Jeg vover pelsen og kommer her med et aktuelt input i debatten om køn. Og sport.

En af dagens såkaldte nyheder går ud på, at man i det vist nok progressive Sverige overvejer at indføre ”hen” som betegnelse for et tredje køn, der hverken er mand (han) eller kvinde (hun). Det er selvfølgelig de seneste årtiers debat om kønsidentitet, woke osv., der sætter sig igennem med dette forslag. Og det fremgår også at tanken om det tredje ”køn” udspringer af en stor betænkning, der er lavet på den anden side af sundet, men også, at de mennesker, der ikke ønsker at indordne sig under de binære kønskategorier døjer med alvorlige fysiske og psykiske lidelser. Og det er selvfølgelig ikke godt og det taler sit klare sprog om, at vi alle skal tage såkaldte ’transpersoner’ alvoriigt, respektere deres ret til at føle sig som og identificere sig som noget andet end blot mand eller kvinde.

Denne respekt for menneskelig frihed til valg af kønsidentitet løser bare ikke problemet med de to køn. Kønsforskellen har det med at slå igennem, selv når man mindst venter det. At bekæmpe den binære kønsforskel er som at løbe panden mod en mur. Et sted, hvor man virkelig har slået sig, er inden for atletik og sport. Vi husker balladen om den marokanske bryder, der vandt en medalje men måtte opleve at blive udstillet som kønssvindler. Og siden har debatten om kvinders stilling i atletik og sport været et centralt debatemne.

I de danske fodboldforbund har debatten om, hvorvidt mænd og kvinder kunne spille fodbold sammen rullet i lang tid og man har vaklet. Det er forståeligt, for der ligger et voldsomt pres på alle, der ønsker en enkel løsning på problemet – og der er selvfølgelig for alle parter en interesse i at finde løsninger, der giver plads til alle slags mennesker. Mænd, kvinder, transpersoner osv.

Det seneste, der er sket, er, at myndighederne har besluttet, at deltagere ved VM i atletik skal testes for y-kromosomer, fordi y-kromosomet er en biologisk determinant for, at du er en mand. Og personer med dette y i kromosomsættet skal udelukkes fra at deltage blandt kvinderne. En test, der kun skal foretages en gang. Og det skal nok give anledning til ballade, i hvert fald hos dem, der identificerer sig med kvinder og derfor skal finde andre veje til at dyrke atletik på højeste niveau.

At den kvindelige biologi udgør en særlig udfordring for kønskampen illustreres også af det igangværende Tour de France femmes. Kvindernes Frankrig Rundt på cykel. I disse dage er et såkaldt ’tabubelagt’ emne nemlig dukket op. Kort fortalt handler det om, hvorvidt kvindelige cykelryttere skal acceptere, at de for at kunne præstere det optimale skal give afkald på kvindekroppens biologiske funktioner, nærmere bestemt: menstruation. Skal den kvindelige menstruationscyklus suspenderes for at kvinder kan være med i toppen af konkurrencen?! Det kan forekomme at være en futil diskussion i et område af kulturen, hvor der aldrig har skortet på alvorlige kompromisser, når de sportslige mål skulle nås. Tænk bare på dopinghistorien. Mandekroppen har i årtier måttet indrette sig efter præstationsfremmende hensyn af kemisk karakter, vel vidende, at det kunne have en sundhedsmæssig pris før eller siden.

Men kvinderne vil det anderledes. Og førende kvindelige cykelryttere i Tour de France femmes, blandt andre den franske rytter Cédrine Kerbaol, der også besidder en uddannelse i ernæring, kalder det ”umenneskeligt” at presse kvindelige cykelryttere til at tabe sig så meget, at deres menstruation udebliver – i årevis. Og flere andre fremtrædende cykelryttere, blandt andet danske Emma Norsgaard Bjerg, der bakker op om tanken om, at der skal være en balance mellem behovet for at præstere optimalt og så have et liv som kvinde, hvilket medfører menstruation periodisk.

Kvinder menstruerer, kvinder føder børn og bliver mødre og det skal og bør der tages højde for, når vi snakker om atletik og sport. Det er allerede i håndbold og andre boldspil ved at være helt acceptabelt og normalt, at kvinder holder pause i den sportslige karriere for at blive mødre, for så at vende tilbage, når barselsperioden er ovre. Så hvorfor ikke acceptere, at kvindekroppens funktioner i det hele taget er noget, der skal tages højde for i atletik, idræt og sport?! Måske kan man driste sig til at hævde, at kvinders biologi om noget er det, der gør kampen mod kønsforskellen – den binære kønsforskel, om man vil – til en tabersag!?

Hvor speget en diskussion det er at jonglere med biologiske køn og identitetskøn (for nu at udtrykke det forenklet) får man et godt indtryk af, når man læser Dorte Tofts gennemgang af en spektakulær sag om en påstået krænkelse af en trans-kvinde: Lyngby Ret: Kvinde afkræves 100.000 kr. af mand, der føler sig som kvinde, og som rådgav DBU om inklusion af mænd i kvindespor