Selv om puljen af tv-krimier endnu ikke er brugt op, så faldt aftenens tv-indtagelse på Henning Carlsens film fra 1972 Man skulle være noget ved musikken. En folkekomedie, blot med den lille og ikke uvæsentlige tilføjelse, at instruktør Carlsen har fået hjælp på manuskriptsiden af selveste Benny Andersen. Og heri ligger bestemt forklaringen på filmens plot – eller mangel på samme. For Andersens fortid som barpianist (blandt andet i Esbjerg) er helt klart en kilde til skildringen af de ansate og besøgende på Cafe Strudsen på Nørrebro i København. En episodisk film, der følger de enkelte personer i deres arbejds-, privat- og bar-liv. Alle – som spilles af en perlerække af dansk folkekomedies store og mindre stjerner – har bøvl i livet at slås med. Hvis ikke det er ensomhed eller kærlighedskvaler, så er det familielivet, der gør ondt i livet. Og så er det, man kan søge hen til det lokale “vandhul”, hvor man kan finde en skulder at beklage sig til og ellers skylle det hele ned med et antal bajere fra Tuborg-Carlsberg.

Filmen forsøger ikke at gøre mere ud af historien end nødvendigt. Den lever højt på fint kammerspil mellem de “folkekære” skuespillere, der – det må siges – kan deres kram og tydeligvis kender hinanden godt fra skuespilarbejdet i og omkring Købanhavn.

Det er bestemt en film, der tåler et gensyn (sidst jeg så den var i halvfjerdserne), fordi den er præget af det Andersenske kærlige og overbærende menneskesyn, Carlsens ferme insttruktion og så skuespillet, der helt er på højde med Huset på Christianshavn og Matador . Så har du ikke andet at fordrive tiden med, så find den på DRs hjemmeside.