Mine forældre havde en nabo – Erik hed han – der var overbevist om, at menneskeheden – nærmere bestemt russerne – havde opfundet en pille, der kunne tillade mennesker at leve meget længere. I princippet i al evighed. Jeg tillod mig at være skeptisk og – for at bevare den fredelige tone – at mene, at jeg nok måtte se konkrete beviser på den slags livsforlængelse. Længere kom Erik og jeg ikke i vores tanker om ‘det (vist nok) evige liv’. Men siden har tanken og emnet forfulgt mig under den generelle (ideologiske) overskrift: offentlig sundhedspolitik. For så langt tilbage jeg kan huske, så har vi været udsat for en løbende og konstant sundhedspolitisk bearbejdning, der har gået og går på, at hvis vi lever på en bestemt måde, spiser og drikker bestemte ting (i passsende omfang) og undgår andre, motionere, undgår visse ting helt (tobak, alkohol og snart også kalorierig kost) osv., så vil vi leve længere end statistikkerne fortæller os og vi selv bilder os ind.

Og så blev jeg lige mindet om den sundhedspolitiske overbygning, som jeg med årene har fået et mere afslappet forhold til, da jeg læste to ting. Den ene var, at sundhedsapostlen Bente Klarlund i et dameblad gav ti råd til et sundere liv, men – og det er det bemærkelesværdige – insiterede på at drikke (mindst) et glas vin om dagen, selv om det strider mod myndighedernes anvisninger og hendes egne vidensbaserede råd. Den anden var, at man nukan slå fast, at stoffet taurin ikke bremser aldringen, sådan som dyreforsøg havde givet anledning til at forvente.

Det gode ved den slags oplysninger er, at de tillader en at have forbehold over for hele den sundhedspolitiske diskurs, vi dagligt er mål for (og straks tænker jeg på googles algoritmer, der troligt informerer mig om alle de trusler mod min sundhed, som verden er fuld af…). Hvis Bente Klarlund på evidensbaseret grundlag  kan give efter for sine lyster, så kan vi andre sgu også. Og måske svækkes ens over-jeg af et godt glas vin for meget?! I hvert fald har man det rart så længe det står på og ikke udarter sig.