Jeg tror de er dopede, sagde min ven Morfar. Og han henviste til sin oplevelse af den førende rytter i Frankrig Rundt, sloveneren Tadej Pogacar, der helt ubesværet cyklede det sidste stykke af etappen og sågar havde tid til at snakke lidt med en følgevogn og gestikulere med en tilskuer. Og jeg kan godt forstå, hvorfor tanken dukker op. Ikke kun, fordi temaet ”doping” eller – med et mere acceptrende begreb ”præstationsfremmende midler” – har været næsten fraværende i mediernes behandling af dette års Tour de France. Bortset fra TV2-programmet ”Fortidens skygger”, der som den nærmest besværgende titel angiver handler om dengang, hvor dopingskandalerne væltede ned over sporten. Men også, fordi temaet netop har det med at pressse sig på, når man mindst forventer det. Som i tilfældet med cykelstjernen.

Men hvad så med i dag?! Er brugen af præstationsfremmende medikamenter og lignende nu bare skygger eller spøgelser, der hører hjemme i fortiden? Selv om kontrollen med de udøvende cykelryttere og deres hold uden tvivl er blevet meget strengere end tidligere, så kan det ikke udelukkes, at der alligevel foregår doping i et eller andet omfang. At producenterne og forskerne i netop det område har overhalet kontrolsystemet og givet rytterne og deres teams et medicinsk forspring. Selv om der ikke foreligger begrundede mistanker, indicier eller beviser for det, så er det muligt, ja tænkeigt. Fordi der står så meget – prestigemæssigt, økonomisk m.m. – på spil. Som jeg skrev engang, så er det virkeligt farlige stof, ikke Epo eller andre højteknologiske stoffer, men et stof, der i mange, mange år har vist sin vanedannende og forførende kraft: penge. Money makes the World go ’round.

I omtalte tv-udsendelse bliver Tour de France-guroen Jørgen Leth spurgt, om han kendte noget til doping dengang. Hvilket han benægter. Som en SOME-kommentator bemærker, så er han enten uforståeligt naiv eller også lyver han. Jeg hælder mest til den tanke, at Leth, der aldrig har brystet sig af at være kritisk anlagt, analytisk skarpsindig og aldrig har været optaget af, hvad der ligger bag fænomenernes verden, kun har (haft) blik for elitesportens glitrende og forførende overflade. Det er så at sige den æstetik, han har dyrket i mange år. At det så munder ud i en løgn er en anden sag, som sværmen af journalister omkring ham burde have gravet mere i.

Som jeg sagde til Morfar, så aner jeg ikke om Pogacar, Vingegaard og de andre har indtaget og indtager noget, der kan give dem ’gode ben’, etappesejre og flere penge i kassen, men forudsætninger for et sådant misbrug er som altid til stede. Som i alle store, professionelle sportsgrene.