Dagens bogfund: Klaus Rifbjerg “Huset”

10. juli 2007

Tilfældet ( = et pludseligt regnvejr ) ville, at capac gik ind i den lokale genbrugsforretning og kom ud igen ( i tørvejr ) med et eksemplar af Klaus Rifbjergs bog fra 2000, “Huset”. Mere passende kunne det næsten ikke være for en anakronolog og nostalgiker som capac. For bogen handler om barndommens hus på Amager og dets betydning i forfatterens liv. Et hus, der har været med i mange af Rifbjergs skriverier – uden dog at være hovedperson, før nu altså. En bestillingsopgave fra forlaget. der ville have en bog om “en begivenhed eller et sted, der havde haft stor betydning for forfatteren” i det forgangne århundrede. Pris kr. 8,-. Fin stand, bortset fra en kaffeplet på forsiden.

2 kommentarer

  1. Christian Friis Damgaard kommentarer:

    “Huset” måtte jeg låne mig frem til på biblioteket. Rifbjerg har reageret på forlagets opfordring til at skrive om det sted, som i forrige århundrede havde størst betydning for ham. Det bliver naturligvis om hans fødehjem på Amager: et hus bliver dermed hovedpersonen i denne helt personlige erindringsroman. Side 92 bliver læseren præsenteret for garderoben: “En hul messingstang var fæstnet i begge [skunkens] endevægge, den hang tøjet på.” Her har vi et eksempel på bogens detaljeringsgrad. Men hvad rager det læseren, at messingstangen er hul? Ikke en døjt. En sådan hulhed er man som læser konstant udsat for i “Huset”. At man orker at læse videre om tørrede lavendler, drejlstøj og femwatts-pæren skyldes alene Rifbjergs overlegne håndtering af detaljerne. Frækhed belønnes.
    Jørgen Demant skriv i sin tid en fremragende anmeldelse af “Huset”. Den kan jeg anbefale. https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/v%C3%A6re-her-er-herligt

  2. capac kommentarer:

    @Christian Friis Damgaard: Tak. Og man kan måske også tilføje, at Rifbjerg med denne erindringsbog kom Søren Ulrik Thomsen (Store Kongensgade 23) og Lilian Munk Rösing (Kaplevej 97) i forkøbet. Ja, måske er der tale en særlig sub-genre inden for erindringslitteraturen (jeg har ikke haft tid til at researche i mine litteraturhistorier og kan ikke på stående fod komme på andre, der på den måde ‘vender tilbage’ til deres barndomshjem). Og det fornemme ved disse tre bøger er, som du også er inde på, at kunstnerne erindrer meget detaljeret og konkret – i en grad, at man næsten føler, man selv er i rummet. Og så ikke et ord om eventuelle digteriske tilføjelser og udfyldning af “huller”. For sådan er det jo med digtning – den er et eller andet sted også forbandet løgn.

Skriv en kommentar

742 har læst indlægget