Den nu højproduktive Neil Young har altid gået sine egne veje. Hvad publikum, andre musikere og hele pladebranchen har ment er altid kommet i anden række. Det har betydet, at nogle af hans udgivelser langt fra har levet op til publikums forventninger. Det gælder fx den trilogi, han selv kaldte The Ditch Trilogy, som kan fordanskes til den forkastede trilogi eller den uønskede trilog. Forklaringen er, at Neil oven på successen med albummet Harvest (1972) havde fået nok at al den virak, der var om den populære plade. At være mainstream og vældig populær i musikbranchen var – og er – ikke noget for enegængeren Neil Young, der først og fremmest er styret af sine kunstneriske ideer. Er der noget Neil Young er, så er det kompromisløs. Det oplever vi også nu i disse år, hvor han giver sit lands præsident F-fingeren og kører sit helt eget løb.

Den famøse trilogi udgøres af Time Fades Away (1973), On the Beach (1974), og Tonight’s the Night (1975). Sidstnævnte har rundet 50-årsdagen sidst i juni måned.

Som jeg husker det, var der en del inkarnerede fans, der havde lidt svært ved at sluge disse plader. Ikke mindst sidstnævnte, der var en på alle måder mørk og smertefuld plade med en rå,upoleret lyd, som kun kult-bandet Crazy Horse formår at frembringe sammen med Young selv. Æstetisk en forløber for plader som Rust never sleeps (1979), Live Rust (1979), Weld og Arc (1991). I hvert fald diskuterede jeg meget pladen med en studiekammerat og vi blev enige om, at den mest af alt var en slags nekrolog og mindeplade over tabet af de to bandmedlememmer Danny Whitten og Bruce Berry, som begge døde – billedligt talt – med nålen i armen kort tid før realiseringen af pladen. Pladen er altså et stykke sorgarbejde, og som sådan et forsøg på at bearbejde tabet af de to venner, men også et forsøgt på at komme videre og bygge videre på den energi, de to mænd havde tilført venskabet.

I Neil Youngs store katalog er Tonight’s the Night et plade, der rager op med sin kompromisløshed, konsekvens og radikale støjæstetik, der stadigvæk ikke kan lade nogen lytter uanfægtet. Det er kunst, der har noget på hjertet og som berører enhver, der gider lytte til sangene. I 2018 udkom Roxy: Tonight’s the Night Live, hvor Young og bandet opfører albummet på det kendte spillested The Roxy. Et væsentligt supplement til originalen – i hvert fald for os, der først blev berørt af studioalbummet dengang, det kom på gaden.