Fruen har fået den idé, at jeg skal have jordbær. Hun ved, at jeg holder af denne delikatesse, der jo slet ikke er et bær, men en hævet blomsterbund. Men sandt at sige, så har nydelsen sine begrænsninger nu om stunder. For det er ikke de jordbær. jeg  husker fra min barndom. Jeg mener, at det var sorten Senga Sengana, et sted på nettet beskrives således: “den mest lækre og mest aromatiske af alle jordbærsorter”. Så den findes altså endnu, selv om jeg ikke har kunne støve den op her i næromådet. Og så må man jo nøjes. Og det er ikke, fordi de andre sorter er decideret dårlige, men erindringen om det der jordbær med den mørke røde farve og den dybe jordbærsmag kan ikke rigtig fortage sig. Jeg husker, hvordan vi – i min lille familie – en sommer kunne købe en bakke i den lokale Priso (en af datidens første supermarkeder i Esbjerg) for sølle 25 ører. Tja.

Forklaringen er selvfølgelig, som tilfældet er med udbuddet af f. eks. æbler, at avlerne satser på de sorter af jordbær som vokser hurtigst, ser flottest ud, holder sig bedst og sådan. Det handler jo om at sikre indtjeningen. Fint nok med det. Og jeg spiser da de bær, som fruen slæber hjem – også med fornøjelse, selv om erindringen om en større nydelse stadigvæk stikker sit hoved frem i mit hoved.