Percy “When a Man loves a Woman” Sledge

4. maj 2010

Man behøver kun en eneste god sang, et eneste beskidt hit, for at sikre sig en plads i populærmusikkens store gemmebog. Og for den snart halvfjerdsårige soulsanger (m.m) Percy Sledge blev det tilfældet med “When a Man loves a Woman”. Sangen, som Sledge selv skrev (med forærede bort til Calvin Lewis og Andrew Wright), udkom i 1966 og erobrede Billboards Hot 100-liste og R&B-listen. Og siden er den – med succes – blevet kopieret af en lang række kunstnere, fra Barbara Mandrell over Spencer Davis Group til Michael Bolton. Sangen var også et tilbagevendende ønske dengang Jørgen (de) Mylius huserede på DRs Program 3. Og jeg har hørt den et hav af gange netop på den kanal. Den er da også indbegrebet af passioneret tressersoul – soul med sjæl – på linje med det bedste fra Aretha Franklin, Otis Redding og andre stjerner.
I 1987 fik sangen i øvrigt en renæssance (og det samme gjorde Sledges karriere), da et cowboybuksefirma lagde den ind i en reklame.
Men Percy har ikke ligget helt stille siden dengang. Uden at nå de højder, som When a Man loves a Woman lagde sig på, har Sledge lavet deep soul-musik af høj karat gennem årene. Ikke meget, men lidt og godt. Senest er udsendt pladen “My Old Friend The Blues”, som er kommet i stand takket være svenske Mickael Rikfors, der er en stor fan, og som også skrev titelsangen til Sledges forrige album, det oversete, meget fine “Blue Night” fra 1994. My Old Friend The Blues er dog ikke en splinterny plade. Der er tale om en genudgivelse af 2004-udgivelsen “Shining through the rain” med ny titel og nyt cover. Ja, pladebranchens veje er uransagelige…

På pladen får Sledge hjælp af førsteklasses musikere fra studier i Los Angeles, Muscle Shoals og Memphis. Og Jakob Dylan og den gamle forsanger i Manfred Man, Paul Jones, giver også en hånd og en stemme med. Det er ikke musik, der vælter verden. Men mere end kompetent soul med en stemme, der stadigvæk besidder den lidenskabelige glød, der gjorde When A Man Loves A Woman til obligatorisk underlægning til de sidste forførelsesanstrengelser på dansegulvet ved min grønne ungdoms fester.

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

209 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62