Duane Eddy og hans “twangy” guitar

21. marts 2008

Ude til højre kan man pt. se et billede af Elvis Presleys album “Fun in Acapulco” med sangene fra filmen af samme navn. Pladen er fra 1963. En periode, hvor The King indspillede en masse knap så gode film og udsendte en række knap så gode tilhørende albums. Selv om der var perler i gruset… Elvis-pladen, der udkom på mandens pladeselskab RCA, er en af de allerførste LP’er, jeg fik. Måske endda den første. Nogenlunde samtidig fik jeg et album med Duane Eddy med titlen $ 100.000.000 Worth of Twang Vol. II, der er fra 1962. Måske var det den allerførste. Måske er de endda købt samtidig. Jeg husker det ikke længere. Til gengæld er jer ret sikker på, at de blev købt i en lille filial, som Jaspers Radio havde dengang i Strandbygade i Esbjerg.
Den nu 70-årige Duane Eddy var med til at præge rock’n roll-guitarspillet med sin “twangy” stil, der opstod ved en blanding af ekko-effekt, vibrato bar (en slags løfteanordning, der er monteret ved guitarens bro) og tremolo. En unik lyd. Med sin stil skabte Duane Eddy en lang række instrumentalnumre af stor genremæssig bredde – fra country over blues til jazz og gospel – og fik ikke mindre en 34 singlehits, heraf 15 top-40 hits.
Eddy fik også sit eget band – The Rebels – der bestod af prominente musikere som Steve Douglas, Jim Horn, Larry Knechtel og Al Casey. Navne man vil kunne finde på et utal af plader fra tresserne og frem.
Den omtalte plade er en compilation og den anden af slagsen, hvilket gør den temmelig sjælden. På pladen finder man traditionelle sange arrangeret af Eddy, tre sange, som han har skrevet sammen med Lee Hazelwood (Drivin’ Home, Up And Down og The Battle), et nummer af Chet Atkins m.m. Albummet er vist aldrig blevet udgivet på CD, modsat vol. I, men kan findes på grammofonpladeauktioner på nettet. Pladen udkom, som man kan se på coveret ovenfor på det amerikanske mækre Jamie Records. Min udgave er fra London Records – sikkert den europæiske udgave – og i Mono.

Duane Eddy og Rebels (1960) Shazam

Rebel Rouser

En kommentar

  1. CAPAC » Duane Eddy – 84 pings back:

    […] Tilbagespoling […]

Skriv en kommentar

271 har læst indlægget