En milliard

10. august 2021

Blandt dagens nyheder (?) finder man oplysningen om, at Guns and Roses har fået afspillet deres signatursang “Sweet Child of Mine” en milliard gange på den svenske streamingtjeneste Spotify. I forvejen har videoen til sangen været vist tilsvarende antal gange på Youtube. – Og hvad kan man så bruge den oplysning til? At sangen er populær, det giver vist sig selv. At sangskriverne har tjent en slat penge (for mere bliver det jo ikke til på streamingtjenesterne..). Ja. Men det kan jo ikke sammenlignes med gammeldags pladesalg (gammeldags hitlisteplacering), der forudsatte, at forbrugerne gik i pladeforretninger og købte musikken – eller i hvert fald hjemskaffede sig pladen på en eller anden fysisk vis. Mest af alt siger oplysningen vel noget om, hvor fikserede man er i nutiden på kvantitative målinger, statistik og procenter.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Donald kommentarer:

    Det er jeg 110% enig i. De tal er underlige misvisende størrelser. Men jeg har nu opdaget at jeg er lidt underlig med hensyn til musiksmag. Jeg kan fx. godt lide at høre musik, som ingen andre har hørt … og jeg bryder mig ikke om sceneoptræden udover det grundlæggende, at hele kroppen spiller, når man spiller. Det er melodi, harmonik, og rytme og især brud på rytmerne, som fortæller mig noget om den person, der laver musikken og deler den med os andre – enten det er gennem media eller live.

    Mærkeligt nok fik indlægget mig til at tænke på min skoletid, hvor man spillede lidt rock i spisefrikvarteret om Lørdagen på skolens “intercom”, og så syntes jeg at folk skulle høre Eileen Joyce spille Fantaisie Impromptus af Chopin – men det var der mærkeligt nok ikke andre, der syntes, så jeg fik pladen med hjem i dag.

    I nutiden kan man så søge på YouTube og finde pladen digitalliseret. Hun var på toppen før WW2. Det er fantastisk at man kan det!!!

    Der er yngre pianister, som kan det samme i dag, men flere af dem kan også komponere og/eller improvisere, det er nu bedre.

  2. capac kommentarer:

    @Donald: Ja, digitaliseringen burde jo være en gave til musikelskere. Men det er min fornemmelse, at adgangen til millioner af musiknumre også kommer med en pris. I “gamle dage” skulle lytteren være mere aktiv. Man hørte måske et stykke musik i radioen – eller i skolegården – som man syntes om, og så måtte man opsøge musikken selv. Enten købe pladen i den lokale radioforretning eller låne sig frem hos nogen, der havde den. I dag skal man bare klikke med musen eller mobilens knapper. Jeg viger lidt tilbage over for det uoverskuelige hav af musik, som musiktjenesterne byder på (har selv en reklamefinansieret Spotifykonto, som jeg kun bruger i begrænset omfang). Det lidt som at stå over et sønderjysk kaffebord af de store – man ved dårligt, hvor man skal begynde og slutte, samtidig med at man føler, at man skal tage for sig af kagerne. Dertil kommer hele diskussionen om kunstnernes underbetaling (den gamle historie, som har fulgt populærmusikkens siden dens barndom) og om det rimelige i, at forbrugerne – der måske har købt meget musik på såvel vinyl, cd og kassettebånd – igen skal betale for det, de engang eller to har betalt for. Plus andre problemer – som fx, at meget musik (“som ingen andre har hørt”) ikke findes i det store hav. Eller at udbyderen kan finde på at erstatte nogle versioner med andre, som så forsvinder ud i det blå. Nej, digitaliseringen er ikke kun en fremskridt.

Skriv en kommentar

19 har læst indlægget
15,010