Ingen tvivl om det. Bold-hold-spil som fod- og håndbold har et godt tag i danskerne og derfor også i medierne – tv – der følgagtigt transmitterer stort set alt, hvad der foregår i de to sportsgrene. Og – ja – det går så ud over alle de andre sports- og idrætsgrene. Hvornår har vi sidst set en billardtransmission på tv, sådan som det var almindeligt dengang Gunnar “Nu” Hansen var chef for DRs sportsafdeling? Og det forvredne perspektiv blev understreget forleden, hvor det kom frem, at det mange steder i landet gik ud over atletikken, når byerne skulle have nyt fodboldstadion eller renoverer det gamle, for i den forbindelse “glemte” lokalpolitikerne at bevare atletikanlæggene. Her i Århus f. eks., hvor et nyt skandaleramt stadionbyggeri er i gang har man ikke taget højde for at flytte atletikfaciliteterne (der har været rigtig gode på det gamle fodboldstadion…) med.

Hvorfor sker det, kunne man passende spørge? Er det fordi der er potentielle stemmer i at satse på boldspillenes rammer og knap så mange i at gøre noget for atletikkens individualister (som vi har mange, dygtige repræsentanter for – blandt andet i Århus)? Drukner den såkaldte breddeidræt i den tzunami, der består af tv-medie, folkelig popularitet, pengestrøm (reklame- og sponsormidler), politisk opportunisme og journalistisk medløberi? Man kunne godt forledes til at tro, at det er det, der foregår.

Jeg kom til at tænke på ovenstående, da jeg i går kom til at se DRs transmission fra DM-ugen i Ålborg, hvor en lang række discipliner – lige fra cykelløb over petanque og high diving til kajak med overbæring blev afviklet og demonstrerede, at også små idrætsdicipliner egner sig fremragende til tv og er god underholdning. På samme måde som de årlige landsstævner i gymnastik gør det. Når man betænker, hvor mange sendetimer, der går med sport og idræt på tv, så er det rimeligt at hævde, at der også må være plads til alle de andre discipliner, ikke kun de mest populære; og at det kun vil være i public service-ånden, at man gjorde mere for disse lidt overset sider af den folkelige kultur. Og så må politikerne rundt omkring – og kulturministeren – udøve selvkritik og -ransagelse og sørge for, at der kommer balance i tingene.