En af dgens nyheder drejer sig om flasker med lattergas. Poitikern har forbudt besiddelse af lattergas (Dinitrogenoxid), fordi det bliver brugt som nydelses- og rusmiddel og har dokumentert skadelige virkninger på brugernes nerver og hjerner. Men lovgivningen virker ikke og enhver kan købe store flasker med gasarten med få klik på nettet. Derfor finder jeg ofte store tomme flasker i lokalområdet, når jeg lufter min hund. Hvilket er tegn på to ting. Dels at kriminelle elementer har gjort salg af lattergas (som er forbeholdt visse erhvervsgrupper) til endnu en indbringende forretninng; og dels at det er umådligt svært at forhindre mennesker i at finde den nydelse, de vil have. Jeg har sågar set unge mennesker komme kørende i store biler svingende med en flaske gas ud af vinduet.

Jeg finder også en hel del brugte nikotinposer, når jeg sådan går rundt i området. Og sammen med flaskerne er de vidnesbyrd om, at den forkromede, offntlige sundhedspolitik, som vi alle er målgruppe for, slår fejl, når det gælder at begrænse eller sætte en stopper for formodet skadelige nydelsesmidler. Lige som tilfældet er med cigaretterne. Selv nok så høje afgifter får ikke de nikotintrængende til at lægge tobakken væk. Og prisbillige alkoholprodukter sørger for, at indtaget ikke falder nævneværdigt, selv om der nu og da kommer oplysninger om tilbageholdende unge.

Og så er det jeg ikke kan lade være med at tænke, at sundhedspoiitikken er gået for vidt. At man måske skulle besinde sig på, at menneskene til alle tider har haft trang til stimulanser. Spørg bare antropologerne, etnologer og arkæologerne, der alle kan fortælle om vore forfædres og -mødres trang til at beruse sig, opnå kemisk nydelse. Hvad enten det var i form af bryg, svampe eller røg. Kunne man forestille sig en moderne sundhedspæpolitik, der tog højde for denne menneskelige trang og til trods for misbrugets skadelige virkninger kunne arbejde med et moderat forbrug? Og ikke end sundhedspolitik, hvis grænse er bestemt af skatte- og afgiftsindtægter (grunden ti at man ikke har forbudt tobak…).

Selv bryder jeg mig ikke om at blive beruset og heller ikke at have tømmermænd. Det var en oplevelse, der hørte til min uerfarne ungdom og som jeg ikke behøver at opleve igen. Men jeg har svært ved at forestille mig et liv helt uden stimulanser i form af alkoholiske drikke. Øl og vin primært. Jeg ved godt, at ‘det går lige så godt uden sprit’, som vort broderfolk mod øst citeres for at mene, men… hvorfor afskære sig for den fornøjelse, en snaps kan give til silde- eller ostemaden eller et godt glas vin til stegen?! Jeg er dog ikke naiv nok til at tro, at politik – sundhedspolitik – nogensinde vil kunne give  plads til menneskenes trang til skadelige stimulanser. Nej, sundhedspolitik bekæmper ‘det onde’ uanset hvilken form kemien antager. Og taber derfor også kampen, fordi den er oppe mod stærkere kræfter end sundhedspoitisk fornuft.