Så mange indlæg har jeg skrevet, siden bloggen begyndte i den nuværende form. Alt inklusive, herunder 38 kladder. Dertil skal lægges alle de indlæg, jeg skrev, da bloggen var en såkaldt smartlog. Og det er jo rigtig mange indlæg. Revl og krat, store indlæg og bittesmå indlæg. Og kontinuiteten har været høj, siden begyndelsen. Der er ikke mange dage, hvor det ikke er blevet til i hvert fald et lille pip. Og – heldigvis – har jeg formået at holde fast i mit udgangspunkt – at det skulle være en personlig, non-kommerciel, autonom blog. Hertil skal lægges, at jeg skriver på dansk og ikke lægger skjul på, at jeg holder fast i gammeldags dyder. Så her kommer sådan noget som kunstig intelligens ikke til at spille nogen rolle (i hvert fald kun som genstand for kritik).

Nitten år er gået med skriverierne. Og det var bestemt ikke noget, jeg havde i tankerne, da jeg for de mange år siden begyndte bloggeriet. Men da jeg først var kommet i gang, blev det en daglig rutine, som hverken erhvervsarbejde, ferie eller andre distraktioner kunne stoppe. Og sådan vil det fortsætte i fremtiden. Det passer mig fint, at jeg kan skrive lidt hver dag og oven i købet har læsere til det meste. Jeg er for længst kommet ud over det indledende hysteri omkring statistik – hvor mange besøgende der er i døgnet, hvor mange hits, der har været, hvor mange der jævnligt lægger vejen forbi. Det er for længst været nok at vide, at der er besøgende – og pænt mange endda – og bloggen også har fået et vist omdømme, ja sågar sit eget lille netværk af mennesker, der åbenbart har noget ud af mine skriverier. Hvorfor så stoppe? Det spørgsmål dukker jævnligt op i mit hovede – blandt andet når jeg ser, hvor mange der er stoppet undervejs, og hvor mange der har lagt deres energi andre steder, ikke mindst i de såkaldt sociale medier med den pris, det kommer med (kommercialisering, afhængighed osv.). Så jeg har tænkt mig at fortsætte med tasteriet, indtil jeg falder ned at skrivebordsstolen. Så er i advaret. Og dette indlæg er så nr. 16906. Tak fordi du læste med.