Selv om vi har dvd’en stående et sted i boligen, fik jeg lyst til et gensyn med den af Anthony Fabian instruerede film fra 2022 Mrs. Harris Goes to Paris. I mangel af bedre og andet, og fordi jeg har en svaghed for Lesly Manville, der spiller hovedrollen som fru Harris.

Filmen bygger på en roman af den amerikanske journalist og forfatter Paul Gallico (1897-1976), der omtales let nedsættende på nettet, fordi han dels var journalist, der begyndte at skrive bøger, og dels, fordi hans historier angiveligt er sentimentale og letbenede. Om ringeagten holder, ved jeg ikke, men i hvert fald er historien om fru Harris en både banal og ligefrem historie med en indiskutabel happy ending. Når det er fastslået, så er det også en velfortalt, indtagende, ja nærmest forførende filmisk fortælling, som kun kan gøre en i godt humør. Og det skal man jo ikke kimse ad.

Fru Ada Harris er krigsenke og arbejder som rengøringsarbejder med et sidejob som syerske. Hun arbejder for det bedre borgerskab, der udnytter hendes arbejdskraft uden at værdsætte det synderligt. Og så har hun to nære venner, den mørke rengøringsarbejder Vi og Archie, der arbejder hos det lokale spillested og som har et godt øje til Ada.

På sit arbejde hos en rig dame får Ada øje på en rigtig haute couture-Dior-kjole, der har kostet 500 £ og hun forelsker sig straks i den og drømmer om at få sådan en. Og heldet tilsmiler Ada. Hun kommer til penge, blandt andet fordi hun får udbetalt en enkepension, der gør det muligt for hende at rejse til Paris og købe en kjole efter sit eget hoved. Og hun lander midt i Diors tiårs jubilæums-kollektion som en hund i et spil kegler. Med sin arbejderbaggrund bliver hun straks ildeset af blandt andet de andre kunder, men også og især af Diors ledende medarbejder, direktøren Claudine (fint gestaltet af Isabelle Huppert i en af hendes få relativt usympatiske roller), der gør hvad hun kan for at spænde ben for Ada. Ada får således ikke lov til at købe en bestemt kjole, kaldet Fristelse, fordi en højt profileret kunde vil have den. Og Ada må vælge en anden.

Men historien tager en drejning, fordi Ada må blive i byen en uges tid for at få tilpasset sin nye kjole. Og hun bliver involveret i Dior-forretningens hverdag og dens medarbejdere. Og hun lærer en lokal markis og enkemand at kende. Og da Claudine fyrer mange af medarbejderne, fordi Dior er i en økonomisk krise organiserer Ada en strejke for at få selveste Christian Dior til at ændre sin virksomhedsprofil, hvilket lykkes for Ada, med det resultat, at Dior i fremtiden vil tage højde for almindelige kvinders behov også. Filmen bliver altså lidt en fortælling om, hvordan en almindelig engelsk arbejderkvinde formår at ændre verdens gang i kraft af solidaritet og forståelse for ’almindelige’ menneskers behov og interesser. Og det kunne let blive en omgang Ken Loach goes sentimental.

Og det skal siges, Anthony Fabian undgår ikke at falde i den grøft. Men alligevel holder fortællingen om Ada vand, og vi følger hende tilbage til London, hvor hun låner sin nye kjole til den unge kunde Pamela, der drømmer om at blive noget som skuespiller og skal bruge en kjole til et møde med en vigtig bagmand. Desværre kommer hun til at sætte ild til kjolen og Ada får ikke chancen for selv at prøve den. Heldigvis kommer historien i avisen, og hos Dior læser man om uheldet og sender Ada den røde kjole, som hun egentlig ville have, fordi den først-valgte køber ikke er i stand til at betale og i taknemmelighed over Adas resolutte handlen i Paris. Og Ada optræder til sidst i sin fine kjole ved det lokale veteranbal, hvor Archie får den dans, han er blevet lovet. Altså – en – happy ending.

Når filmen alligevel er værd at bruge halvanden times tid på, så er det, fordi den er velbesat med fine skuespillere i alle roller, fordi den er fint og stemningsfuldt fotograferet og klippet og fordi man mærker, at instruktøren tror på historien trods dens lidt for blødsødne karakter. Og måske er det godt, at fordomme bliver bekræftet en gang imellem.