Hvis man vil klare sig i musiklivet, så kræver det 1% talent og hårdt arbejde for resten af pengene. Sådan cirka lyder en gammel “visdom”, når talen falder på, hvad der skal til for at gøre sig i den tillokkende, men også risikable verden som musikken som professionel levevej er. Og den unge Tønder-dreng Kasper Buch har åbenbart forstået, at der skal mere end få minutters optræden på tv til for at kunne gøre sig som musiker i vor tids musikbranche. Og titlen på Buchs ny album er da også meget sigende Working Hard, og den indledende titelsang fortæller netop om den oplevelse af, at det ikke er nok at have drømme for fremtiden og krydse fingrene, hvis man vil opnå det, man stræber efter. Der skal en god portion hårdt arbejde og en stor portion læring til for at det skal lykkes.
Og når man lytter til den unge sangsmeds i alt ti sange på albummet, må man bare sige, at han allerede er nået et godt stykke ad den vej, han ønsker livet skal følge. Sange der ikke udgør en tematisk enhed i snæver forstand. Det er ikke et concept-album, men en samling sange, der kredser om livet i almindelighed, sådan som det ofte er, når der er tale om singer-songwriter-kunst. For det er, hvad vi har med at gøre, hos Kasper Buch. Han gør selv meget ud af at fremhæve dels sin sønderjyske – og mere præcist: Tønderske – baggrund og dels at han er rundet af det rige danske og ikke mindst sønderjyske folkemusikmiljø. Og ingen tvivl om det, Kasper Buch kan da ikke og vil sikkert ikke sløre sin folkemusikalske baggrund, men musikken er mere end som så. Kasper Buch er indiskutabelt et nyt stort talent i den efterhånden store flok af sanger-sangskrivere, som dansk musik er blevet velsignet med gennem de sidste par årtier.
Albummet består af to snese meget iørefaldende og indtagende pop-rock-sange, der alle besidder de kvaliteter, der skal til for at få spilletid på de store radiostationer og alskens streamingtjenester. Buch har helt klart flair for at dreje en sang, så den som en burre sætter sig fast i popøret. Ja, der er ikke en eneste svipser blandt de ti sange. Alle burde kunne gøre sig som singleudspil.
Kasper Buch synger for at trakterer den akustiske guitar. Han synger godt med sin lyse, velmodulerede stemme. Og så bakkes han fornemt op af et band, som kongenialt er med til at bære musikken frem og igennem. Og produktionen er sådan, at det hele lyder som om det var indspillet live i studiet. Vor tids moderne, digitale isenkram er ikke taget i ed under indspilningen af de fine sange. Og denne kvasi-live-æstetik understreges af det sidste nummer på pladen, “Back to where we came from”. der netop er optaget live på Sønderborghus. Med Kasper Buch har vi fået endnu en fin sangmager, der bare skal holde næsen i sporet. Så er der meget godt at vente fra ham og vennerne de kommende år. Kasper Buch er selvskreven til Tønder Festivalen og til spillelisterne på medierne og i de små hjem. Hermed anbefalet alle med smag og sans for genuin singer-songwriter-kunst.
Kasper Buch. Working Hard. Eget forlag. Er udkommet.