Jeg sad og tænkte på min gamle tysklærerinde fra gymnasiet som døde for små to år siden. Takket være hende og hendes forgænger i folkeskolen har jeg haft det tyske sprog med mig i min bagage. Og det har været en gave, som jeg stadigvæk nyder godt af (en stor del af de bøger, jeg læser, er på tysk – f. eks. undgår jeg danske oversættelser, hvis jeg kan få den tyske original; og det er jo ingen sag nu om stunder, hvor internettet bugner af brugte bøger på alle mulige sprog). Og så var der ikke langt til tysk musik, der desværre fylder alt for lidt i min blog. Ikke fordi jeg bevidst undgår den. Men det er nok mere udtryk for den anglo-amerikanske dominans og vores nationale fokusering på netop det sprog- og kulturområde. Men altså min gamle tysklærerinde sørgede for, at jeg blandt andet fik lyttet en del til sangerinder som Marlene Diettrich og diverse Brecht-Weill-fortolkere, lige fra Lotte Lenia til – ja – Nina Hagen, der også har været omkring Drei Groschen Oper. Og så dukkede Ute Lemper op i mit hovede. Hun tilhører den tradition, men har de senere år kastet sig over moderne arvinger som f. eks. Tom Waits og den slags. Her er hun dog med en ny Mack the Knife (Mackie Messer).