I mangel af bedre (især nye intelligente, britiske kriminalserier) har jeg kastet mig over den såkaldte comedy-drama-serie Min familie og andre dyr (originaltitel: The Durells), der pt. Løber om efttermiddagen på DR1 og ligger på DRs hjemmeside, hvor jeg besøger den. Ganske vist er der danske serier på programmet, men ingen af dem har fænget mig. Og jeg ved ikke helt, hvad der er galt med dansk tv-dramatik i disse år, men jeg synes, at den mangler format.

Nå, men The Durrells (hvis titel henviser til historiens forfatter Gerald Durrell) handler om Durell-familien. Louise Durell har mistet sin mand og har svært ved at få hverdagen til at fungere i Bournemouth med fire børn og en hund. Pengene slår ikke til og familieidyllet lider under det og også det faktum, at børnene er ved at blive voksne for alvor. Derfor flytter Louise – inspireret af et familiemedlem – og hele den pukkelryggede til den græske ø Korfu i håb om at få tingene til at fungere bedre.

Det viser sig dog hurtigt, at nissen er flyttet med. Den sproglige barriere er stor og Louise installeres – med gæstfri hjælp fra de lokale – i et stort, faldefærdigt, umøbleret hus og pengene (Louises enke-pension) er små (og vejen fra England til Grækenland er lang, når det gælder om at sende penge…).

Langsom begynder tingene dog at fungere. Louise får en lokal hushjælp, Lugaretzia, der kun taler græsk, men alligevel forstår lidt engelsk og bruger enkelte engelske ord. Og så får Louisa hjælp af Spiros, der inkarnerer den græske gæstfrihed og har en god bil, som han kan transportere familien i, når det er påkrævet.

Louise har dog sit at slås med familiemæssigt. Den ene søn Larry bilder sig selv og andre ind, at han er forfatter og gemmer sig bag sin lille sorte skrivemaskine, så snart han skal være til nytte. Den mindste søn Gerry er opslugt af stedets dyreliv fra morgen til aften og søn nummer tre Leslie bærer rundt på skydevåben uden rigtig at bruge dem til noget fornuftigt (som fx at forsørge familien med jagtbytter, de kan spise). Endelig er der datteren Margo, der er giftmoden (uden at ville være det) og kærlighedssyg.

Jeg har set cirka halvdelen af serien og kan konstatere, at den har et højt niveau på alle planer. Historierne, der bygger på Gerald Durells bøger, er solide og stærkt underholdende, og de er skruet

godt sammen filmisk set. Og skuespillet er – ikke overraskende – at høj kvalitet. De medvirkende er rigtig godt castet, som det hedder i filmsprog. Det er underholdning på et højt intelligent niveau, hvor der ikke tales ned til seerne; og man lever sig hurtigt ind i Louisa-familiens genvordigheder og forsøg på at få mening i livet og galskaben. Og så minder den i al sin venlige imødekommenhed om serien Folk og fæ, der også har løbet på DR. Og Callum Woodhouse, der spiller Leslie, var Tristan Farnon i den nye udgave af Folk og fæ, så parallellen er ikke helt hen i vejret.

Jeg vil de nærmeste dage fornøje med med resten af serien og se om det lykkes for Louise at få en romantisk relation til enspænderen Sven (svensker) og hvordan det går de ’umulige’ børn. Det er ikke krimi, men andet kan også gå an, når man er løbet tør for relevant sport, gode krimier og ikke vil ud i streaming-helvedet. Hermed anbefalet tv-narkomaner som mig.