1975 var også året, hvor Steven Spielberg fik en kæmpesucces med filmen Jaws. Æ Gaf, som den blev omdøbt ude på vestkysten, skabte en hel såkaldt frachise-bølge, der stadigvæk skyller gennem underholdningsindustrien. Et af mine yngste børnebørn er en STOR fan af hajer og har adskillige t-shits med hajer afbilledet og på skrift.

Det var og er i og for sig en banal historie om en stor hvid haj, der terroriserer et badeområde i New England. Og det er svært ikke at se en diskret inspiration fra Herman Melvilles berømte roman om det store hvide hval Moby Dick og i det hele taget fra menneskers skræk for havets skjulte trusler.

Og det var heldigt, at filmen kom i Steven Spielbergs hænder. For er der nogen instruktør, der kan genskabe og leve sig ind i barnets – ja, mere præcist: drengens – fantasmatiske univers på en næsten Rifbjergs vis, så er det Spielberg, der igen og igen har trukket på netop det element. Senest i den selv-biografiske The Fablemans (2022).

Jeg så Jaws dengang i 1975 og var ganske imponeret over, hvordan det lykkes for Spielberg at få det optimale ud af det i og for sig banale tema, godt hjulpet på vej af komponisten John Williams’ suggestive og uhyggelige film-score, der på Hitchcocksk vis (tænk på den uafrystelige Psycho) tryllebinder og skrækindjager publikum.

For filmens kvalitet taler også, at selve uhyret – hajen – er lavet længe før det blev muligt at trylle med computeranimation. Det var god gammeldags filmmagi, man var henvist til. Og det virkede.

Måske er tiden ind til et gensyn med denne filmperle (men ikke med alle de mere eller mindre mislykkede opfølgninger).