Jeg har været Eastwood-fan, så længe jeg kan huske. Jeg var 10-11 år, da jeg så Den gode, den onde og den grusomme i Kastrup Bio første gang. Kritikken af hans politiske meritter har aldrig for alvor påvirket mig. I dag kan jeg se, hvor reaktionær »Dirty« Harry Callahan var. Det kunne jeg ikke i 70erne. Mine venner og jeg syntes bare, at Clinten var sej.

Sådan skriver Bo Green Jensen på sin blog i anledning af Clint Eastwoods 95-års dag. Og jeg kan kun bifalde, hvad han skriver om den seje Clint i gamle dage. Jeg blev mindet om det i går, hvor jeg så den sidste halve time af Sergio Leones En nævefuld dollars fra 1964. Siden kom andre hårdtslående film til – ikke mindst Dirty Harry-filmene, som jeg også slugte råt, selv om de var reaktionære (det vidste jeg godt, men det forhindrede mig ikke i at have fornøjelse af Dirty Harry og hans hårdtslående væremåde). Og – som Bo Green Jensen – fint får beskrevet, så sker der en bemærkelsesværdig vending i Clint Eastwoods holdning til det samfund, han er rundet af, i årene efter han begyndte at blive filminstruktør. Desto ældre Eastwood er blevet, desto mere samfunds- og ikke mindst systemkritisk er han blevet. Og man kan – med Jensen – håbe, at den gamle instruktør har lidt flere film at berige verden med.