Øv var den første tanke, da jeg læste at Christian Braad Thomsen var død. For så blev dansk kulturliv igen lidt fattigere. Endnu et af de store træer er væltet.

Filmmand (instruktør, producent, distributør m. m.), forfatter, debattør og meget mere. Jeg opdagede ham helt tilbage i de tidlige halvfjerdsere, hvor jeg læste og fik fat i nogle af hans mange bøger – om politisk filmkunst, Fassbinder og Godard – og så hans første film – ikke mindst Kære Irene (1971), hvor instruktøren forholdt sig til sin samtid. Som instruktør blev han anerkendt, men var samtidig også lidt af en outsider i filmbranchen og hans talent for kritik og debat gjorde, at han lagde sig ud med magthaverne i filmindustrien. Hvilket dog ikke forhindrede ham i at lave film efter sit eget hovede, lige som han sørgede for, at en lang række mindre kendte film kom til landet. Og jeg fulgte hans forfatterskab – både når han skrev en selvbiografi, om Alfred Hitchcock, Bob Dylan, jazz og Willie Nelson. En særlig interesse havde han for psykoanalysen, som han formåede at skrive vidende og let forståeligt om – i en biografi om Sigmund Freud (Sigi Erobreren) og om incest og Ødipus-komplekset (Lysten og loven). I dag sov Braad Thomsen så ind på et plejehjem efter et hjertestop.