Jeg har kulør og højt humør
Øjnene klør og trillebør
Han har kulør og højt humør
Øjnene klør og trillebør
Øjnene klør og trillebør
Han har kulør og højt humør
Øjnene klør og trillebør
Sådan synger Shu-Bi-Dua i sangen “Color på tossen” fra albummet 78’eren. Og sangen dukkede op i mit hovede. Ikke, fordi mine øjne klør. Derimod mit højre øre. Og sådan har det været længe. Især om aftenen, når trætheden begynder at melde sig. Og så – har jeg ofte gjort, hvad alle læger og sundhedsrådgivere fraråder, ja forbyder, nemlig at forsøge at stoppe kløeriet med vatpinde, tændstikker og det, der er værre. Uden den ønskede effekt.
Men så skulle jeg på apoteket for at hente medicin til min ven hunden. For at det ikke skulle være løgn, så drejede det sig om øredråber, fordi han har fået et lidt betændt, rødt højre øre, der kræver den rette behandling. Og så var det, da jeg stod ansigt til ansigt med en ung apoteksassistent, at jeg spurgte hende om de måske havde et håndkøbsmiddel mod kløe i øret. Jeg forklarede, at kløen primært skyldtes tørhed. Og jo, selvfølgelig havde de et middel. Så formeldelst lidt over hundrede kroner kom jeg hjem med vidundermidlet, som skulle sprøjtes ind i øregange. Og som jeg har for vane læste jeg indægssedlen for god ordens skyld. Og her kunne jeg ud over at læse vejledningen i, hvordan man sprøjter, også erfare, at det hemmelige middel i den lille sprøjte var – – olivenolie. Intet andet end fin olivenolie. Og så var det jeg straks tænkte: Over hundrede kroner for mindre end en deciliter olivenolie! Det er sgu da optrækkeri, som min gamle far ville have sagt. Så når sprøjten om få dage er tom køber jeg en stor flaske økologisk jomfruolivenolie hos det nærmeste supermarked, så jeg har ant-kløe-middel til de næste mange år.
Så må du sørge for, at den olivenolie, du køber, er øremærket – god bedring!
@Uffe: En ting er prisen, men produktet virker faktisk. Jeg har ikke kløet, siden jeg begyndte at bruge det. Og så har jeg læst hos nogle sundhedsfolk, at man også kan bruge rødvin. Så hvis ikke den øre- og andet mærkede olivenolie (som også er blevet for dyr til madlavningen…) virker, så gør en øko-Chataneuf du Pap måske!? Ellers kan den jo drikkes…