https://www.youtube.com/watch?v=7EQX70weW8o&pp=ygUOY29ubmllIGZyYW5jaXM%3D
Aha! Der står den jo! Jeg vidste, at jeg et eller andet sted i min rodebunke – et andet ord for mit kontor og mandehule – havde et lille bokssæt med Connie Francis stående. Den italiensk-amerikanske sangerinde – borgerlige navn: Concetta Rosa Maria Franconero – der hittede stort og solgte millioner af plader i halvtredserne og tresserne. Som andre sangere og sangerinde med hendes indvandrerbaggrund begyndte hun allerede som lille pige – stærkt motiveret af forældrene, især faderen – at synge og optræde og i 1955 fik hun en pladekontrakt og den første singleplade “Freddy!. Der skulle dog gå et par år, før hun i 1958 bragede igennem på de amerikanske hitlister med “Who’ sorry now”, der blev nr. 3 og fire og banede vejen for flere og større hits. Sangen, som hun i øvrigt ikke selv var glad for, solgte over en million eksemplarer og gjorde hende populær også uden for America. Nogenlunde samtidig fik hun kontakt med sangskriverparret Neil Sedaka og Howard Greenfield, der fik til opgave at skrive nye hits til hende. Det første blev “Stupid Cupid”, der sendte hende op på den britiske hitlistes top for anden gang; og så var der for alvor gang i karrieren.
Hendes succes holdt sig – ikke overraskende – helt frem til The British Invasion, hvor Beatles og andre indtog USA og satte en ny dagsorden for, hvilken musik unge mennesker ville lytte til. Selv om hun fortsattes, så dalede hendes hitlistesucces – lige som tilfældet var for mange af hendes samtidige kunstnere. Men hendes succes i Japan og en række europæiske lande (hun indsang også på spansk, tysk m. fl. sprog) gjorde, at hun kunne holde karriere kørende et stykke ind i halvfjerdserne, inden hun stoppede med at turnere i 1974.
Connie Francis er en ypperlig eksponent for den slags fortolker-pop, der var en vigtig del af amerikansk popmusik i tiden før teenagerne for alvor tog over og fire langhårede drenge fra Liverpool satte en ny dagsorden for populærmusikken. Jeg hørete hende første gang på Danmarks musikradio – sikkert hos Mylius – og synes stadigvæk, at hun har en rigtig god popstemme. Og så hjalp det også, at en af mine forældres naboer – en københavns ungkarl – var en kæmpefan af hende. Jeg fik ikke nogen af hans plader, men fik lov til at kigge på og læse hendes albumcover fra hendes storhedstid, hvilket kun sporede min interesse. Nu er Connie så ikke mere, men hun har efterladt sig masser af hitsange og andre indspilninger, der fortjener at blive lyttet til også i dag.