Da jeg her til morgen stod foran spejlet på badeværelset faldt mit blik på et gammelt ar, jeg har lige der, hvor hårgrænsen er. Og jeg kom i tanker om de andre ar, jeg bærer rundt på som spor af de stød, som livet kan give og også mødet med det såkaldte sundhedsvæsen.

Arret på min pande går helt tilbage til forskoletiden. Jeg havde været med mine forældre på et sjældent besøg hos min morfar, der var grovsmed i landsbyen Hvilsted lidt syd for Århus. Og jeg må være faldet uden for hoveddøren og have slået panden mod trinnet ind i huset. Jeg husker det ikke, men har fået historien fortalte flere gange af min mor. Resultatet var en større blødning, der kaldte på den lokale læge, som åbenbart kom og fik stoppet blødningen. Om han syede såret sammen eller nøjedes med en forbinding fandt jeg aldrig ud af.

Et lignende lidt større år befinder sig på mit højre knæ. Og her husker jeg bedre, hvad der skete. Jeg har vel været lige omkring alderen for skolestar (5-6 år) og vi havde leget cowboys og indianere, og som led i denne leg var der nogle af drengene, inklusive mig, der skulle agere hest og kravle af sted over et græsareal med en cowboy på ryggen. Og det betød så, at jeg på et tidspunkt ramte en skarp flintesten med knæet og fik et stort blødende sår. Og – for første og eneste gang i mit liv – det medførte en tur på skadestuen, hvor såret blev renset og syet sammen.

Endelig og til sidsts så bærer jeg også et relativt stort synlig ar på mit ene lår. Det fik jeg i gymnasiet, hvor vi var på geografi-ekspedition rundt omkring i Jylland og blandt andet besøgte Dollerup bakker syd for Viborg. I min bukselomme havde jeg min fars lommekniv (Clütters & Cie) og da jeg faldt på vej ned at en af bakkerne i det kuperede terræn pressede knivens ryg sig ind i låret med det resultat, at jeg fik et stor blødende sår, som jeg forsøgte at stoppe med mit lommetørklæde. Geografilæreren blev meget bekymret, da han så skaden og fablede længe noget om stivkrampeindsprøjtning og besøg på skadestuen, men jeg formåede åbenbart at bagatellisere episoden og kom hjem, hvor jeg fik en forbinding på. Jeg slap for besøg hos skadestuen, men fik mit ar nummer tre.

Når jeg tænker på alle de kammerater, der brækkede både arme og ben i barndommens leg, så tænker jeg, at jeg da har sluppet billigt fra de farer, der hører med til en rask drengs barndom; og kan ikke lade være med at tænke på alle de børn, der siden hen har været beskyttet mod de værste hændelser, fordi et pædagogisk uddannet personale har vogtet over dem og forhindret dem i at lege farligt..