Jeg måtte lige slå ordet op igen for at være helt sikker. Jo, det betyder i følge Den Danske Ordbog: ‘lediggang’ af latin, og udfoldet: ‘den del af livet hvor man har forladt arbejdsmarkedet og er gået på pension’. Og det kom sig af, at jeg endnu engang måtte fortælle en person, at jeg faktisk laver lige så meget, ja mere, end dengang jeg – for fem-seks år siden – endnu var på det såkaldte arbejdsmarked. Ud over mine personlige og egocentriske sysler som at skrive blog, læse, se moderate mængder film, serier og andet på skærmen, så er jeg aktiv i den forening, hvor jeg bor, og det indebærer ud over de repræsentative pligter som bestyrelsesmedlem at jeg agerer ‘vicevært’, koordinator for større og mindre håndværksopgaver og ‘handyman’ inden for alskens områder, supervisor for den deltidsansatte vicevært og meget mere. F. eks. har jeg brugt det meste af min morgen på at hjælpe en ung elektriker med de sidste opgaver i forbindelse med udskiftningen af vores dørtelefonsystem – få adgang til lejlighederne, sikre at alt bliver testet bagefter osv. Oven i dette arbejde, så er jeg – som jeg har været det i rigtig mange år – en mandlig udgave af den hjemmegående husmoder. Der er ikke den opgave, jeg ikke – ganske frivilligt – har påtaget mig. Lige fra madlavning (og hvad dertil hører – indkøb, opvask osv.), rengøring (i denne uge gælder det et større rengøring af badeværelset), hundepasning (min hund er efterhånden en gammel dreng, og han følger mig døgnet rundt og i tykt og tyndt), alskens handyman-opgaver i hjemmet, reparation og vedligeholdelse af familiens bil og cykler med mere. Det betyder ikke, at min kone ikke laver noget, for det gør hun. Blot for at sige, at jeg IKKE passer ind i billedet af en mand i sit otium. Nej, lediggang er ikke noget, jeg dyrker. Og jeg lider heller ikke af Max Webers protestantiske arbejdsetik (arbejde adler og aldt det der pis…), men jeg har ikke noget mod at lave noget -altså arbejde – så længe, jeg selv er min egen arbejdsgiver (og ikke har overladt det til en anden ofte mindre kompetent person) og i øvrigt har det privilegie, at jeg kan holde fri og pausere, når det passer mig. Så, som jeg sagde til omtalte person, så arbejder jeg egentlig mere end dengang, jeg var på arbejdsmarkedet. Forskellen er bare, at jeg gør det ulønnet og frivilligt og egentlig har det ganske godt med at være i gang med noget hele dagen. Otium – nej tak.