For halvtreds år siden udkom Fleetwood Macs tiende album, der bare bar titlen Fleetwood Mac. Lige som bandet første album fra 1968. Og man kunne tale om en genstart af bandet. For hvor det første eponyme album bar præg af gruppens britiske blues-rock, så var albummet fra 1975 starten på gruppens amerikanske storhedstid med sangskrivene og musikerne Lindsey Buckingham og Stivie Nicks.

Pladen var begyndelsen på Fleetwood Macs storhedstid, der kronedes med opfølgeren Rumours (1977), der gjorde bandet til fast indslag på FM-båndet og et af halvfjerdsernes allerstørste – mål i pladesalg og indtjening – rockbands.

Det nye album hvilede solidt på Buckinghams og Nicks fælles duoplade Buckingham Nicks (1973), idet flere af sangene herfra gik igen; lige som lyden langt hen ad vejen lænede sig op ad den duoplade, der ikke solgte mange eksemplarer, da den udkom, men nu er gået hen og blevet en kultplade. Faktisk kan man med god ret mene, at dette Fleetwood Mac-album ikke bare var en demonstration af, at Buckingham og Nicks var kommet med, men at det langt hen ad vejen var duoens anden plade. Og den lagde det stilistiske grundlag for kæmpesuccessen Rumours, som med sin klare poptendens var født til at blive et kæmpemæssigt gennembrud for det reaktualiserede engelske blues-rock-band.

I mine ører er det eponyme album mindst lige så godt – ja, måske endda bedre – en Rumours, men det er selvfølgelig en smagssag. I hvert fald et album med nogle af parret Buckinghams og Nicks’ bedste sange. Og suppleret med gode sange af Christine McVie.