads på firmamentet, efter at den er faldet ned. Og det var Stevens’ femte album.

Den blev en kæmpe succes for kunstneren med sange som “Peace Train”, “Moonshadow” og “Morning has broken”. Men selv om pladen solgte stort, behagede publikum og en del kritikere, så var der også kritikere, der mente at pladen kunne være Cat Stevens kunstneriske højdepunkt og at det herfra kun kunne gå tilbage for ham. Han havde nået et popmusikalsk højdepunkt med meget poppede sange med temmelig simple tekster, mente man. Og i hvert fald har ingen af hans senere plader nået samme salgstal og hitlisteplaceringer, selv om efterfølgeren fra 1972 Catch Bull at Four var tæt på.