Hvis ikke det var for skuespilleren Michael Caine, så havde jeg nok ikke set Best Sellers (2021). Men jeg har altid haft et svagt punkt for aldrende Cockney, siden jeg første gang så ham i The Ipcress File (1965). Og alt andet lige, så redder han den langt fra vellykkede film i land med sit sikre nedtonede spil som forfatteren Harris Shaw.

En ung forlægger, Lucy (Aubrey Plaza), der har arvet sin fars forlagsvirksomhed er løbet ind i økonomiske problemer, fordi forlaget ikke sælger nok bøger. Da hun finder ud af, at forfatteren Harris Shaw skylder forlaget en bog ifølge sin kontrakt, beslutter hun sig for at opsøge ham sammen med sin assistent Rachel (Ellen Wong) for at få ham til at overholde sin kontrakt. Harris, der har et dårligt ry, smider dem ud af huset i første omgang, men senere opsøger han hende på forlaget, hvor hun er i færd med at sælge forlaget, for at give hende et uudgivet manuskript, han har haft liggende. Det ender med, at de to drager på turné – meget mod Harris’ vilje – for at promovere den nye bog. Men det går slet ikke som forventet. Harris gider ikke læse op af sin bog, sviner kritikerne til og læser op fra Penthouse magazines erotiske historier i stedet for. Resultatet er, at han får stor succes – ikke som forfatter – men som mediebegivenhed på de sociale medier, blandt andet i kraft af hashtagget #bullshite, som han får gentaget adskillige gange på scenen.

Plottets tvivlsomme kerne er, at den analoge, aldrende forfatter bliver hvirvlet ind i den digitale tids overfladiske, personfikserede medievirkelighed. Og det er på godt og ondt filmens centrale modsætning, der også er en generationsmodsætning. I hvert fald kniber det for instruktøren Lina Roessler, at få denne kerneproblematik til at virke særlig overbevisende eller naturlig. Og det hænger også sammen med, at Aubray Plaza som den unge kvinde ikke matcher Caines skuespilkunst. Roessler skulle nok have valgt en anden skuespiller til den rolle.

Men med hiv og sving lykkes det for Lucy at vende udviklingen og få gang i salget af Harris’ nye bog. Og det lykkes hende også at vinde Harris’ sympati og velvilje, selv om denne side af sagen virker alt andet end overbevisende. Og til slut får vi – uden at afsløre for meget – noget, der kunne udlægges som en ’happy end’.

Hvis ikke gode, gamle Caine havde været med, så havde jeg nok tabt tråden undervejs. Men han kan stadigvæk fange ens opmærksomhed, selv om han har passeret de 90 år. Godt gået.