Så kom den da: McCartney – III

18. december 2020

I dag udkommer den så. Tredje kapitel af Paul McCartneys serie af selvgjorte soloalbum. Den første kom i året for The Beatles’ opløsning, 1970, toeren kom i 1980, hvor Wings var ved at være en saga blot. Og nu, hvor vi har været gennem næsten et års coronapandemi, hvor musikere har haft svært ved at nå ud til deres publikum på gængs facon, har Macca igen været i studiet alene med alle de fornødne instrumenter og et lager af sange. Og efter en relativt lang promotionperiode og en oppulent lancering, hvor McCartney III kan fås i alskens udgaver, er den så på gaden.

Ud fra en enkelt gennemlytning (på en gratis streamingtjenste) er mit indtryk, at treeren lever op til de foregående. Ganske vist er mandens stemme mærket af alderen (manden er 78), men ikke voldsomt, og ganske vist er der måske ikke melodier af bedste skuffe, men det musikalske legebarn McCartney fornægter sig ikke. Den indre flamme brænder stadigvæk. Kærligheden til musikken, til eksperimentet og instrumenternes muligheder er der stadig og brænder igennem . Tag bare den indledende sang (eller rettere: næsten instrumentale nummer) “Long Tailed Winter Bird”, hvor ikke-guitaristen McCartney udforsker nogle enkle guitarfigurer. Og det swinger og rocker, så det er en fryd. Jo, treeren er McCartney-legestue, hvor kreativitet og fantasi får lov til at slippe fri inden for de grænser, mandens instrumentale formåen tillader. Mit gæt er, at McCartney III med tiden vil få samme klassikerstatus, som de foregående.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Frankie kommentarer:

    Mccartney lll efter 3-4 gennemlytninger og gennemgang af en lang række anmeldelser bl.a. på Youtube:

    Helt overordnet er jeg meget glad for denne samling sange, og som mange andre tror jeg at mine forbehold skyldes MACCA’s stemme og at melodierne ikke står helt så skarpe som feks. under wings tiden.

    MACCA er en fantastisk musiker og på pladen kan man konstatere, at ikke alene er han en af verdens bedste bassister, men han spiller tromme på en meget karakteristisk, unik og god måde. Der er talrige eksempler på exelent piano/synth spil og ikke mindst utallige guitarriffs, akustisk som elektrisk, som jeg finder uendeligt gode.

    Problemet er som sagt stemmen som han tidligere på såvel solo- som wings numre brugte som det 5. instrument. Ofte lagde MACCA ligesom en melodi, riffs eller lyde ind over numrene som gjorde dem unikke og specielle og genkendelige. Det kan han ikke i dag og det betyder at han skriver numre på en anden måde end tidligere, eller at numrene kommer til at mangle den dimension og lyde anderledes.

    Jeg stiller mig ikke op i koret af dem som bare kritiserer hans stemme. Den er som den er og han er 78 og overordnet lyder den godt og fint på de fleste numre på pladen, ja faktisk langt bedre and jeg frygtede inden udgivelsen, men det giver anderledes kompositioner og en anden sound af sange, end det vi har med i bagagen når vi lytter i dag.

    En gennemgang af de enkelte numre vil føre for vidt, og det skifter også noget efterhånden, hvad man syntes om de enkelte numre, men jeg blev fra starten glad for de mindst “McCartniske” numre som åbningsnumret og Deep Down samt de mere op tempo sange Lavatory Lil og Slidin.

    Det eneste nummer jeg har det lidt svært med er Seize The Day som er det svageste nummer melodisk uanset den velmenende tekst. Den forsøger at lyde Beatles agtig uden at være det og den har ikke for mig vundet ved flere lytninger.

    De tre numre efter åbningen hørte jeg lidt i samme skuffe, men de har vundet meget ved at høre dem igen og jeg er nu ret vild med Find My Way og Pretty Boys. Woman and Wives kommer måske også ? Kiss of Venus og den gamle When Winter Comes er begge Klasssik McCartney og ret gode faktisk, men kan ikke lade være med at tænke på hvor fantastsik Kiss ville have været i en 70 udgave med MACCAS klare stemme !!

    Deep Deep Feeling som også deler vandene blandt anmeldere har jeg ikke fået placeret endnu, men nyder at høre den uanset længden med høretelefoner på…..ligesom Deep Down som jeg har hørt mange gange og som jeg er ret vild med, uden helt at kunne forklare det, jo den svinger squ……….

    Mccartney lll har ikke en I Don’t Know fra Egypt station, men jeg ved allerede nu at det bliver en plade jeg vil lytte til i lang tid fremover. Det samlede værk er godt til meget godt, rart at lytte til fra ende til anden igen og igen, så det vil jeg gøre, og opfordre andre til at gøre.

    It grows on you !

  2. capac kommentarer:

    @Frankie: Hvorfor skal man kritisere en gammel mands stemme for at være, ja, gammel?! Kroppen forfalder fra vi er omkring de 18 år. Det er en del af livet, men skal ikke afholde os – eller Paul McCartney – fra at bruge sig selv og sit talent. Og det fejler ikke noget. Han er lige så musikalsk et legebarn, som han har været siden sine unge år. Og sangene – sådan har det ofte været med ham – vokser med hver lytning. Det er muligvis ikke sange fra øverste hylde, men sådan har det også altid været med Macca. Der har været plads til det hele. Og jeg synes, det er et privilegie, at have fået lov til at følge ham hele vejen – og (måske) resten af vejen.

Skriv en kommentar

68 har læst indlægget
14,918