For nogle få dage siden faldt Paul McCartney om på scenen. Heldigvis kom han hurtigt på benene igen og i fuld sving med at optræde osv. Men jeg kunne ikke dy mig for at tænke: Næste gang rejser han sig måske ikke mere, for han er jo kommet i en aldersgruppe, hvor man må forvente, at livets skjorte er kortere end i andre aldersgrupper. Og tanken dukkede op nu, hvor jeg læser, at Brian Wilson er gået bort i en alder af 82 år. For her har vi virkelig at gøre med et at de helt store træer i populærmusikkens brogede skov. En sangskriver om musikmager, der er i samme liga som McCartney, Paul Simon og nogle få andre. Og en skikkelse, der på godt og ondt var et billede på den pop- og rockkultur, som han var en del af. Hans alt andet end problemfri liv rummede mange af de plager, som denne kulturs personligheder har lidt af. Lige fra de stoffer, der var en integral del af musikmiljøet i efterkrigstiden til alvorlige psykiske problemer. Alligevel formåede Brian Wilson i sin lange karriere, der begyndte i puberteten (15-16 år) at skabe populærmusik, der er blevet stående. Fra de unge års garage- og surf-sange til den stilistiske vending med albummet Pet Sounds (1966), som blev en stor inspiration for Paul McCartney (og mange andre) og en væsentlig forudsætning for Beatles hovedværk Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band og de efterfølgende plader. Brian Wilson og The Beach Boys’ musik har været en væsentlig del af mit musikalske bagtæppe, lige siden jeg var en lille purk i korte bukser, der kunne nynne og synge med på sangene om hurtige biler, sandstrande, bølger og dejlige piger i bikini. Medens jeg skriver disse ord dukker billeder af skolegården op, hvor drenge og piger synger vers fra “Barbara Ann” (1965):
Og vi kommer selvfølgelig ikke uden on denne her