Det er snart et år siden jeg blev indlagt på sygehuset. Og denne tanke og min diabetes-2 fik sendt mig ned ad erindringernes boulevard til min første større møde med det offentlige sundhedssystem. Til dengang jeg fik fodvorter. Jeg gik i folkeskolens ældste klasser, lige omkring starten på realskolen.

Hvordan jeg fik de fodvorter, ved jeg ikke med sikkerhed. Men er ret overbevist om, at det var i fællesbadet efter gymnastik, at jeg pådrog mig den lidelse (jf. Patioenthåndbogens forklaring). I hvert fald kom jeg til familielægen, der konstaterede lidelsen og sendte mig videre til en specialist i byen. Og her viste det sig, at vorterne skulle opereres, dvs. skæres, væk. Det foregik på den måde, at jeg lå på en briks, hvor lægen/sygeplejersken påførte et brunligt medikament på vorterne. Medikamentet skulle så virke en tid og vi – min mor og jeg – skulle så vende tilbage. Og det foregik i en taxa. Dernæst lå jeg så og kunne mærke, hvordan der blev skåret huller i fødderne – omkring fodballen og tæerne. Og jo, det gjorde ondt, men ikke mere end det var til at udholde. Og det tog nogle få uger, inden problemet var løst.

Den største udfordring kom fra skolen. For da jeg vendte tilbage, måtte jeg ikke deltage i gymnastik i en længere periode på grund af smittefare. Og det bekom ikke min gymnastiklærer, der mente, at jeg nok udnyttede situationen til at slippe for gymnastikken. Med det resultat, at min mor mødte op hos skolens inspektør og fortalte ham, hvor skabet skulle stå. Herefter faldt der ro over lejren og jeg kunne vente på, at gymnastikkens “glæder” igen blev en del af min skolegang.  Jeg har ikke siden haft fodvorter og ønsker ikke at opleve, hvordan man nu til dags håndterer den lidelse.