The One That Got Away – på dansk: Den, der slap væk – er DRs seneste tilbud til krimifans blandt seerne. Og den har meget af det, man kan forvente sig af en typisk, moderne britisk kriminal-serie. Et detektivpar, Fion og Rick, som har en romantisk fortid, et team af dygtige, loyale hjælpere, en irriterende ledelse, der mestendels tænker i ressourcer og mediebevågenhed og så et kompliceret plot.
En sygeplejeelev, Abby Rayner, findes myrdet i et skovområde i nærheden af den walisiske kystby Pembroke Dock. Og snart viser det sig, at mordet trækker tråde tilbage til et tolv år gammelt mord på en anden sygeplejerske. Så Rick og Ffion må udrede de spegede tråde samtidig med at deres gamle tiltrækning får et genoptryk med de konsekvenser det får, fx jalousi fra Ricks hustru og en indbyrdet konflikt om den gamle mordsag, hvor den hovedanklagede og dømte måske ikke er den rigtige morder.
Historien er virkelig kompliceret og får en ganske overraskende slutning. Og det vil være synd overhovedet at referere for meget eller bare antyde i hvilken retning opklaringen går. Og så giver serien anledning til at filosofere lidt over forskelle mellem engelske krimier og så, som i dette tilfælde, walisiske. For selv om meget i denne serie ligner de krimier, jeg tidligere har skrevet om, så er der også noget, der er anderledes. Ikke kun den særlige walisiske geografi, men hele stemningen. Og for at det ikke skal være løgn, så bygger serien på en walisisk-sproget version Cleddau, der henvendte sig til netop walisisk-talende serier.
Hele seks afsnit af en times varighed er der, så den kan sagtens gøre det ud for flere dages tv-konsumption. Og man er meget godt underholdt og får også noget til de grå hjerneceller.
Enig. Vi må have set serien simultant – så de to sidste afsnit i går aftes. Slutningen åbner vist for en fortsættelse …
@Uffe: Ja, hvad skal vi eller gøre, når programudbuddet er så ringe… Men – fin serie, der lægger op til mere.