Rockens og poppens historie er fuld af fascinerende anekdoter. Og jeg har en forkærlighed for sådanne små (logne)historier. F. eks. den om rock-and-roll-legenden Eddie Cochran og hans tragiske endeligt. Natten til den 16. april 1960 kører Eddie Cochran efter en optræden sammen med Gene Vincent i en flødefarvet taxi, Ford Consul Mark II, mod Heathrow lufthavnen ved London. Chaufføren mister ved midnatstid kontrollen over bilen, der kører ind i en stor lygtepæl. Eddie Cochran, der sad på bagsædet ved siden af pigen Sharon Sheeley forsøgte at beskytte Sharon, da sammenstødet skete, med det resultat at han selv blev slynget ud af sidedøren og fik hovedet knust. Sørgeligt endeligt på et stort rock-and-roll-talent.
Og nu til anekdoten. En af de første, der kom til uheldsstedet, var en ung politikadet ved navn David John Harman, som senere fik kunstnernavnet Dave Dee og blev en del af den i tresserne meget populære beatgruppe Dave Dee, Dozy, Beaky, Mich and Tich. Dave Dee har senere fortalt, at han på ulykkesstedet var med til at sikre Cochrans Gretsch-guitar og – at han de følgende nætter lærte at spille på den på politistationen.
Men Dave Dee var ikke den eneste kommende stjerne, der kom tæt på Eddie Cochran. En af dennes mest inkarnerede fans og følgere var en ung mand ved navn Marc Feld, bedre kendt som Marc Bolan fra T Rex (som også døde i et trafikuheld). Marc kunne ikke få nok af de gamle rockere, Gene Vincent, Eddie Cochran, Arthur Crudup, Chuck Berry osv. og fulgte dem i tykt og tyndt, så godt han kunne, når de var i nabolaget.
Selv om den slags anekdoter selvfølgelig skal tages cum grano salis, så fortæller de måske lidt om, hvor stort et navn Eddie Cochran nåede at bliver som en af rockens pionerer.
Ja, de er facinerende disse anekdoter, dem “samler” jeg også på, og kan godt forstå, at der har været rift om Cochran’s Gretsch guitar.. han var heldig Dave Dee, haha!